search

Medierne har givet Nye Borgerliges Muhammed-annoncer omtale for flere millioner

Nye Borgerliges Pernille Vermund bruger medierne, som Pia Kjærsgaard gjorde for 20 år siden, siger kampagne-ekspert. Han vurderer, at omtalen af Muhammed-annoncer er millioner værd

Det franske satiremagasin Charlie Hebdo har spændt ben for Nye Borgerliges erklærede plan om at bruge magasinets Muhammed-tegninger i en ny annoncekampagne. Men danske medier har sørget for god rygvind til partiets dagsorden.

Siden Nye Borgerlige i sidste uge søsatte deres plan om at samle penge ind til Muhammed-annoncer, har medierne – trykte, elektroniske og digitale – tilsammen omtalt sagen 528 gange. Det viser en optælling, Infomedia har lavet for Journalisten.

”Jeg vil vurdere værdien af medieomtalen til at være mellem fire og fem millioner. Det er, hvad en landsdækkende kampagne ville koste, hvor de kunne være sikre på, at lige så mange har set det,” siger Steffen Hjaltelin, stifter af Hjaltelin Stahl og kampagnemager for Venstre i 15 år frem til 2019.

På den måde er det lige meget for Nye Borgerlige, at de ikke kom igennem med deres annonceplan, for de kom igennem med budskabet, vurderer han.

Henrik Kjerrumgaard, stifter af White Cloud og tidligere pressechef hos De Radikale, er enig.

”Pernille Vermund er lige så lykkelig nu, som hvis tegningerne var blevet bragt. Hun har fået det ud af det, som hun ville, nemlig at markere, at det her var hun villig til at gøre. Og så har hun gjort det på et bagtæppe af, at ’du kan være med til at få det til at ske’,” siger han.

Det bedste fra to verdener

Steffen Hjaltelin mener, det ville have været risikabelt for Nye Borgerlige, hvis annoncerne rent faktisk var blevet bragt. Hvis det havde ført til nye terroraktioner, ville det have givet bagslag til Nye Borgerliges stunt.

”Efter min mening har de fået det bedste fra to verdener, og det viser, at Pernille Vermund har et stærkt kommunikativt boldøje: Der er ingen tvivl om, at de er kommet igennem med budskaber, som rammer inden for Nye Borgerliges spilleplade,” siger Steffen Hjaltelin.

”Hvis det handlede om at vise, at man bør kunne vise en Muhammed-tegning, så kan man jo tage en hvilken som helst Muhammed-tegning og indrykke. Men det har fra starten været meget specifikt, at det skulle være lige netop de her to tegninger. Det kunne jo tyde på, at de har tænkt et par træk frem,” fortsætter Steffen Hjaltelin.

Han understreger dog, at han ikke kan vide, om Nye Borgerlige har planlagt efter, at annoncerne ikke ville blive en realitet.

Som Kjærsgaard for 20 år siden

Både han og Henrik Kjerrumgaard roser Nye Borgerliges fremgangsmåde med at lave en ’indsamling’ til, hvad partiet har kaldt en ’støttekampagne for Samuel Paty’.

”Hun lægger en handling ned over sin kommunikation, og hun giver dig mulighed for at deltage. For mange mennesker kan en handling også være at skrive et opslag på Facebook eller give støtte til Nye Borgerlige, det giver dem følelsen af at have gjort noget,” siger Henrik Kjerrumgaard.

Han kalder indsamlingen ’utroligt stærk kommunikation’.

Både han og Steffen Hjaltelin mener, Nye Borgerlige på den måde lykkes med at trække vælgere over fra især Dansk Folkeparti.

”Pernille Vermund agerer som en moderne Pia Kjærsgaard. Hun inviterer folk til at komme af med pengene, det giver interviews og social medie-aktivitet. Nu skal pengene så betales tilbage, så der er indbygget en hel social medie-strategi på det her. Det er meget klogt,” siger Steffen Hjaltelin og tilføjer:

”Hun bruger medierne, som Kjærsgaard gjorde for 20 år siden.”

Henrik Kjerrumgaard mener også, Nye Borgerlige er dygtige til at holde ’samtalen’ om emnet i gang. For eksempel med en nyhed igen tirsdag om, at partiets advokat i Frankrig stadig forhandler for at skaffe rettighederne til at bruge Charlie Hebdos tegninger.

”De er professionelt dygtige til at starte samtaler. Også samtaler, som gavner dem utroligt meget,” mener han.

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen