20 medlemmer af DJ afskediget i sparerunde på Aller – cirka 60 stillinger nedlagt i alt

Aller har i dag gennemført en fyringsrunde. Ifølge DJ's formand, Tine Johansen, er 20 medlemmer af DJ blevet ramt. I alt er cirka 60 stillinger nedlagt. Aller har ingen kommentarer

Det er en sort dag for de ansatte på Aller Media.

I dag er cirka 60 medarbejdere blevet afskediget i en stor sparerunde i mediehuset. 20 af de ramte medarbejdere er medlemmer af DJ. Det oplyser DJ’s formand, Tine Johansen, til Journalisten.

Journalisten har siden formiddag forsøgt at få en kommentar fra tillidsrepræsentanterne i Aller, men uden held.

Ifølge Tine Johansen har DJ hele dagen haft to konsulenter ude ved Aller. Hun fortæller, at meldingen har været et chok for de ansatte.

“Det har ramt som et chok, det var et lyn fra en klar himmel for medarbejderne. Der er en rystet stemning. Det er klart, at det er virkelig trist, når dygtige medarbejdere går ud ad døren,” siger Tine Johansen.

Ifølge TV 2 skyldes stillingsnedlæggelserne en kommende stor, digital omstilling på Aller Media.

Journalisten har også forsøgt at få en kommentar fra Aller Media. Kommunikationschef Magnus Hviid har på SMS skrevet, at Aller Media ikke har nogen kommentarer til fyringerne.

2 Kommentarer

Jane Frederiksen
27. SEPTEMBER 2019
Undskyld, hvilken verden lever I i inde i det fine forbundskontor? Eller har I haft nok at gøre med jeres eget? Lyn fra en klar himmel er afskedigelserne desværre ikke.
Jørgen Axel Sonnergaard
26. SEPTEMBER 2019
Som et lyn fra en klar himmel? Ja, for den grådige Aller-familie med overdirektører og isbjørnejagter, fordi der nu ikke kan skæres længere ind til marven på gager og honorarer til freelancere. Og fordi de sætter sekretærer og "frivillige" til gratis at oversætte det, som svenske og norske redaktører i koncernen har sparet på forfatterbudgettet ved at betale for én udgivelse og selv beholde bidragsydernes indtægter ved gensalg. Motto: Til helvede med kvaliteten når bare skidtet er billigt. Går oplagene af samme grund ned, må løssalgsprisen jo stige igen og igen! Ellers må der lukkes og fyres "som lyn fra klar himmel".