
Jesper Rosener er formand for Danske Medier og adm. direktør i Jysk Fynske Medier. Foto: Mette Mørk/ Ritzau Scanpix
”Det er virkelig skuffende. Dybt, dybt skuffende.”
Sådan lyder reaktionen fra formanden for branhceorganisationen Danske Medier, Jesper Rosener, på det udspil til en hjælpepakke til mediebranchen, som kulturminister Joy Mogensen (S) mandag præsenterede for folketingspartiernes medieordførere.
”De tal, hun nævner, svarer jo samlet til mindre end en fjerdedel af, hvad bare mit mediehus taber,” siger Jesper Rosener.
Alene Jysk Fynske Medier, hvor han er adm. direktør, står til at tabe anslået mere end 125 millioner i resultater på grund af coronakrisen – og dermed et større tal end det i annonceindtægter – hvorfor medarbejderstaben frivilligt er gået 10 procent ned i løn i tre måneder for at afbøde fyringer.
Til sammenligning lagde Joy Mogensen op til en hjælpepakke til medierne med en pulje til lokal- og regionalaviser på 23 millioner og en pulje til ugeaviser på 12,5 millioner kroner.
Skævvride hele systemet
Inden kulturministerens møde med medieordførerne var Jesper Rosener selv til møde med kulturministeren om hjælpepakken.
”Vi havde et møde med kulturministeren, hvor hun forelagde en løsning uden at sætte beløb på, alene rettet mod lokale og regionale medier,” fortæller Jesper Rosener, som langtfra var tilfreds med den model.
”Det vil skævvride hele systemet på den måde at gøre forskel på, om det er lokale, regionale eller landsdækkende medier, som sender deres medarbejdere på arbejde. Så vores svar til kulturministeren i går var, at den melding syntes vi var forkert.”
Danske Medier har selv fremlagt et forslag til en hjælpepakke til mediebranchen, hvor grundprincippet er at støtte alle mediehuse, der kan dokumentere et fald i annonceindtægter på mindst 20 procent som følge af coronakrisen. En hjælpepakke, som ifølge Jesper Rosener vil koste i omegnen af 200 millioner kroner.
”Mediebranchen beder om færre midler med de 200 millioner kroner, end hvad vi kunne have opnået ved at sende medarbejderne hjem og køre med nødberedskab,” siger Jesper Rosener.
Ingen lønkompensation til medier
Mediehusene kan nemlig ikke få støtte fra den allerede vedtagne lønkompensationspakke, fordi det er en forudsætning for at få støtte fra hjælpepakken, at virksomhederne sender deres medarbejdere hjem.
”Mit mediehus alene kunne have nået mere end det dobbelte i støtte end vores andel af de 200 millioner kroner, hvis jeg havde sendt medarbejderne hjem og kørt med nødberedskab frem for at løse vores publicistiske opgave,” siger Jesper Rosener.
Han sætter nu sin lid til partierne uden for regeringen, som mandag forlod forhandlingerne om en hjælpepakke til mediebranchen med krav til kulturministeren om at finde flere penge.
”Jeg håber virkelig, de tager imod vores forslag,” siger Jesper Rosener.
2 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.