Normalt er det en banal formalitet at få adgang til redaktionslokaler. Om ikke andet kan man finde adressen i telefonbogen og ringe på.

Men det kan man glemme, når emnet er Charlie Hebdo – det ugentlige satireblad, der gik fra at være en marginal enfant terrible til at være et verdensomspændende ikon for pressefrihed, da terrorister 7. januar 2015 skød chefredaktøren, tre tegnere, tre journalister og en korrekturlæser.

For at komme i kontakt med bladets ledelse skal man i dag igennem Majorelle PR & Events, eksperter i krisekommunikation med Dominique Strauss-Kahn, den tidligere topchef for den Internationale Valutafond, på kundelisten.

»Ingen journalister – det være sig fra radio, tv eller den skrevne presse – får lov til at komme i lokalerne. Det er ikke vores beslutning. Det er politiets instrukser,« lyder det, da Journalisten ringer.

Sikret for 12 millioner kroner

Charlie Hebdo udgives i dag fra en hemmelig adresse i det sydlige Paris, der er blevet sikret for 12 millioner kroner: 400 kvadratmeter med sikkerhedssluse, skudsikre vinduer og et tæt ’safety room’ hvor medarbejderne kan søge tilflugt. Det er alt, hvad man kan få at vide.

Når ingen må komme på besøg, må journalisterne selv møde deres kilder ude i byen – hvilket ikke er uproblematisk, når journalisterne må bevæge sig rundt med livvagt: 

»Jeg risikerer at bringe mine kilder i fare,« fortæller den 33-årige reporter og religionssociolog Zineb El Rhazaoui, da Journalisten møder hende på en café i det centrale Paris.

Sådan blev svaret på forsiden 18. november 2015, da det satiriske magasin udkom efter terrorangrebet i Paris natten til den 14. november. Teksten lyder: ”De har våbnene. De kan rende os, vi har champagnen”. Foto: Charlie Hebdo.

Nerverne uden på tøjet

De svære arbejdsbetingelser til trods udkommer bladet stadig.

Charlie Hebdos journalister holdt heller ikke pause, da terrorister fredag den 13. november myrdede løs på barer, restauranter og spillestedet Bataclan. Få timer efter satte bladets tegnere sig til skrivebordet:

”De har våbnene. De kan rende os – vi har champagnen,” stod der på forsiden af det næste nummer, der var prydet af en mand med flaske og glas i hånden, mens champagne fossede ud af skudhuller i mave og ben.

»Vi må svare igen med de våben, vi har,« lyder det fra hollænderen Willem, der har tegnet for bladet siden begyndelsen i 1970.

Men under overfladen sidder nerverne uden på tøjet hos flere kolleger.

»Hvem er De? Hvem har givet Dem mit nummer?« lyder det, inden jeg når at præsentere mig for Luce Lapin, journalist og redaktionsassistent. Hun oplevede attentatet på klos hold, men blev sparet, måske fordi hun er kvinde.

En stor del af staben tilses fortsat af sundhedsfagligt personale – på grund af de fysiske skader, de overlevende pådrog sig under angrebet, men i høj grad også på grund af de mentale eftervirkninger.

Og angrebene 13. november rippede op i sårene. Bladets undersøgende journalist Laurent Léger, der ellers havde indvilget i et interview, meldte således fra efter de nye angreb.

»Jeg er sygemeldt,« forklarer han over telefonen. 

»Og jeg har slet ikke lyst til at give interview efter det, der er sket.«

Strid om ny ledelsesstil

Men ifølge flere af medarbejderne er det, der for alvor truer bladets eksistens – eller i hvert fald dets ånd, hverken terrorister eller nervesammenbrud.

Det er den ledelsesstil, som bladets hovedaktionær og nye selvbestaltede chefredaktør, Laurent Sourisseau, også kendt som tegneren Riss, lægger for dagen.

Riss var i seks år chefredaktør Charbs højre hånd, og da sidstnævnte blev dræbt, var det logisk, at Riss tog over. Men medarbejderne på det anarkistiske blad blev overraskede over, at de skulle se det på tv-stationen France 2: Den 20. januar, i sit første interview efter attentatet, præsenterede den sårede Riss sig med armen i slynge som bladets nye chefredaktør.

Få måneder senere indkaldte han Zineb El Rhazaoui til fyringssamtale, fordi hun angiveligt ikke leverede sine artikler til tiden. Efter et ramaskrig i fransk presse fik hun dog lov til at blive.

Episoderne hører til i en række af hændelser, der har splittet redaktionen i spørgsmålet om, hvordan bladet skal ledes – og hvordan man skal forvalte ejerskabet af de mange millioner euro, der er strømmet ind.

En guldgrube for en slik

I gamle dage kørte bladet på pumperne rent økonomisk og solgte ifølge avisen Le Monde i gennemsnit i omegnen af 8.000 eksemplarer via abonnement og 24.000 eksemplarer i kioskerne per nummer.

Det første nummer efter attentatet i januar blev derimod solgt i 8 millioner eksemplarer – en absolut rekord i fransk pressehistorie. Og selv om oplaget naturligvis faldt til en brøkdel allerede ved det efterfølgende nummer, er antallet af abonnenter ifølge bladets advokat, Christophe Thevenet, i dag stabiliseret omkring 180.000, mens løssalget svinger mellem 80.000 og 100.000 per nummer. Ifølge Thevenet ventes omsætningen at nå op på en lille kvart milliard kroner i 2015 – med et overskud efter skat på rundt regnet en tredjedel.

Til trods for høje omkostninger til sikring af de nye lokaler, bevæbnede vagter, psykiatribistand, advokater og pr-bureau er der ingen tvivl om, at Riss sidder på en guldgrube, som han har fået for en slik. Han købte nemlig 40 procent af aktierne, allerede da bladet var i økonomisk uføre.

Da terroristerne brød ind i redaktionslokalerne 7. januar, var de to øvrige aktionærer den daværende chefredaktør Charb (40 procent) og finansdirektør Eric Portheault (20 procent). Siden har Charbs forældre – der arvede fra deres søn – solgt deres 40 procent til de to overlevende aktionærer for et ukendt beløb, således at chefredaktør Riss i dag ejer 70 procent og finansdirektør Portheault 30 procent. 

Advokat: Hebdo er offentlig ejendom

Og det er faldet en stribe af medarbejderne for brystet. De føler, at Riss er blevet rig på deres kollegers død. I marts dannede omkring 15 af medarbejderne et ’kollektiv’ og indrykkede en kronik i avisen Le Monde med en offentlig opfordring til at acceptere at give medarbejderne en vis indflydelse. 

»Det er fuldstændig uforstandigt at tro, at Charlie er et medie, der tilhører to aktionærer, der kan gøre med det, hvad de vil. Der er tusindvis af mennesker, der har støttet bladet ved at købe abonnementer eller ved at donere penge. Det er ikke noget, der tilhører to personer. Det er offentlig ejendom,« siger Antoine Comte, en kendt parisisk advokat, som medarbejderkollektivet har hyret.

Et skridt i den rigtige retning

I et forsøg på at imødekomme medarbejdernes mistanke om, at de to ejere kunne finde på at udbetale en skyhøj dividende til sig selv – sådan som de daværende ejere gjorde tilbage i 2006, da Charlie Hebdo solgte 500.000 eksemplarer ved at genoptrykke Jyllands-Postens Muhammed-tegninger med en egen karikatur af profeten på forsiden – er Riss og Portheault gået med til at omdanne Charlie Hebdo til et såkaldt ”Société Solidaire de Presse”. En helt ny aktieform, der tvinger ejerne til at reinvestere mindst 70 procent af overskuddet i bladet.

Et skridt i den rigtige retning, anerkender medarbejderkollektivet, der dog stadig ikke kan forstå, hvorfor de ikke må få indflydelse eller i det mindste indsigt i bladets regnskaber.

Hverken Riss eller Portheault har ønsket at tale med Journalisten, men i et interview med det tyske magasin Stern i sommeren 2015 afviste Riss at dele magten med ”30 højtråbende” anarkister: ”Det sympatiske virvar er ok på en redaktion. Men når forretningspartnere begynder på den slags, så hersker det totale anarki. Det kommer jo i sidste ende an på, hvem man stifter et kooperativt selskab med. Når man har folk på redaktionen, der ikke engang kan udføre deres arbejde som journalist ordentligt, så spørger man jo sig selv: ’Vil De være gode forretningsfolk?’ Det er jeg ikke så sikker på.”

Advokat: Medarbejderne bør have indsigt

»Er det under påskud af, at Charlie med Riss’ ord har en anarkistisk tradition, at gennemsigtighed skal være forbudt? Tværtimod,« skyder medarbejderkollektivets advokat Comte tilbage og understreger, at eksempelvis en officiel medarbejderforening kunne købe et symbolsk antal aktier og dermed opnå ret til indsigt i driften.

»Så ved man, hvordan bladet fungerer, hvad pengene bliver brugt til, hvordan regnskaberne ser ud, hvem der bliver ansat ud fra hvilke kriterier, samt hvilken dividende der bliver udbetalt til aktionærerne. Det virker for mig som et minimum af gennemsigtighed, man kan forlange,« siger Antoine Comte.

Ifølge Christophe Thevenet, Charlie Hebdos advokat, vil der blive offentliggjort et regnskab for 2015 engang til foråret. Ligesom Riss er villig til at udvide ejerkredsen ved at afhænde nogle af aktierne til udvalgte medarbejdere. Men det bliver ikke medarbejderkollektivet.

»Det ønsker Riss ikke af den simple grund, at han ikke ønsker at indgå partnerskab med folk, der har udpeget ham som fjenden gennem flere måneder,« siger Thevenet, der dog afviser, at der skulle herske en an­spændt stemning på redaktionen.

»Jeg var der så sent som i sidste uge. Jeg hilste på alle folk. Der var virkelig et fredeligt klima – så fredeligt som der kan være, når man arbejder under bevogtning.«

Redaktionsmedlemmer falder fra

Mens den juridiske strid raser, er de første overlevende redaktionsmedlemmer faldet fra.

Patrick Pelloux, mangeårig sundhedskronikør for Charlie Hebdo, har sagt ja til at møde mig på en café. Han ankommer beskyttet af livvagt.

»Jeg forlader Charlie Hebdo,« siger han, da vi har sat os ved bordet med hver vores espresso.

Det handler til dels om utilfredsheden med Riss’ ledelse, for Pelloux har været blandt bannerførerne for medarbejderindflydelse på Charlie Hebdos drift.

Men hovedårsagen til, at han fra midten af januar forlader bladet, ligger et andet sted:

»Det er for svært at arbejde uden alle dem, der er døde. Det har ikke noget at gøre med de vanskeligheder, der er forbundet med arbejdet. Jeg vil fortsætte med at bekæmpe Islamisk Stat, Al-Qaeda og enhver form for religiøs fundamentalisme,« siger han.

»Men det er lidt, som hvis man havde bedt Beatles om at fortsætte med at spille efter John Lennons død.«

Og Patrick Pelloux er ikke den eneste. Tegneren Luz, der stod bag de fleste af Charlie Hebdos berømte Muhammed-tegninger, er allerede stoppet.

»Og der er også andre, der vil sige op,« forsikrer Pelloux. 

»Jeg vil ikke fortælle hvem. Det vil de selv gøre.« 

Journalisten har forgæves anmodet såvel chefredaktør Laurent Sourisseau (Riss), redaktionschef Gérard Biard og finansdirektør Eric Portheault om at svare på kritikken fra medarbejderne.