
Der er delte meninger blandt medarbejderne om beslutningen om at bringe Muhammed-annoncen. Sarah Christine Nørgaard/Ritzau Scanpix
I weekenden forventes Berlingske, B.T. og Weekendavisen at bringe en annonce med to Muhammed-tegninger. Det var ifølge franske medier de to tegninger, som skolelæreren Samuel Paty blev halshugget for at vise i sin undervisning.
”Der er rigtig mange kolleger, som er bekymrede og utrygge ved, at vi skal bringe de tegninger,” siger tillidsrepræsentant Ivar Carstensen.
Det er Nye Borgerlige, som indrykker annoncen. Berlingske, B.T. og Weekendavisen har sagt ja til at bringe annoncen, mens Jyllands-Posten og Ekstra Bladet har sagt nej.
JP/Politikens Hus har prøvet at være terrormål
”Jeg ville ønske, det var anderledes, at vi kunne ytre os frit, som vi gør det i alle andre forhold. Men vold virker,” forklarede Jyllands-Postens chefredaktør, Jacob Nybroe, i fredags.
Jyllands-Posten – og hele JP/Politikens Hus – har oplevet at være et terrormål efter Muhammed-krisen. Flere terrorangreb rettet mod mediehuset blev forpurret, og medarbejdere har fortalt om angst og stress i kølvandet på krisen.
Derfor tager medarbejderne på Berlingske også situationen meget alvorligt, når avisen nu kan bringe to Muhammed-tegninger, der har ført til drab i Frankrig, fortæller tillidsrepræsentant Ivar Carstensen.
”Jeg tror, alle bakker op om det principielle i, at vi ikke vil acceptere begrænsninger i, hvad vi kan bringe eller gøre. Men der er mange, som nok havde foretrukket, at man havde prioriteret medarbejdernes sikkerhed højere,” siger han.
”Kan vi være sikre på, at en galning ikke kan komme ind?”
Her til formiddag har medarbejdere og ledelse holdt et (digitalt) stormøde på Berlingske, hvor chefredaktør Tom Jensen forklarede beslutningen og svarede på spørgsmål. Nogle spurgte bekymrede ind til sikkerheden og udfordrede beslutningen.
”Der blev stillet mange spørgsmål til, om sikkerheden er god nok,” siger Ivar Carstensen.
Han fortæller, at han også har kolleger, som har erfaring med den stress og terrorfrygt, der prægede JP/Politikens Hus, og hvor nogle havde ondt i maven, når de gik på arbejde.
”Sådan er angst. Det er frygten for, at man skal blive et terrormål. Kan vi være sikre på, at en eller anden galning ikke kan komme ind i huset med en kniv?” fortæller tillidsmanden.
Han oplever, at ledelsen tager bekymringen alvorligt.
”Man har henvist til, at der er kontakt til PET, som vurderer sikkerheden. Der er allerede blevet strammet op på nogle ting, og de kommende dage følger vi op på, om der skal strammes yderligere. Jeg er glad for, at ledelsen tager medarbejdernes bekymring alvorligt,” siger han.
Delte meninger blandt medarbejderne
Medarbejderforeningen har ikke en principiel holdning til, om det er den rigtige beslutning at bringe annoncen.
”Vi drøftede det i bestyrelsen i går, og der er også delte meninger hos os. Men vi anerkender bekymringen og synes, den skal tages alvorligt,” siger Ivar Carstensen.
Nogle medarbejdere kritiserer, at avisen vægter en annoncørs ret til at provokere over de ansattes sikkerhed. Andre bakker op om beslutningen og mener, den er vigtig for ytringsfriheden.
”Der er meget delte meninger om, hvorvidt det er prisen værd for medarbejderne. Det skaber øget utryghed i huset, og nogle vil forbinde det med angst at gå på arbejde. Jeg fornemmer, at mange ikke mener, det er den pris værd,” siger Ivar Carstensen.
Han understreger, at han ikke ved, hvor mange der er for eller imod beslutningen om at bringe annoncen.
”Men det er også ligegyldigt. Vi skal tage bekymringerne alvorligt, uanset hvor mange det handler om,” siger han.
Chefredaktør: Fuldstændigt tryg ved sikkerheden
Ansv. chefredaktør Tom Jensen understreger, at han lytter til medarbejdernes bekymringer.
”Vi tager medarbejdernes bekymringer for sikkerheden dybt alvorligt. Det har jeg også sagt til dem i dag,” siger han.
”Jeg har fuld respekt for, at nogle kan være bekymrede. Jeg har også fuld respekt for, at der kan være forskellige holdninger til spørgsmålet. Ikke om vi principielt kan trykke de tegninger, for det fornemmer jeg ikke så meget uenighed om, men mere om vi skal gøre det,” siger Tom Jensen.
Er du tryg ved sikkerheden i huset?
”Ja, jeg er fuldstændigt tryg ved sikkerheden i huset, og at der er taget hånd om den,” siger chefredaktøren.
Han ønsker ikke at udtale sig yderligere.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.