Når TV 2 News’ mediemagasin ’Presselogen’ til august er tilbage på skærmen efter sommerferien, bliver det med en ny vært for bordenden blandt mediebosserne i panelet.
Line Ernlund stopper nemlig på programmet efter syv år som vært. Hun skal nu være debatredaktør på BT.
»Det har været et kæmpe privilegie at sidde i så mange år med de her dygtige mediechefer og få indblik i deres maskinrum. Men syv år er lang tid. Det er syv år, hvor jeg har skullet møde klokken 04:30 hver søndag. Jeg har jo aldrig kunnet lavet noget i weekenderne,« fortæller Line Ernlund om beslutningen om at stoppe.
Ny vært på 'Presselogen' bliver Astrid Berg, som siden efteråret 2015 har været nyhedsvært på News.
Ikke klynkefrans eller tudefjæs
Selv om Line Ernlund beskriver det som et privilegie at få lov at være vært på 'Presselogen', understreger hun, at det ikke kun har været sjov og ballade.
»Jeg skal ikke være klynkefrans eller tudefjæs, men det kan til tider være ubehageligt at være 'internal affairs' i egen branche. Jeg går jo all in, når jeg sidder der – også når det er egne chefer og kolleger, vi har under luppen. Det kan da være ubehageligt. Man møder dem jo på gangen bagefter,« siger hun.
Hun nævner et eksempel fra efteråret, da 'Presselogen' behandlede de første sager om Michael Qureshis opdigtede kilder.
»Jeg er selv tidligere sportsjournalist, og jeg kan da huske, at flere tidligere kolleger ikke forstod, hvorfor vi skulle beskæftige os med sagen. De mente, vi havde gang i noget forkert. Det var da lidt specielt. Men jeg kan tåle meget modvind – og det skal man også kunne på den post,« siger Line Ernlund.
Man skal have styr på sine sager
'Presselogen' møder indimellem kritik for, at der sjældent kommer virkelige bekendelser fra chefredaktørerne i panelet.
Undervejs i Line Ernlunds tid på programmet har redaktionen da også sløjfet den såkaldte ’skriftestol’, hvor redaktørerne selv skulle bekende en synd fra den forgangne uge.
»Teoretisk set var det en supergod idé, men praktisk fungerede den bare ikke. Det var aldrig de store bekendelser, der kom med. Det blev i småtingsafdelingen,« siger Line Ernlund.
Men, tilføjer hun:
»Jeg synes faktisk generelt, mediecheferne fortjener credit for at stille op hver søndag og vaske deres snavsede vasketøj, mens alle ser på. Det gør andre brancher jo overhovedet ikke.«
Hvad har været den største udfordring ved at skulle styre og interviewe de her mediebosser i panelet?
»Det er nok, at man altid skal have rigtig godt styr på sine sager. Man kan ikke sidde og sige noget, der er forkert – så skal de nok fortælle en det. Så man skal virkelig have styr på historierne og sagerne,« siger Line Ernlund.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.