Det er tiltrængt, at politikerne skærper straffen for injurier i medierne. Hårdere straffe vil nemlig virke præventivt over for medier, der er parate til at bryde loven for at tjene penge.
Det mener advokat Michael Christiani Havemann. Han har i en række sager repræsenteret klienter, der har følt sig krænket af injurier i medierne.
Han hilser de øgede bødestraffe, øgede erstatningsbeløb og længere fængselsstraffe i et nyt lovforslag velkommen.
”I dag ligger sanktionerne jo på et voldsomt beskedent niveau,” siger han.
De højere straffe til massemedierne har mødt kritik fra en bred kant – for eksempel retsreporternes forening, DJ-formand Lars Werge, Danske Medier og mediejurister.
Kritikken handler især om, at massemedier skal kunne straffes hårdere for injurier sammenlignet med injurier fremsat på Facebook.
Op til to års fængsel
Michael Christiani Havemann støtter, at medierne kan straffes hårdere end sociale medier.
”Der er en anden autoritet og sandhedskraft, når det kommer fra for eksempel Jyllands-Posten, Berlingske eller DR,” siger Michael Christiani Havemann.
Bødestraffen for freds- og ærekrænkelser skal ifølge lovforslaget femdobles for ansvarshavende redaktører, erstatninger skal tredobles, og domstolene skal have mulighed for at give op til dobbelt så lang fængselsstraf, nemlig to års fængsel.
I 2016 blev Bo Lidegaard for eksempel dømt til at betale 100.000 kroner i erstatning til journalisten Per Michaelsen. Den bøde ville ifølge det nye lovforslag hæves til 300.000 kroner.
Griner hele vejen ned til banken
Michael Christiani Havemann mener, ligesom Venstres folketingspolitiker Jan E. Jørgensen, at højere straffe vil fratage mediernes incitament til bevidst at bryde loven.
I dag kan det nemlig betale sig at bringe krænkelser, fordi fortjenesten er større end straffen, mener han.
”De griner hele vejen ned til banken,” siger han.
Ikke bare er straffen lav. Der er også masser af ærekrænkelser, som slet ikke ender med en retssag, siger han.
”Det er måske kun i en ud af hver tiende sag, at den krænkede person reagerer og kræver erstatning. Derfor får medierne ni ud af ti krænkelser helt gratis,” mener Michael Christiani Havemann.
Det skal kunne mærkes
Tidligere chefredaktør på Se og Hør Kim Henningsen afviste i sidste uge, at Se og Hør i hans tid bevidst brød loven, fordi det kunne betale sig økonomisk.
”Det var aldrig, aldrig, aldrig det argument. Ikke engang på et medie som Se og Hør, der udelukkende er sat i verden for at underholde og tjene penge,” sagde Kim Henningsen.
Michael Christiani Havemann er overbevist om, at der lå en økonomisk kalkulation bag.
”Det kan godt være, at de på redaktionen selv syntes, der var en god sladderhistorie, der kunne interessere læserne. Men det er to sider af samme sag – for de har jo smidt historien på forsiden, som er med til at sælge bladet,” siger han.
Og selv hvis det er sandt, at for eksempel Se og Hør ikke spekulerede i at gå over stregen, så viser det bare, at straffen har været for lille.
”Hvis bladet blev straffet så hårdt, at det kunne mærkes, ville de jo holde op med det samme,” forklarer han.
Fængsel virker præventivt
Han mener, at straffene for ærekrænkelser skal være på et niveau, hvor de virker præventivt.
Problemet er imidlertid, at der er kutyme for, at medierne betaler journalisternes og redaktørernes bøder. Og dermed går de selv fri af den økonomiske sanktion – og så er der kun fængselsstraf tilbage som præventivt middel, mener Michael Christiani Havemann.
”30-60 dages fængsel for injurier mod bedre vidende er bestemt ikke uproportionalt med den skade, de tilfører deres ofre,” siger han.
Tidligere chefredaktør Kim Henningsen sagde i sidste uge til Journalisten, at det nye lovforslag kommer med 15 års forsinkelse.
”Man kunne med nogen ret have indført loven, da Henrik Qvortrup lagde strategien om at gå til grænsen. Men i dag er mediebilledet totalt forandret,” sagde Kim Henningsen.
Lovforslaget L20 forventes at blive vedtaget inden nytår.
Det skal til 2. behandling i Folketinget tirsdag.
4 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Hvad er strafferammen for privat bagvaskelse på enten sociale medier eller ved henvendelse til tredjepart? Og hvad skal der til for, at det ikke kræver privat påtale, hvilket jo er uforholdsmæssigt dyrt, selv hvis man vinder?
Flere mindre unøjagtigheder: De 100.000, som Lidegaard skulle betale, var tortgodtgørelse, ikke erstatning - og da slet ikke bøde. Lidegaards bødestraf lød på 10 x 1000kr L 20 vil rigtignok tredoble tortgodtgørelsen, men samtidig femdoble bøden. Lidegaard ville altså efter de nye regler skulle betale 300.000 i godtgørelse plus 10 x 5000 kroner.
Allerede i dag skelner loven mellem injurier og bagvaskelse. Det sidste er at udbrede løgne, vel vidende at de er løgne. Det har en straframme på to års fængsel - så vidt jeg er orienteret. Hvis jeg har ret, er politikerne altså igang med at sparke åbne døre ind og kræve en stramning. Den bruges bare sjældent, fordi forbrydelsen sjældent begås.
Straframmen for bagvaskelse - altså bevidste injurier - er mig bekendt allerede to års fængsel. Så hvis lovstramningen her begrundes med ønsket om at ramme "med vilje"-injurier hårdere, er man i gang med at sparke åbne døre ind. Loven skelner jo allerede mellem injurier og bagvaskelse. Hvis ellers jeg har forstået sagen korrekt.