Får 10.000 kr. »som plaster på såret«

Sparerunden på 24timer og metroXpress endte i fire reelle afskedigelser. Sammenlagt bliver der 28 færre medarbejdere. Gratisavisen 24timer rammes hårdest. Og godtgørelsen helt symbolsk.

Sparerunden på 24timer og metroXpress endte i fire reelle afskedigelser. Sammenlagt bliver der 28 færre medarbejdere. Gratisavisen 24timer rammes hårdest. Og godtgørelsen helt symbolsk.

Den omfattende sparerunde på gratisaviserne metroXpress og 24timer endte med et forholdsvis begrænset antal fyringer. Efter et par ugers forhandlinger blev resultatet fire konkrete afskedigelser.

»Folk var udmærket klar over, at den her øvelse gik ud på, hvorvidt 24timer skulle overleve. Og derfor er der en stor forståelse for at man skærer ned,« siger Tea Sletved, tillidsrepræsentant på 24timer.

Sammenlagt skal de to aviser dog stadig af med i alt 28 medarbejdere, heraf langt størstedelen på 24timer.
Oveni de fire fyringer kommer således 13 frivillige fratrædelser samt yderligere syv – hovedsageligt vikarer – som stopper i starten af næste år. Og endelig er der fire ledige stillinger, som ikke genbesættes. Til sammen 28 stillinger.

»Det er mærkelig at mange forsvinder, men det sker heldigvis i en god ånd. Under forhandlingerne med ledelsen har det været tydeligt, at det har drejet sig om kroner og ører og ikke hoveder,« siger Tea Sletved.

Ifølge adm. direktør for metroXpress, Søren Riis, er de fyrede medarbejdere fritstillede med det opsigelsesvarsel, de har krav på
»Det vil sige mellem tre-fire måneder,« oplyser han.
Oveni følger en godtgørelse på 10.000 kr., hvilket er rent symbolsk i sammenligning med tidligere fyringsrunder. For et par år siden blev der blandt andet givet tre måneders løn i godtgørelse i forbindelse med fyringer på B.T. Og for knap 10 år siden fik selv frivilligt fratrådte medarbejdere på Jyllands-Posten med høj anciennitet 12 måneders ekstra godtgørelse foruden, hvad de var berettiget til ifølge overenskomsten og funktionærloven.

På 24timer og metroXpress bliver der altså blot tale om et plaster på såret.

»Men der er så yderligere sat et beløb af til efteruddannelse og jobsøgning. Og det aftales med tillidsrepræsentanterne, hvordan det skal bruges,« siger Søren Riis.

Nedskæringerne betyder, at det indholdsmæssigt vil kunne ses tydeligt på både 24timer og metroXpress. De to aviser vil fremover få en del mere fællesstof. Blandt andet skal sportsredaktionen på metroXpress levere til begge aviser, mens 24timer kommer til at stå for forbrugerstoffet. Samtidig drosles der markant ned på det lokale stof.
»Vi har kigget lidt på det, de gør i Berlingske med store redaktionelle miljøer, der kan levere til de forskellige aviser,« siger Søren Riis og tilføjer, at man nu skal rendyrke de to avisers fokusområder, så de stadig adskiller sig fra hinanden.

»Vi er stadig 55 fuldtids redaktionelle stillinger samt omkring 20 freelancere på deltid. Det er altså ikke sådan, at vi er blevet fuldstændigt journalistisk affolket. Men det efterlader os med færre redaktionelle medarbejdere, så vi skal til at lave tingene på en anden måde,« siger han.

MetroXpress' adm. direktør oplyser, at der klart vil komme mere fælles stof.
»I dag har vi et stort juletillæg i metroXpress, som på torsdag kommer i en næsten ens version i 24timer. Omkring 95 pct. vil være det samme. Ligesom vi har haft meget ens uddannelsestillæg. Det kunne også være fælles rejseredaktion,« siger han og understreger, at det vigtige bliver at finde ud af, hvad der gør, at folk lige præcis vælger at læse 24timer frem for metroXpress – og omvendt.
»MetroXpress er kendt for hard core nyheder og sporten og redigeret mod den unge målgruppe. 24timer henvender sig mere til det lidt mere modne publikum – lige fem år ældre – men stadig dem, som annoncørerne vil have fat i. Det er alfa omega, at vi ligger inden for de attraktive målgrupper. Det dur ikke, at man henvender sig til pensionister,« siger Søren Riis til Journalisten.dk

Danske mediabureauer har flere gange dømt 24timer ude og antydet, at det bare er et spørgsmål om tid, før metroXpress og 24timer fusionerer fuldstændigt. Men det afviser Søren Riis:
»Det vi gør nu er et skridt i retning af at bevare 24timer. Vi tror på, at der er plads til mindst to gratisaviser. Og langt de fleste bladhuse i Danmark har jo mere end et produkt. Derudover så ville vi aldrig kunne nå en mio. læsere med en enketl avis. I dag distribueres 60 pct. af metroXpress og 24timer samme sted. Fjernede vi den ene af aviserne, så ville vi ikke bare kunne fordoble oplaget på metroXpress. Det ville blive så meget dyrere distributionsmæssigt, at det ikke kunne betale sig. Derfor giver det mening med to fremragende gode selvstændige aviser.«

Læs også: Fed fratrædelse – ja tak!

 

0 Kommentarer