search

Terrortanker

Angsten har forfulgt medarbejderne i JP/Politikens Hus i de mere end fem år, avisen har været mål for radikaliserede muslimers vrede. Flere er stoppet på avisen, andre forbyder deres børn at komme der.

Angsten har forfulgt medarbejderne i JP/Politikens Hus i de mere end fem år, avisen har været mål for radikaliserede muslimers vrede. Flere er stoppet på avisen, andre forbyder deres børn at komme der.

Angst. Det er en forårsdag i maj 2011. Journalist Else Boelskifte sidder ved et højt bord i en mørk krog af Det Kongelige Bibliotek. På bordet foran hende ligger en lap papir med en række datoer noteret. Det er mærkedagene i forløbet om de trusler og angrebsforsøg mod hendes arbejdsplads, der tog fart en tirsdag eftermiddag i 2006, hvor den første bombetrussel blev afsendt mod Jyllands-Posten efter publiceringen af muhammedtegningerne fire måneder tidligere.

»ALARM BOMBETRUSSEL – ALLE FORLADER HUSET NU,« står der i beskeden, som rammer de ansattes mailboks den 31. januar præcis klokken 17.08.
Aarhus-redaktionen søger tilflugt i Ravnsbjerg Kirke, mens københavnerjournalisterne stimler frysende sammen på Kongens Nytorv.

I dag er Else Boelskifte 58 år og har dækket først indlands- og siden forbrugerstof siden 1985.
Hun drømmer ikke om, at truslen er startskuddet til en kavalkade af begivenheder, hvor tanken om at dø på grund af terror griber medarbejderne i JP/Politikens Hus, og en ny hverdag skal tage form bag et beskyttende panser af sikkerhed til 50 millioner kroner.

Truslerne har udviklet sig undervejs. De er vandret fra udlandet, hvor protesterne bølgede, og ambassaderne brændte, ind i stuerne og ind i livet hos medarbejderne først på Jyllands-Posten og siden på Politiken og Ekstra Bladets redaktioner i JP/Politikens Hus.

Journalisten har foretaget rejsen tilbage i tiden og har talt med en række medarbejdere på Jyllands-Posten og Politiken om deres tanker og angst gennem fem år. I to tilfælde har vi også talt med ægtefæller.
Reaktionerne er meget forskellige. Nogle medarbejdere er slet ikke bange, mens andre forklarer, at de selv eller familien stadig er for påvirkede til at stå frem. Eller de frygter, at interessen for deres arbejdsplads ripper op i de ulmende trusler.
Samtalerne afslører, at mediehusets korstog for ytringsfriheden har haft sin høje pris for medarbejderne.

Skrivebordet er forladt for dagen, da Else Boelskifte i sin lejlighed på Østerbro opdager nyheden om en bombetrussel. Nok er den ubehagelig, men ikke skelsættende.
»Det var én af den slags tomme trusler, som ifølge politiet tit kommer, når der er røre om en sag. Det forblev en ret intern affære,« husker Else Boelskifte om mailen.

Anderledes forholder det sig tre dage senere, hvor hun sidder i en bus på vej gennem Danmark med sine kolleger. Københavner-holdet skal til en stor fest med hovedredaktionen i Aarhus. Men ved Skanderborg bliver der røre i bussen.

Én får Ritzaus nyhedsstrøm på sin mobil og kan fortælle, at der er sat ild til den danske ambassade i Syrien. Det bliver startskuddet til det mest dramatiske forløb i danmarkshistorien siden Anden Verdenskrig, hvor radikaliserede muslimer viser deres vrede over muhammedtegningerne gennem demonstrationer mod Danmark.

Da bussen standser foran de lave bygninger midt på Ravnsbjerg Bakke, venter en trist besked. Festen er aflyst. Ræsonnementet er, at det ser skidt ud, hvis Jyllands-Postens medarbejdere fester, mens ambassaden brænder.
Muhammedtegningerne har fået konsekvens for medarbejderne. Og pludselig går en ny alvor op for Else Boelskifte.
»De er eddermame gale dernede, det er de altså bare. Vrede og sure,« konstaterer hun for sig selv.

Tiden går. Jyllands-Posten sætter kampesten foran bygningerne i Viby og indfører kontrol. Avisen forskanser sig. Og medarbejderne vænner sig til de nye vilkår.


Tine Tholander, 35 år, journalist på Jyllands-Posten, gift med Klaus og mor til Ellen på to. – foto: Martin Bubandt

Men den 27. oktober 2009 bliver hverdagen afbrudt af en dramatisk besked. Pludselig annoncerer PET og FBI, at to mænd er anholdt i Chicago – fængslet for planlægning af »omfattende« terror blandt andet mod Jyllands-Posten.
Fjernsynet kører, og journalist på Jyllands-Posten Tine Tholander har stirret på det i mange timer. Hun ligger der i sofaen med dynen om sig og knæene trukket op. Indimellem har hun grædt. Nu glor hun bare på indslagene, der mest handler om David Coleman Headley og Tahawwur Rana, som tre dage tidligere blev fanget i USA.

Tine Tholander, 35, og hendes mand, Klaus Ulrik Mortensen, husker stadig nyheden om anholdelserne. De fortæller om den, mens de sidder ved spisebænken i deres villa i Rødovre. I haven blomstrer syrenerne, og i stuen tumler datteren Ellen med sin dukke Morten.
Dengang havde Tine Tholander arbejdet to år som web-tv-journalist på Jyllands-Posten. Men parret havde også fået Ellen efter en fødsel, der næsten kostede Tine Tholander livet syv måneder tidligere.

Det er i lyset af den begivenhed, at den nye trussel slår luften ud af familien.
Da Klaus Ulrik Mortensen finder sin hustru foran skærmen i oktober 2009, har båndsløjfen taget over og sender nyhederne i ring ligesom tankerne i den unge mors hoved.
»Lige pludselig var der en konkret mand, han fandtes, du kunne se ham. Det var første gang, og det var helt uoverskueligt at tænke på, at der arbejder jeg, og det dér skal jeg ind til igen lige om lidt,« fortæller hun.
Også Klaus Ulrik Mortensen er bange. Den svære fødsel har sat sine spor, og han kan ikke slippe tanken om, at hans hustru risikerer at dø.

Da barselsorloven slutter, og Tine Tholander vender tilbage til jobbet i januar, ringer han til hende på arbejdet. Flere gange om dagen tjekker han nyhederne på nettet og i fjernsynet.
»Bare tanken om, at hun var et sted, hvor der potentielt kunne ske noget, skræmte mig. Usårligheden var brudt ned, og lige pludselig var jeg ikke sikker på, at det bare endte godt. Den her frygt for at miste hende fyldte meget,« husker han.

Også på redaktionen tager angsten til. Nye detaljer om terroristernes planer dumper lidt efter lidt ind og holder ild i bekymringerne. Spisesedlerne afslører blandt andet, at journalisterne skulle bombes, halshugges og have hovederne smidt ud ad vinduerne. Nu bliver sikkerhed et tema på redaktionen.

Tine Tholander hører kollegerne tale om, hvor de skal løbe hen, når angrebet rammer. Er toilettet sikkert? Er det bedst at søge op i bygningen, hvor helikopterne lander med sikkerhedsstyrkerne? Hvilken side kommer angriberne fra, runger spørgsmålene.
Flere input kommer fra den sikkerhedschef, som bliver ansat til at varetage pansringen af de tre redaktioner, der nu deler skæbne på Rådhuspladsen, efter at Jyllands-Posten er fusioneret med Politiken og flyttet ind i deres bygninger samme efterår.

Sikkerhedschef Torben Schiøtt holder briefing, og flere medarbejdere er frustrerede over, at de ikke har våben at forsvare sig med mod de pistolmænd og galninge, der kan finde på at trænge ind. Han anbefaler redaktionernes brandslukkere.

For Tine Tholander bærer informationerne mest af alt ved til angstens bål.
»Jeg kunne ikke lade være at tænke over truslerne på grund af al sikkerheden. Den er der af en grund. Men jeg ville ønske, jeg ikke havde brug for den viden, når jeg går på arbejde, og den sidder fast i mit hoved, så jeg ikke kan slippe det igen,« siger hun.

Nervøsiteten breder sig på redaktionen. De mest pessimistiske mener, at sikringen er uden værdi. En dedikeret fanatiker kan fyre en raket gennem hjørneværelsets vinduer eller detonere en bombe i boghandelen lige under. Han kan udløse brandalarmen og plaffe medarbejderne ned, når de myldrer ud ad døren, lyder forslagene.
De gamle bygninger er hverken Fort Knox eller Det Hvide Hus, og ingen kan forudsige, hvordan terroristerne planlægger at angribe næste gang.


Else Boelskifte, 58 år, journalist på Jyllands-Posten. – foto: Martin Bubandt

2010 er turbulent. En øksemand angriber tegneren Kurt Westergaard i hans hjem, og den etbenede tjetjener Lors Doukaev bliver anholdt for sit mislykkede forsøg på at sende en brevbombe til Jyllands-Postens redaktion.
Men det er fire mænd bevæbnet med en lyddæmpet maskinpistol og planer om at dræbe så mange som muligt, der skaber panik på Rådhuspladsen og for alvor får frygten til at flytte ind også på Politikens redaktion.
Her er journalist Søren Astrup på arbejde den dag i december.

Før han skiftede til Politiken.dk, rapporterede han i mange år om blod og ulykke på Ritzaus krimiredaktion. Nu rykker dramaet pludselig ind på livet af Søren Astrup selv og hustruen Vibeke Østergaard.

Parret bor i en lys lejlighed, hvor bøgerne kæmper om pladsen i en reol, der fylder det meste af stuens ene væg. Skråt overfor har marsvinet Pjuske sit bur. Den tilhører Thorbjørn på ni år, som spiller computer, mens hans forældre fortæller om PET's anholdelse af attentatmændene den 29. december 2010.

Søren Astrup bliver hverken bange eller ked af det, da nyheden breaker. Først bliver han rasende.
»Nu vil jeg have en våbentilladelse, og så kan de fandme bare komme,« tænker han.
Men nervøsiteten smitter på redaktionen, forklarer den garvede reporter. Han trøster blandt andet en dybt berørt kollega.
Flere husker billederne af det brændende hotel i Mumbai, som to år tidligere blev angrebet i et tilsvarende amokløb. Bygningen lå på et hjørne mod en stor plads og ligner til forveksling JP/Politikens Hus.

Et andet sted i huset får også Else Boelskifte billeder på nethinden.
»Jeg så folk, der ligger på gulvet med bagbundne hænder. Min plads var lige bag en dør til opgangen, og jeg fik den tanke, at hvis han brager igennem dér med sit maskingevær, så nakker han mig som den første af alle,« siger hun.

Da rykker følelsen af afmagt tættere på:
»Hvad søren skulle man gøre?« spørger hun.

Spørgsmålet giver genlyd blandt alle de medarbejdere, Journalisten har talt med. De forklarer, at efter den første reaktion følger en erkendelse af, at truslerne næppe nogensinde hører op. Nu står medarbejderne ved en skillevej.
»I virkeligheden er det galimatias at arbejde her. Er det virkelig det, jeg gerne vil? Er det faktisk det her værd?« spørger Søren Astrup sig selv.

Vibeke Østergaard overvejer også situationen. Hun ryster på hovedet ved erindringen om sine tanker i december.
»Hvad skal jeg gøre, hvis jeg bliver enke? Hvordan skal jeg klare mig selv? Det ved jeg ikke, om jeg kan,« tænker hun.
Da parret mødes hjemme efter arbejde, træder en ny husregel i kraft. Sønnen Thorbjørn må ikke længere besøge sin far på avisen. Vibeke Østergaard kommer der i øvrigt ikke selv. Når hun cykler hjem fra arbejde i tiden, der følger, kører hun i en bue uden om Politikens hjørne på Rådhuspladsen.

Alligevel ønsker begge, at Søren Astrup beholder sit job på avisen.
Parret deler den vrede, han føler, da angrebet næsten ramte. De nægter at lade sig knægte af terroristernes forsøg på at sætte dagsorden.

Igen og igen forklarer både Søren Astrup og Vibeke Østergaard om retten til selv at bestemme.
»Vi må kæmpe mod terroristernes kræfter, og det er min holdning. Ingen skal bestemme, hvad vi kan skrive og mene, og om vi kan gå på arbejde eller ej,« siger Vibeke Østergaard.

Pointen kan lyde lidt »højstemt«, undskylder Søren Astrup. Men faktisk føler reporteren et stik af stolthed, når han passerer de dobbeltsikrede døre til redaktionen.
»Vi har nogle rettigheder, som vi er nødt til at værne om. Kan man sige en god ting om det her forløb, så er det, at vi brugte ytringsfriheden og var parate til at betale en pris. Hvor mange i den vestlige verden kan sige, at de har gjort det?« spørger han.

Tankeprocessen er kort også for Else Boelskifte. Hun er 58 år gammel og har ingen børn. Til gengæld har hun et godt job og et praktisk syn på tilværelsen.
»Hvad skulle jeg ellers lave?« lyder hendes konklusion.

Men andre grubler mere over situationen. Retten til selv at bestemme klinger ikke ens for alle. Fem medarbejdere forlod Politiken og Jyllands-Posten efter decemberforsøget.

Og andre er på vej mod smertegrænsen. Flere fortæller, at de føler sig taget som gidsler i en kamp, der for længst har overskredet sit formål. Genoptrykningen af muhammedtegningerne i 2008 var en provokation, de gerne var foruden. Det samme var Flemming Roses bog "Tavshedens Tyranni", som han udgav på femårsdagen i 2010, og hvor tegningerne optræder igen.

Medarbejdernes pointe er, at sagen hele tiden får ny kant af de ledende korsriddere. Men på vejen underkender cheferne frygten og følelserne blandt deres mænd på gulvet.

Heller ikke Tine Tholander finder trøst og tryghed i den principielle sag.
»Det er ikke min kamp,« siger hun kort.

Også i Rødovre har decemberforsøget sat sine spor. I dag stopper Tine Tholander på cyklen og tjekker nyheder på sin telefon, hvis hun bliver overhalet af sirener på vej mod Rådhuspladsen. Hun siger, at følelsen af fare er blevet »fysisk«. Hun stivner i stolen, hvis håndværkerne brager i gården, når hun er på arbejde, eller hvis der kommer høje knald fra gaden.

Interviewet afbrydes af datteren Ellen, som kommer med dukke Morten op til bordet. Tine Tholander stopper med at tale for at hjælpe med at tørre dukken i rumpetten. I de perioder, hvor hun spekulerer mest over terroren, har Ellen en mor og Klaus Ulrik Mortensen en hustru, som helst vil »knalde ud på sofaen« og er mere udmattet end ellers.

Spørgsmålet er, hvorfor hun bliver ved?
»Jeg tænker da over mit ansvar for Ellen. Kan jeg være bekendt at arbejde derinde?« siger Tine Tholander og svarer selv, »dybest set synes jeg det ikke«.

På den anden side er et angreb endnu ikke lykkedes, og der er stadig lange perioder uden drama. Det er en voldsom beslutning at kvitte sit job og sin indtægt, når ingen ved, hvor alvorlig truslen faktisk er.

»Det handler i virkeligheden meget om en fornemmelse. Måske kommer der et tidspunkt, hvor min personlige grænse er nået, måske bliver jeg immun. Jeg ved det ikke,« siger Tine Tholander.

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen