search

Magtfuld økonomichef forlader DR

Økonomidirektør David Hellemann forlader DR for at blive konsulent. Hellemann var med på Journalistens top 200 over magtfulde mediemennesker.

Økonomidirektør David Hellemann forlader DR for at blive konsulent. Hellemann var med på Journalistens top 200 over magtfulde mediemennesker.

DR's økonomidirektør, David Hellemann, fratræder sin stilling ved udgangen af september måned. Han har fået nyt job hos konsulentvirksomheden McKinsey & Co, hvor han skal være partner.

Det skriver DR i en pressemeddelelse.

David Hellemann kom til DR for knap fire år siden fra en stilling som afdelingschef i Finansministeriet. Hellemann har blandt andet haft ansvaret for at afslutte byggeriet af DR Byen og for at prøve at lappe på DR's budget efter de mange budgetoverskridelser, som byggeriet har medført.

Ifølge Berlingskes blogger Mads Kastrup har Hellemann fået gradvist mere magt i DR's organisation. Så meget, at Kastrup hævder, at DR i en periode gik under navnet "Hellemann-provinsen".

Hellemann har blandt andet været på fagbladet Journalistens liste over de 200 mest magtfulde folk i den danske medieverden. Han var også på Børsens magasin Pleasures liste over Danmarks 50 mest magtfulde mænd.

»Det er med stor beklagelse, at vi skal sige farvel til David Hellemann. Samtidig har jeg dog stor forståelse for, at David har fået et tilbud, han ikke kan sige nej til. David Hellemann har været en af mine nærmeste partnere i ledelsen af DR, og han har været en afgørende faktor i den turn around af virksomheden, som vi har gennemført de sidste par år,« siger generaldirektør Kenneth Plummer i pressemeddelelsen.

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen