Konsekvenserne af medieforliget, hvor erhvervslicensen blev sløjfet, rammer nu DRs medarbejdere. Ledelsen i DR har netop meddelt på DR's interne medie 'DRinde', at medarbejdere, der vælger at gå frivilligt, kan blive tilbudt en fratrædelsesordning.
De tilfælde, hvor medarbejdere tilbyder at gå frivilligt, vil herefter blive vurderet af ledelsen, lyder det.
Formand for Journalistgruppen i DR Anne Serlev forklarer:
»Vi vil forhandle nogle fratrædelsesordninger på plads, men det bliver formodentlig på de samme vilkår som ved en opsigelse. Der bliver formodentlig ikke givet gyldne håndtryk, så der bliver ikke gjort forskel på, om man bliver fyret eller selv vælger at gå,« siger hun til Journalisten.
Hvor mange medarbejdere drejer det sig om?
»Hvis besparelserne er af den størrelsesorden, som vi på nuværende tidspunkt ved, så drejer det sig om 150 medarbejdere. Vi mister med erhvervslicensen 75 millioner kroner, så hvis man regner på det i forhold til en årsløn, så drejer det sig om omkring 150 mennesker,« fortæller Anne Serlev.
Medarbejderne er utrygge
Hvordan er stemningen blandt medarbejderne?
»Folk er utrygge og urolige. Man kan sige, at der jo ikke er nogen af DR's journalister, som danderer den. Der er tale om højt kvalificerede mennesker, så det er ikke til at sige, hvem der bliver ramt. Vi ved ikke, om det bliver efter grønthøstermetoden, eller hvordan det kommer til at foregå.«
Tal med tillidsmændene først
Hvad gør I som tillidsmænd for at hjælpe medarbejderne i den her situation?
»Vi vil gøre alt, hvad vi kan for at hjælpe kollegerne med at tage en fratrædelsesordning. Der vil vi prøve at forhandle, at folk, som går frivilligt, får noget ekstra oveni. Vi vil anbefale, at ingen gør det uden at have talt med deres tillidsrepræsentanter først. Vi vil selvfølgelig fra tillidsmandssiden presse cheferne,« forklarer Anne Serlev.
Anne Serlev kan ikke forestille sig, at der slet ikke kommer fyringer i DR:
»Vi må have en ledelse med en meget kreativ fantasi, hvis de skal finde andre måder at spare på. Vi forsøger at informere vores tillidsfolk så meget som muligt, så de kan hjælpe medarbejderne på den bedste måde,« siger hun.
Ledelsen vil ikke sætte tal på
Ifølge DR's konstituerede økonomidirektør, Mads Kvist Eriksen, er det for tidligt at sige noget om, præcist hvordan besparelserne skal findes, og hvor mange medarbejdere der vil blive berørt:
»Der kommer afskedigelser, men det er for tidligt at sige endnu, hvor mange det drejer sig om. Vi har alle elementer oppe at vende for at finde den bedst mulige løsning. Men jeg kan endnu ikke sige noget om præcis, hvor pengene skal findes. Vi arbejder på en plan for, hvordan vi kan fastholde kvaliteten af DR's indhold i lyset af rammerne i medieaftalen,« siger han.
Opdateret 16.46: Kommentar fra DR's konstituerede økonomidirektør, Mads Kvist Eriksen, er tilføjet.
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
At 75 mio. skulle svare til 150 stillinger passer ikke i forhold til de årsrapporter DR tidligere har udsendt. DR´s personaleomkostning per helårsansat medarbejder er nærmere mellem 600-700.000, så besparelsen ved at afskedige 150 ansatte burde nærme sig 90 - 100 mio. per år.