
DMJX
Danmarks Medie- og Journalisthøjskole (DMJX) skal spare igen. 3,5 mio. kroner skal skæres på budgettet i 2021.
”Vi skal spare. Men hvordan vi skal spare, er ikke besluttet endnu,” siger rektor Trine Nielsen.
Hun håber, at skolen kan undgå fyringer. Men det er usandsynligt, erkender hun.
”Vi vender hver en sten for at finde besparelser. Det kan også være, nogen vil gå på pension eller ned i tid. Det er ikke til at forudse endnu. Men det bliver svært at undgå afskedigelser,” siger Trine Nielsen.
Alle har knoklet røven ud af bukserne
Fællestillidsrepræsentant Mette Mørk tror heller ikke, afskedigelser kan undgås.
”Selvfølgelig håber jeg, at vi kan klare det uden. Vi vil gøre alt for at minimere antallet af afskedigelser. Men jeg tror ikke, vi kan undgå det,” siger Mette Mørk.
Hun fortæller, at spareplanerne har skabt debat blandt medarbejderne.
”Der er ingen tvivl om, at folk blev lidt trætte, da de fik det at vide. Vi har lige været igennem et år, hvor alle har knoklet røven ud af bukserne, vi har omlagt undervisningen, og hele tiden er tingene blevet lavet om. Det har været et år, som trak tænder ud. Så det her er en træls julegave,” siger hun.
Den primære årsag til besparelserne er, at der er færre studerende end tidligere. Skolen er blevet pålagt at neddimensionere antallet af studerende. Det er sket over en årrække, og Trine Nielsen forklarer, at neddimensioneringen for alvor rammer økonomien nu.
Der er også andre årsager til, at DMJX skal spare. Coronakrisen har ramt skolen på indtægter fra efter- og videreuddannelse. Desuden har skolen investeret i forskningsområdet og ledelsessekretariatet – de penge skal findes andre steder i budgettet.
Krisemøde
Fredag blev det ugentlige medarbejdermøde lavet om til et krisemøde, hvor alle ansatte kunne stille spørgsmål til ledelsen. Det gjorde mange medarbejdere, og en del var kritiske.
”Nogle spurgte på krisemødet, hvor pengene ryger hen. Ingen oplever, at de får mindre arbejde. Der blev også spurgt, om der bruges for mange penge på ledelsen, når kerneopgaven er undervisning. Men jeg synes faktisk, ledelsen prøvede at svare på mødet. Nu vil vi dykke ned i tallene og se, om vi er enige,” siger tillidsrepræsentant Mette Mørk.
Trine Nielsen forklarer, at det har været nødvendigt at investere i ledelsessekretariatet, efter at DMJX var i fare for ikke at blive krediteret tilbage i 2018.
”Derfor blev vi nødt til at ansætte nogen til at hjælpe med at få det på plads og arbejde med vores kvalitetssystem. Det har selvfølgelig kostet ressourcer, men det er også et forretningskritisk område. Hvis ikke vi har styr på akkrediteringen, kan vi risikere at skulle fusionere med andre,” siger Trine Nielsen.
Mødes i januar
Mette Mørk kvitterer for, at ledelsen har lagt op til et ordentligt samarbejde om, hvordan sparerunden skal foregå.
”Ledelsen har lagt op til en åben og transparent proces. Det er jeg glad for, og det er virkelig vigtigt for os, at den fortsætter,” siger hun.
Det lover Trine Nielsen at gøre sit for.
”Det er meget vigtigt for os, at det kommer til at foregå så ordentligt og transparent som muligt,” siger hun.
Næste skridt er, at ledelse og medarbejderrepræsentanter mødes i januar, hvor de sammen vil forsøge at finde besparelser, så antallet af fyringer kan nedbringes eller helt undgås.
Trine Nielsen forventer, at sparerunden er gennemført ved udgangen af februar 2021.
I 2016 gennemførte DMJX en sparerunde, som i alt endte med knap 15 afskedigelser.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.