Der gik en uge, før du kunne sige det til kollegerne. Hvordan var det at holde det hemmeligt så længe?
Meget svært og tungt. Mange har jo siddet her på kontoret og vist mig stor tillid, fortalt mig om de svære ting i deres liv. Der er fandeme fældet mange tårer her. Jeg ville så gerne sige: »Jeg forstår nøjagtigt, hvordan du har det, jeg er i samme situation.« Men det kunne jeg ikke.

Hvad skete der, da du fortalte det?
Vi havde indkaldt til medarbejdermøde og fortalte, at det var lykkedes at nå målet uden fyringer. Kollegerne klappede. Under punktet ’Eventuelt’, som normalt kun er orienteringer, sagde jeg det. Jeg vidste, at jeg ville blive bevæget, så jeg havde kradset nogle ord ned. Folk blev meget rørte. Jeg tror ikke kun, det handlede om mig, det var også mere symbolsk – tillidsmanden var den, der skulle holde røven oppe på os andre, og nu tror hun heller ikke på det mere.

Var de overraskede?
Ja! Nogen råbte bare nej nej nej, og der var voksne mænd, der brød grædende sammen. Det gjorde jeg også selv. Det var kulminationen på to uger med følelserne helt uden på tøjet for os alle sammen. Nogle fik også spurgt hvorfor og sagt tak.

Er der tidspunkter, hvor du fortryder?
Ja, dagligt. Det handler først og fremmest om kollegerne. Men jeg fortryder kun i glimt.

Hvorfor blev du journalist?
Jeg ved godt, at så skal man svare »for at redde verden« eller sådan noget. Men jeg har tænkt over det, og det handler om, at jeg gerne vil være midt i begivenhederne. Det skal være actionpacked. Som barn vidste jeg, at jeg ville være enten politimand eller journalist. Nu er jeg i ret dårlig form, så jeg valgte den rette statsmagt.

Vidste du, da du startede på journalisthøjskolen, at du ville til Ekstra Bladet?
Nej, overhovedet ikke. Jeg ville gerne være en af de kloge journalister dengang, så jeg fik praktik i Europa-Parlamentets pressetjeneste. Boede i Luxembourg et halvt år og lærte en hel masse. Men jeg røvkedede mig. En god veninde var på Ekstra Bladet og talte meget varmt om det. Parlamentet var kun et halvt år, så jeg kom hjem til Panikdag og søgte Ekstra Bladet. ”Jeg vil have min ytringsfrihed tilbage”, tror jeg, at jeg skrev i ansøgningen.

Du havde en kort afstikker til Urban?
Ja. Avisen var lige kommet på gaden, da jeg startede, men det var stadig et meget kaotisk sted. Vi havde simpelthen så travlt, at vi nærmest måtte holde os, hvis vi skulle på toilettet. Der var ingen tid til omtanke, vi høvlede bare derudad.

Hvordan var stemningen mellem medarbejderne?
Jeg var lidt en forkælet unge, der var vant til et stort bladhus med ånd og sjæl, gamle og unge, og en stemning, hvor vi også godt kunne ryge i totterne på hinanden. På Urban var det kun unge som mig selv, der var billige i drift. Vi havde selvfølgelig en slags pionerånd, men jeg savnede Ekstra Bladet, hvor vi ville noget med det, vi lavede, og hvor der var højt til loftet. Jeg havde hjemve!

Jeg har hørt meget om, hvordan Ekstra Bladet har været gennem årene. Hvordan var vilkårene, da du startede?
Jeg var så heldig, at jeg nåede at få festen med. Rigtig mange mennesker levede deres liv herinde. Det har helt sikkert sine bagsider, men der var også et vildt engagement. Ingen kiggede på klokken. Til gengæld kunne vi sagtens sidde to timer i kantinen og snakke. Der var jo kun én deadline om dagen.

Hvordan har de arbejdsvilkår udviklet sig?
De er blevet meget mere regulerede. Det har en masse fordele, for eksempel for kolleger med familie og børn. Det er et rimeligt krav at ville vide, hvornår man kan gå. Men der er også gået noget tabt. Der er kommet mere kontrol og mistillid. Dengang troede man på, at journalisterne selvfølgelig arbejdede hårdt. Det var jo det, vi havde allermest lyst til.

Har tonen også ændret sig?
Hvis nogen havde besøgt os for 15 år siden, ville de ikke være i tvivl om, at det var Ekstra Bladet. Der var så meget passion, højtråben og røg over det hele. I dag kan du træde ind i sekretariatet og være i tvivl om, om det er et forsikringsselskab.

Hvad er den største udfordring, branchen står over for?
Lidt kynisk kan man sige, at vi er ramt af nemesis. Branchen har gjort ting, som er svære at rulle tilbage nu. Vi har foræret gratis og hurtige nyheder til læserne i årevis, og nu vil vi have dem til at betale. Det er jo ligesom at kræve en gave tilbage, du har givet. Hvis det skal lykkes, skal vi erstatte det, vi har givet dem, med noget bedre.
Der mangler mod til at beslutte, at nu skal journalistikken have en ordentlig saltvandsindsprøjtning. Cheferne forsøger at spare sig ud af en krise i stedet for at investere. På Ekstra Bladet går vi ned i sidetal, men vi mangler at diskutere, hvad vi putter i avisen.

Hvad er løsningen?
Vi skal tilbage til at tale indhold og måske endda investere i det. Jeg savner det helt banale spørgsmål: Kunne forretningsmodellen være, at vi laver journalistikken så fedt, at folk ikke kan lade være med at købe det?

Hvad skal der ske 1. januar?
Jeg ved det simpelthen ikke, det har jeg slet ikke haft tid til.