
Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix
I dag klokken lidt over 9 blev to redaktionelle medarbejdere fyret i Berlingske Media. Én på B.T. og én på Weekendavisen.
Som Journalisten beskrev fredag aften, har de tre aviser Berlingske, B.T. og Weekendavisen hver især forsøgt at finde besparelser – herunder frivillige fratrædelser – så man kunne undgå fyringer.
Nu er sparerunden overstået, og her er et overblik.
Berlingske undgik fyringer
På Berlingske har tre medarbejdere fået en frivillig fratrædelse, og avisen har indført et midlertidigt ansættelsesstop, indtil der er nedlagt to ledige stillinger.
Dermed går Berlingske fri af fyringer, bekræfter tillidsrepræsentant Ivar Carstensen mandag morgen.
B.T.: Én fyring er stadig en fyring for meget
På B.T. har man nedlagt tre ledige stillinger. Avisen har ingen frivillige fratrædelser, men en medarbejder går på nedsat tid.
Her til morgen har B.T. fyret en fastansat og opsagt samarbejdet med en fast freelancer gennem mange år.
”Jeg havde helst set, at vi havde løst det med frivillige fratrædelser. Én fyring er stadig en fyring for meget. Dybest set ville jeg ønske, at man havde ventet med at iværksætte denne sparerunde, indtil der var mere klarhed over konsekvenserne af coronakrisen og eventuelle hjælpepakker,” siger tillidsrepræsentant på B.T. Rasmus Skat Andersen.
”Den mest ubehagelige fyringsrunde, jeg har oplevet”
Weekendavisen har også fyret én fastansat redaktionel medarbejder her til morgen. Derudover har avisen givet én frivillig fratrædelse, og så er to freelanceres faste leveringskontrakter blevet ophævet. De er nu tilbudt stykpris-aftaler i stedet.
Weekendavisen sparer også to af de podcasts væk, som man overtog fra Radio24syv, da kanalen lukkede.
Chefredaktør Martin Krasnik oplyser, at der er tale om ’Flaskens Ånd’ med Poul Pilgaard Johnsen og ’Huxi og det gode gamle Folketing’ med Huxi Bach.
”Gennemført ubehagelig”
Tillidsrepræsentant Hans Mortensen kalder fyringsrunden ”gennemført ubehagelig”.
”Det er fyringer altid, men at folk sidder alene derhjemme, og vi holder møder digitalt, det har gjort processen ekstra ubehagelig. Det har været den mest ubehagelige fyringsrunde, jeg har oplevet,” siger han.
Hans Mortensen ville også ønske, at ledelsen havde ventet med sparerunden.
”Jeg synes, man skulle have overvejet at vente, til folk var tilbage på aviserne, og man har sikre prognoser for annoncemarkedet. Nu sidder folk alene derhjemme, nogle er blevet fyret eller har fået skåret ned på opgaverne. Og der er ingen kolleger, som kan trøste eller give dig et klap på skulderen.”
Fra 25 til 12 fyringer
Berlingske Media fyrer for at ruste koncernen til efter coronakrisen, forklarede koncernchef Anders Krab-Johansen i sidste uge.
”Vi reagerer ikke på det akutte annoncetab, vi reagerer på, at det har udløst en økonomisk recession,” sagde Anders Krab-Johansen til Journalisten.
Tirsdag i sidste uge meldte Berlingske Media ud, at man skulle afskedige 25 fastansatte medarbejdere i sparerunden. Siden er tallet reduceret til 20, og fredag oplyste koncernen, at otte er fundet ved frivillige fratrædelser. Det efterlod 12 fyringer i dag mandag.
Samlet skal Berlingske Media spare cirka 40 mio. kroner. Koncernen forventer et annoncetab på grund af coronakrisen på 58 mio. kroner.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.