I tv-programmet ’Gift ved første blik’ blev Ane og Ulrik gift og dyrkede sex med hinanden allerede på bryllupsnatten. Det fik sexolog Katrine Berling til at sige til bt.dk, at Ane havde været lidt for hurtig til at gå i seng med sin nye mand. Hun burde have ventet.
”For det handler – desværre – om, at mænd stadig ikke vil have forsuttede bolsjer,” lød udtalelsen fra Katrine Berling i artiklen onsdag, der fik overskriften: ”Sexolog efter Ane og Ulriks skilsmisse: Mænd vil jo ikke have forsuttede bolsjer”.
I dag er citatet med de forsuttede bolsjer væk fra artiklen, og rubrikken er også ændret – uden at det fremgår af artiklen.
Nu lyder overskriften: ”Sexolog efter Ane og Ulriks skilsmisse: Hun gjorde den ene fejl hun ikke skulle”.
Burde have oplyst om rettelse
Chefredaktør på BT Karl Erik Stougaard forklarer i en mail, at BT ifølge avisens etiske regler skal oplyse læserne om korrektioner i artikler.
”Og selv om der i dette tilfælde ikke skete ændringer, der berørte artiklens centrale budskab, burde vi have tilføjet en oplysning om ændringerne. Det gør vi nu," lovede han torsdag eftermiddag.
Før offentliggørelsen af denne artikel på Journalisten fredag var ændringerne i BT-artiklen imidlertid fortsat ikke deklareret. Efter en ny henvendelse fra Journalisten fredag formiddag kom deklarationen:
"Denne artikel havde i en tidligere udgave en anden rubrik ('Sexolog efter Ane og Ulriks skilsmisse: Mænd vil jo ikke have forsuttede bolsjer') og et citat, som sidenhen er blevet fjernet. I forbindelse med interviewet med kilden var der opstået en misforståelse om et enkelt spørgsmål og svar mellem vores journalist og kilden."
BT erkender misforståelse
Sexolog Katrine Berling skriver til Journalisten, at hun klagede over artiklen til BT, fordi hun ikke kunne genkende sig selv i den. Ifølge hende havde de misforstået hendes citat om det forsuttede bolsje.
”Jeg ringede og bad om at få artiklen slettet. Det kunne de ikke, men de fjernede ordene,” forklarer hun i en mail.
Sex for hurtigt
Chefredaktør Karl Erik Stougaard erkender, at BT havde misforstået sexologen.
"I forbindelse med interviewet var der opstået en misforståelse om et enkelt spørgsmål og svar mellem vores journalist og kilden, og de fik i al fredsommelighed talt en ændring på plads, som på ingen måde ændrede indholdet af artiklen,” skriver han i en mail.
Ane og Ulrik fra 'Gift ved første blik' gik fra hinanden efter at have været gift i tre uger, og de nåede aldrig at flytte sammen.
”Jeg tror, at vi var lidt for hurtige til det seksuelle, så det blev alt for hurtigt et tema. Det kom til at fylde for meget. Og det er svært at snakke om sex med en, man lige har mødt,” forklarede Ane efter programmet til BT.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.