DMJX skal spare 3,5 millioner – kan undgå fyringer

Før jul varslede DMJX, at det var svært at undgå fyringer. Men ved at spare på blandt andet rejseudgifter og print er der fundet 2,5 mio. kroner. Den sidste million skal findes ved frivillige fratrædelser

Lige før jul fik medarbejderne på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole at vide, at skolen skal spare 3,5 millioner kroner.

Tillidsrepræsentant Mette Mørk kaldte det ”en træls julegave”, og rektor Trine Nielsen varslede i Journalisten, at det ville blive svært at undgå afskedigelser.

Men i går faldt en aftale på plads mellem medarbejdere og ledelse. Den betyder, at hvis der kan spares cirka én million kroner på frivillige fratrædelser, så undgår skolen at fyre.

”Som det ser ud lige nu, så tror jeg faktisk, vi kan undgå fyringer. Det håber jeg virkelig,” siger Mette Mørk.

”Det håber og tror jeg,” siger Trine Nielsen.

Vil spare på print og rejseudgifter

Medarbejdere og ledelse har hver for sig trawlet skolens budget igennem og fundet mulige besparelser. Aftalen er ifølge tillidsrepræsentant Mette Mørk et kompromis, som medarbejderne kan være tilfredse med.

”Vi pegede på nogle besparelser. Noget er pillet ud, noget er taget med, og noget er føjet til. Jeg synes, vi kan være tilfredse med resultatet,” siger tillidsrepræsentanten.

Der er i alt fundet besparelser for 2,5 millioner kroner ud af de 3,5 millioner kroner. Rektor fortæller, at der blandt andet er sparet cirka 400.000 kroner på printudgifter, hvor skolen hidtil har dækket en del af de studerendes udgifter. Der er sparet cirka lige så meget på rejseudgifter. Det er rejser til konferencer, men først og fremmest pendling mellem Aarhus og København.

”For eksempel ligger kommunikationsuddannelsen begge steder, så der pendler underviserne frem og tilbage og skal også have et sted at bo,” siger Trine Nielsen og tilføjer, at det samme gælder skolens ledelse.

Når det kommer til pendling, så har corona været med til at vise, hvor meget der kan klares digitalt.

”Corona har givet indblik i, hvordan vi kan gøre meget mere digitalt. Det kommer vi til at gøre meget mere i fremtiden,” siger hun.

Desuden har skolens kommunikationschef sagt op, og den stilling genbesættes ikke.

Åbnet for frivillige fratrædelser

Mette Mørk roser ledelsen for at lytte til medarbejderne.

”Mit ønske før jul var en transparent proces, og det synes jeg, vi har haft. Ledelsen har været lydhør og respektfuld over for det, vi er kommet med.”

Rektor roser også tillidsfolkene for ”at gå konstruktivt ind i dialogen”.

Onsdag blev der åbnet for frivillige fratrædelser, som man forventer kan spare den manglende million. Hvis det lykkes, undgår DMJX fyringer.

Medarbejdere kan søge om en frivillig fratrædelse de næste 14 dage. Ledelsen skal så forholde sig til, hvem der får ja, og i hvilket omfang der kan tilbydes fritstilling.

Bonus, hvis man er på vej på pension

Medarbejdere, som er tæt på pensionsalderen, kan desuden få en bonus, ligesom ikke-pensionsberettigede kan få en bonus, hvis de har været ansat uafbrudt i staten i 12 år eller mere.

”Det må ikke opfattes sådan, at vi ikke har plads til medarbejdere over 60 år. Men hvis nogen overvejer at bruge dette som en anledning til at gå på pension, så har vi sikret, at de får en okay pakke med,” siger Mette Mørk.

Trine Nielsen tør dog ikke love, at det bliver den sidste sparerunde foreløbig. Det afhænger af faktorer, skolen ikke selv kan styre. For eksempel dimensionering, som også har udløst denne sparerunde, fordi der er skåret i antallet af studerende.

”Vores udfordring er, at dimensionering kan ramme os igen. Antallet af studiepladser følger ledigheden, og på grund af corona stiger ledigheden lige nu. Det kan gå ud over skolen om et par år,” siger rektor.

0 Kommentarer

Læs også

DMJX

DMJX skal spare 3,5 mio. kroner

22. DECEMBER 2020