Aftale med Børsen betyder ikke genansættelser på Wunderkind

Selv om Wunderkind fremover skal lave avistillægget Børsen Ejendomme, er det ikke planen, at nogen af de ansatte, der blev fyret i vinteren, kommer tilbage. ”Det svarer ikke til et helt job for os,” siger direktør for Wunderkind

Lige inden jul var der bølgeskvulp hos medie- og layoutbureauet Wunderkind.

Her mistede fem medarbejdere deres arbejde, fordi Wunderkind fremover ikke længere skulle layoute B.T., da avisen lukkede på hverdage.

Nu går det dog opad igen hos Wunderkind. Bureauet har nemlig indgået en aftale med Børsen om fremover at skulle lave avistillægget Børsen Ejendomme.

”Vi er altid glade for at få nye kunder, og samarbejdet med Børsen klapper vi os lidt ekstra på skulderen over, fordi det er et medie, der sætter barren utroligt højt for sin journalistik og sine produkter,” siger direktør for Wunderkind Anders-Peter Landert.

Ingen får job tilbage

Nyheden er dog ikke god for de fem personer, der mistede arbejdet på Wunderkind inden jul.

Her sagde Anders-Peter Landert ellers følgende:

”Jeg er rigtig glad for dem. Jeg havde bare ikke økonomi til at have dem gående lige nu,” før han tilføjede:

”Jeg har sagt til dem, at hvis det ender med, at vi får mere arbejde, og det passer på deres kvalifikationer, så vil jeg gerne beholde dem.”

Men den nye aftale med Børsen Ejendomme er ikke stor nok og for specialiseret til, at nogen af de fratrådte kan komme tilbage, siger Anders-Peter Landert.

”Selve den journalistiske del af opgaven er så specialiseret og kræver så meget erfaring, at vi skal finde en særlig kapacitet til det,” siger han.

Redder ikke stillinger

Hvad med det rent layoutmæssige?

”Det er relativt få sider, så det svarer ikke til et fuldt job for os. Men det er også lidt kompliceret. Børsen er ved at omlægge sit system, og vi har endnu ikke haft adgang til layoutsiderne, så vi ved ikke, præcis hvordan de ser ud. Men det er ikke en opgave af et omfang, så vi redder stillinger på det alene,” siger han.

Han håber dog, at der i resten af året kommer flere kunder hos Wunderkind, så nogle kan få deres arbejde tilbage.

”Det er gået opad, lige siden vi startede, så mon ikke det også gør det i år.”

0 Kommentarer

Læs også

Fyringer på Wunderkind efter lukning af avis

Fem mister deres arbejde på Wunderkind efter lukning af avis

12. DECEMBER 2019

Wunderkind vil betale mindre i løn end Berlingske

12. APRIL 2018