search

Tillidsmand om ny nyhedsdirektør i TV 2: ”Der skulle en ny ledelse til”

”Ulla er det modsatte af den alfahan-kultur, som TV 2 har haft i den øverste ledelse i mange år,” siger hovedtillidsmand Lennart Sten

”Det er dejligt med en kaptajn, der kender skibet.”

Sådan siger hovedtillidsmand på TV 2 Lennart Sten om sin nye nyhedsdirektør, Ulla Pors. TV 2 har i dag meldt ud, at Ulla Pors overtager jobbet efter Mikkel Hertz. Hun kommer fra et job som chefredaktør for News og Events i huset.

Det har været en tumultarisk periode på TV 2. Mediehuset har haft en hovedrolle i #MeToo-bølgen, senest da ledelsen valgte at lægge en dokumentar om krænkelser ned, fordi TV 2 selv fyldte for meget i historien. Det fik både medarbejdere og redaktører til at kritisere toppen.

Lennart Sten mener, det er nødvendigt at skifte ledelsen ud for at forandre kulturen.

”Der skulle en ny ledelse til. Det er der ingen tvivl om. Vi havde brug for en anden ledelse og en anden kultur,” siger han.

Slut med alfahan-ledelse

Ifølge tillidsmanden kan Ulla Pors være den rigtige til den opgave.

”Ulla er det modsatte af den alfahan-kultur, som TV 2 har haft i den øverste ledelse i mange år. Hun uddelegerer mere, hun lytter mere, hun er dygtig til at organisere,” siger Lennart Sten.

Nu skal Ulla Pors sætte sit hold. I en intern mail til medarbejderne skriver TV 2’s ledelse, at udnævnelsen følges op med omrokeringer i toppen. Jacob Kwon forlader Odense og bliver nyhedschef og souschef hos TV 2 i København, mens Mikkel Hertz’ rolle endnu er uafklaret. Hertz stoppede som nyhedsdirektør i efteråret efter en sygemelding.

Derfor skal TV 2 finde en ny nyhedschef i Odense og en ny chef for News og Event. Lennart Sten vil ikke udtale sig om de andre rokader i ledelsen, men han ser frem til at se, hvem Ulla Pors vælger til de ledige poster.

”Nu skal Ulla sætte sit hold, og det glæder jeg mig til at se. Det kommer sikkert til at tage noget tid – det er et nyt styresystem, der er sat ind på kommandobroen. Jeg tror også, der kommer en tid, hvor vi skal lære hinanden at kende,” siger han.

Lennart Sten forventer, at hun vil stå for en ledelsesstil, hvor mellemledere og medarbejdere får mere ansvar.

”Det har karakteriseret Ulla på News. Vi har været vant til en meget tydelig retning og en alfahan-ledelse, og der tror jeg, vi skal vænne os til, at hun uddelegerer mere,” siger han.

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
data_usage

SENESTE NYT

chevron_left
chevron_right
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen