
Foto: Foto: Pressenævnet, Journalisten
Corona-hjælpepakken har fået flere digitale medier til at tilmelde sig Pressenævnet og underlægge sig de presseetiske regler.
Det er nemlig et krav for at få støtte fra hjælpepakken til medier, at man er omfattet af medieansvarsloven. Digitale medier er kun underlagt, hvis de frivilligt tilmelder sig hos Pressenævnet.
”Pressenævnets sekretariat oplevede en mærkbar stigning i henvendelser med spørgsmål om, hvornår et medie er omfattet af Pressenævnets kompetence i forbindelse med indgåelsen af aftalen om kompensationsordning for medievirksomheders tabte annonceindtægter den 1. april 2020,” skriver nævnets sekretariat i en mail.
Flest tilmeldte sig i april
Her oplyser Pressenævnet også tal, som dokumenterer stigningen. I januar, februar og marts tilmeldte henholdsvis fire, 11 og ni medier sig Pressenævnet – det var lige før hjælpepakken.
I april steg antallet pludselig til 38. Herefter faldt det igen og har ligget på syv, ni og fire i månederne maj, juni og juli.
Medier kan få tilskud fra corona-hjælpepakken, hvis de kan dokumentere et fald i annonceindtægter på grund af coronakrisen. Ifølge Slots- og Kulturstyrelsen er der aktuelt tildelt over 81 millioner kroner fra hjælpepakken, og der er afsat 240 millioner kroner til ordningen.
Danske Medier: Interessen er blevet større
Hos Danske Medier opfordrer man løbende til, at medlemmerne lader sig registrere i Pressenævnets databaser, hvis der er tale om massemedier. På den måde sikrer man sig også de rettigheder, det giver at være omfattet af Medieansvarsloven.
Men chefjurist Holger Rosendal fortæller, at man godt kunne mærke et ryk, da det blev et krav at være registreret for at få del i hjælpepakken.
”Interessen er selvsagt blevet større, da der også kom et økonomisk incitament,” siger Holger Rosendal.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.