search

Nordiske journalist-kurser reddet fra sparekniven

Nordisk Journalistcenter har i 11. time fået en vigtig bevilling, som sikrer NGO’ens økonomi

Det var et hårdt slag, da Nordisk Journalistcenter i oktober fik besked om at skære 700.000 kroner på budgettet som følge af en ny plan for grøn omstilling vedtaget af Nordisk Ministerråd.

Men nu er en markant del af bevillingen reddet, og Nordisk Journalistcenter ser ud til at kunne fortsætte med at udbyde kurser i blandt andet klimajournalistik for journalister i Norden.

Mens fødevareminister Mogens Jensen er midt i sin hidtil værste ministerkrise på grund af minkgate, har han nemlig samtidig sikret Nordisk Journalistcenter 250.000 kroner til nordisk arbejde i kraft af, at han også er minister for nordisk samarbejde.

”Det her betyder enormt meget for os,” siger John Frølich, der er leder af Nordisk Journalistcenter.

Ud over at efteruddanne journalister i Norden har Nordisk Journalistcenter til formål at styrke netværket mellem nordiske journalister.

”Vores vigtigste opgave er at styrke udviklingen af nordiske medier og nordisk journalistik. Det gør vi igennem efteruddannelser, kurser og netværksaktiviteter i hele Norden. Vi er de eneste i Norden, der arbejder på tværs og bruger vores sproglige og kulturelle fællesskab som en løftestang for at styrke journalistikken,” siger John Frølich.

Ud over ekstrabevillingen på 250.000 kroner får Nordisk Journalistcenter også cirka to millioner kroner årligt til efteruddannelse i Nordvestrusland, ligesom centeret også støtter russisktalende medier i Baltikum. De penge kommer også fra Nordisk Ministerråd.

De 250.000 kroner lukker dog ikke hele hullet, efter at bevillingen på 700.000 kroner blev taget fra Nordisk Journalistcenter. Men John Frølich er fortrøstningsfuld over for, at nye projekter og samarbejdspartnere i 2021 kan lukke det.

”Vi skal lave et meget stort projekt om digital omstilling i Norden – men jeg kan ikke sige mere om det lige nu. Men vi er på vej derudad,” siger han.

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen