
”Det er naturligvis ikke i orden, hvis noget man gør eller siger kan opfattes krænkende af udenforstående,” skriver direktør Vagn Petersen i en mail. Sofia Busk
”Der forekommer krænkende handlinger i form af latterliggørelse, sårende bemærkninger, bagtalelse, skæld ud, krænkelser på de sociale medier og i mails samt nedvurdering af de ansattes arbejdsindsats … Handlingerne har stået på det seneste 2-3 år.”
Sådan lyder det i et påbud, Arbejdstilsynet har givet TV 2 Øst, hvor det psykiske arbejdsmiljø bliver kritiseret kraftigt. A4 Arbejdsmiljø har fået aktindsigt i påbuddet og har delt aktindsigten med Journalisten.
Journalisten har ringet til direktør i TV 2 Øst, Vagn Petersen, og spurgt efter et telefoninterview. Han har ikke ønsket at give et interview og har i stedet henvist til sine kommentarer hos A4 Arbejdsmiljø.
Her siger han, at han er overrasket over påbuddet.
På mail har Journalisten spurgt ham, hvordan han kan være det. Her svarer han:
”Når både medarbejdere og ledelse er overraskede over påbuddet, skyldes det, at vi ikke kan genkende billedet af en krænkelseskultur på TV2 ØST. Det er naturligvis ikke i orden, hvis noget man gør eller siger kan opfattes krænkende af udenforstående, som det har været tilfældet flere gange. Derfor er det også noget, som vi diskuterer meget, så vi undgår noget lignende fremover,” skriver han i mailen.
Der blev råbt af medarbejdere
Påbuddet bakker op om den afdækning af problemerne med det psykiske arbejdsmiljø på TV 2 Øst, Journalisten lavede inden sommer.
Her lød det fra flere anonyme kilder i organisationen, at ledelsen råbte af medarbejderne på arbejdspladsen, at flere var blevet syge med stress på grund af bagtalelse og store digitale omstillinger, og at medarbejdere gik grædende hjem.
Det blev bakket op af anonyme APV’er fra arbejdspladsen. En anonym kilde fortalte blandt andet Journalisten:
”Folk ringer til mig og er bange og græder. Fordi de er frustrerede, og fordi Vagn råber ad folk på kontoret. Han har råbt til et fællesmøde. Og jeg har hørt andre fortælle, at de har stået med tårer i øjnene, fordi han har råbt ad dem. Det er blandt andet sket, når de har kritiseret ledelsen.”
Vagn Petersen, direktør på TV 2 Øst, afviste dengang, at der blev råbt af medarbejderne, men erkendte, at han kunne tale højt.
”Men det er, fordi jeg engagerer mig i, hvad der foregår i dette hus. Og hvis nogen taler nedsættende, også medarbejdere, om det, vi gør, så sidder jeg ikke med et smil på læben. Så taler jeg tilbage,” siger Vagn Petersen.
Ifølge Arbejdstilsynets påbud er der blevet råbt ad og skældt ud på medarbejderne – både fra ledelsen og fra andre medarbejdere.
Tilliden var helt væk
Ifølge Arbejdstilsynets påbud oplever ansatte også at blive hængt ud på TV 2 Østs lukkede Facebook-side. Her er der eksempelvis blevet lagt billeder op af en ”fuld, sovende kollega” uden samtykke.
Samlet set giver det et billede af en arbejdsplads med et psykisk og fysisk arbejdsmiljø, der risikerer at føre til sygdom, lyder kritikken fra Arbejdstilsynet.
Tilsynset skriver, at der ved ”arbejde på TV 2 Øst er risiko for forringelse af det fysiske eller psykiske helbred som følge af krænkende handlinger”.
Arbejdstilsynet understreger, at der er sat tiltag i værk for at forebygge de krænkende handlinger – noget, Vagn Petersen også har understreget, da Journalisten kiggede på sagen. Blandt andet har TV 2 Øst tilknyttet en ekstern arbejdsmiljøkonsulent og arbejder på retningslinjer for den interne kommunikation.
Men:
”Problemet er endnu ikke løst,” fastslår tilsynet i påbuddet.
Et af de største problemer på TV 2 Øst var ifølge tre eksperter i psykisk arbejdsmiljø, Journalisten talte med inden sommer, at medarbejderne i meget stor grad havde mistet tilliden til mediets ledelse. 51 procent af medarbejderne stolede ifølge en intern APV kun i mindre grad eller slet ikke på ledelsen.
”Den er rigtig slem,” lød kritikken fra Ole Gunni Busck, lektor på Aalborg Universitet, som kaldte årsagen “en dårlig ledelse”.
Tillidsrepræsentant Lisbet Carlsen har ikke ønsket at kommentere.
3 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.