Magisterbladet skærer to magasiner fra og satser på det digitale

Næste år går Magisterbladet fra 10 til otte udgaver. Det skal afbøde annoncetab på grund af corona og frigøre penge til bedre journalistik på nettet. ”Vi gør det rigtige, mere end det er et udtryk for, at vi er pressede,” siger chefredaktør

Magisterbladet går fra 10 til otte papirudgaver fra næste år.

Ifølge chefredaktør Jakob Elkjær handler nedgangen i antallet af printudgaver primært om at satse på magisterbladet.dk.

”Vi gør det rigtige, mere end det er et udtryk for, at vi er pressede,” siger han.

Han forklarer, at Magisterbladet sparer nogle penge på tryk og distribution med de blade, de lukker. Det ene blads besparelse er med til at dække et faldende annoncesalg på grund af corona. Den anden besparelse skal bruges til at udvikle journalistikken digitalt.

”Vi har lidt penge at rutte med, fordi vi bruger besparelserne på det ene blad til at lave fortællinger på nettets præmisser,” siger Jakob Elkjær.

Hvis Magisterbladet vil være stærke på nettet, kræver det flere ressourcer der, og de ressourcer skal tages fra magasinet.

”Vi beholder de redaktionelle ressourcer og rykker dem rundt, og så sparer vi på at fælde noget skov,” siger han.

Hidtil har magisterbladet.dk haft mest fokus på fart og nyhedsudvikling. Når Magisterbladet går ned i antal magasiner, er målet at fastholde magasinkvaliteten på nettet.

”Vi vil stadig være dem, der laver de vigtigste nyheder for akademikere, men vi skal samtidig have fokus på de længere, lækrere og dagsordensættende historier på nettet,” forklarer Jakob Elkjær.

Derfor går bemandingen fra at være én webredaktør og én journalist til at være to journalister sammen med redaktøren.

”Den ekstra ressource skal bruges på det, vi kalder dagsordensættende mandag. Det betyder, at det skal være noget tungere baggrundstof, der kan sætte dagsorden. Èn historie, som vi kæler mere for på nettets præmisser.”

Ifølge Jakob Elkjær kan fremtiden for Magisterbladet på print om nogle år være et kvartalsmagasin.

”Det skal være et eksklusivt magasin, mens den primære platform er nettet. Vi har mange medlemmer, der er glade for bladet, så vi skal ikke helt af med det. Men vi skal være større og stærkere på nettet, hvor vi har flest yngre brugere.”

0 Kommentarer

Læs også

Automatisk kladde 28

Redaktør: Sexchikane vil trives i mediebranchen, så længe vi har et a- og et b-hold

29. SEPTEMBER 2020

Magisterbladet sløjfer hver fjerde udgivelse i 2013

18. DECEMBER 2012