DR Ultra viser i næste uge en række programmer, der tegner et andet billede af børn i den tredje verden. Programmerne handler om fattige afghanske børn, der skal forsørge sig selv og deres familie i det krigshærgede Afghanistan.

Alligevel beskriver dokumentarist Jens Pedersen serien ’Tro Håb Afghanistan’ som livsbekræftende. Den handler nemlig om børns potentiale, mener han.

»Det er livsbekræftende, at de – måske modsat danske børn – skal tage stilling til deres ambitioner og mål. I stedet for at vise hvor synd det er for dem, så kan jeg vise, at her er en dreng, som kunne være den nye Lars Larsen, hvis der ikke var så meget bøvl dernede. Jeg håber, at børn i Danmark tænker: ”Hvis de kan, så kan jeg også.” I stedet for bare at tænke, at det er synd for dem,« forklarer Jens Pedersen.

Han har lavet programmerne sammen med den afghanske CNN-kameramand Taj Mohammad Bakhtari og den dansk-aghanske socialrådgiver Masih Fedai.

Målgruppen er børn på 10 år og opefter.

Holdet har blandt andet fulgt børn, som har mistet deres forældre – fordi de er blevet dræbt af Taleban eller de internationale styrker, er stukket af eller gået i hundene.

Pigen Machgans far er for eksempel narkoman. Datteren skaffer penge til farens misbrug ved at sælge tyggegummi. Men en dag får hun nok og fortæller ham, at alle hendes venner går i skole, og det vil hun også, så hun kan blive skolelærer. »Hvis du ikke stopper, smider vi dig ud,« siger hun til faren.

»Hun vender fuldstændig op og ned på magtstrukturen i familien,« siger Jens Pedersen.

En anden scene handler om den 11-årige pige Layla, der bor på børnehjem i Kabul. Hun skal efter fire års adskillelse gense sin mor, som bor i bjergene. Datteren tror, at hun skal hentes hjem for at blive giftet væk. Men i stedet kommer moren for at give datteren en anden besked: »Gør alt det, jeg aldrig nogensinde kunne gøre.«

»Det er en fantastisk scene, at en kvinde, der er helt tilsløret, så man kun kan se øjnene, rummer så meget empati og tænker på datterens fremtid i stedet for den medgift, hun kunne have fået ved at gifte hende væk,« siger Jens Pedersen.

Han fik ideen til dokumentarserien, da han i 2009 og 2010 var i Afghanistan i forbindelse med et andet projekt og mødte børn, som umiddelbart levede et sølle og forhutlet liv.

»De viste sig at være enormt dejlige, fornuftige og fokuserede. En ø af menneskelig normalitet. De var kompetente børn, der var med til at forsørge familien, samtidig med at de passede deres skolegang.«