Efter gårsdagens domsafsigelse i Se og Hør-sagen sidder otte af landets bedste strafferetsjurister nu klar til at nærlæse resultatet, så sagen kan ekspederes ind i den politiske proces i Justitsministeriet og derpå Folketinget. Og justitsminister Søren Pind (V) bebudede allerede i oktober 2016 et udspil om ”markant hårdere straffe” på området.

Hele den journalistiske verden må indstille sig på nye begrænsninger i ytringsfriheden, og især en mere kontant reaktion på krænkelser af privatlivets fred (hvad privatliv ellers måtte være i den digitale tidsalder).

Der er således allerede bestilt tid til den politiske opfølgning af dommen, uanset om en eller flere af de tiltalte eller anklagemyndigheden ønsker sagen ført videre til Østre Landsret. Justitsminister Søren Pind (V) har bebudet et lovforslag, som ifølge V-regeringens planer skal behandles i februar 2017.

Den politiske vilje til at gennemføre politiske konsekvenser allerede inden dommen faldt, er en politisk-juridisk nyskabelse, som har gjort Se og Hør-sagen til noget særligt.

Hold øje med lovarbejdet

Retsformand Mette Lyster Knudsen og hendes to domsmænd har leveret fundamentet for de videre overvejelser, selv om man skal huske, at det i denne sag drejede sig om indsamlingen af oplysninger og ikke om publiceringen af krænkende oplysninger.

Skærpelserne kommer, men det, man som journalist og redaktør kan håbe på er, at Folketinget viser mådehold og ikke gennemfører en kollektiv afstraffelse af dansk presse for de etiske svigt og straffelovsovertrædelserne på Se og Hør.

Der er forskel på journalistik, og der er masser af dansk journalistik, som i modsætning til sladderen har samfundsmæssig interesse.

I forbindelse med den politiske proces i de kommende måneder er det vigtigt at fastholde fokus på privatlivskrænkelser af den slags, som de fleste af os ikke ønsker.Der kan blive god brug for at følge arbejdet tæt,så journalistikken med samfundsmæssig værdi ikke rammes, men har samme frihed til at indhente og videregive oplysninger som i dag.

Ikke bestikkelse

Den politiske og juridiske afklaring af hvad den gældende lov dækker, vurderet ud fra de faldne domme, gælder både beskyttelsen af det enkelte menneskes privatliv og integritet og muligheden for at gribe ind mod data-misbrug på alle tænkelige situationer.

Der var betydelig usikkerhed om begge disse områder hos anklagemyndigheden, da Se og Hør-sagen begyndte, og dommene har ikke fjernet al usikkerhed.

Under straffesagens forløb var der ingen tvivl om, at den hoveddømte Peter Bo Henriksen, tys-tys-kilden, ikke var blevet månedens medarbejder ved at sælge ud af arbejdsgiverens fortrolige oplysninger. Han kunne være bortvist på stedet, som en overtrædelse af funktionærlovens loyalitetskrav og meget andet, men paragraffen i straffeloven om bestikkelse passede hverken  på ham eller de chefredaktører, som betalte. Forsvarerne fik medhold i, at paragraffen var uegnet.

Domsmandsretten frifandt hele holdet for bestikkelse, hvilket er en ren juridisk begrundelse. Paragraffen var uegnet, selv om pengene flød fra Se og Hør til kreditkortkilden. Det er en ganske interessant detalje, at de to mellemchefer, Kim Bretov og Lise Bondesen, der tilstod og fik deres sager afgjort i august, faktisk tilstod og blev dømt for bestikkelse.

Nu siger en anden dommer så, at der ikke foreligger bestikkelse fordi den nuværende paragraf om returkommission forudsætter, at den bestukne/betalte person skal varetage et formueanliggende for sin arbejdsgiver. Sagt på en anden måde: Straffelovrådet kan ikke undgå at komme til at beskæftige sig med “betalte kilder”. Man ønskede i Se og Hør-sagen at straffe for betaling, men kunne ikke, og frifindelsen var helt uforbeholden.

Når man ser på det tidligere arbejde udført i Folketingets kulturudvalg om betalte kilder, så er det oplagt, at hele temaet kommer højt op i de kommende måneder. Men afgrænsningen i en ny paragraf er ikke nem.

Til gengæld for frifindelsen brugte domsmandsretten i Glostrup den systematiske betaling som en skærpende omstændighed, da det kom til strafudmålingen, hvor det blev lagt vægt på ”omfanget og karakteren” af lovbruddet. Det fremhæves også, at der var tale om en ”systematisk overvågning af en lang række offentligt kendte personers færden og dermed en betydelig krænkelse af disse personer og et brud på den grundlæggende tillid, offentligheden må have til håndteringen af private personers betalingsoplysninger.”

Retten fandt det også skærpende, at den ulovlige aftale var indgået for at tjene penge på at leve­re oplysninger uden samfundsmæssig værdi, der alene skulle bruges til ”ren underholdning.”

Markedsføringsloven røg ud af sagen

Når det gælder paragrafferne ud over den uanvendelige om bestikkelse, er det indlysende, at Se og Hør-sagen afslørede huller. Faktisk var alle sagens papirer oprindeligt hægtet op på Markedsføringsloven. Det stod i toppen af alle papirerne, som advokater og tilhørere har set på skærmen i det aflange retslokale, og var således i centrum, inden der blev rejst tiltale.

Men så forsvandt Markedsføringsloven og anklagemyndigheden mente ikke længere, at sagens kerne var en krænkelse af erhvervshemmeligheder. Fremad gjaldt det medvirken til hacking og bestikkelse i private forhold.

Hacker-paragraffen kom ind

Straffelovens § 263 stk.3, jf. stk. 2 er i Se og Hør-sagen mest omtalt som hacker-paragraffen, og det lød indlysende klart, da anklagemyndigheden hævdede at det ikke var nødvendigt at hacke sig ind udefra for at blive straffet; det drejede sig blot om at skaffe sig uberettiget adgang til en andens oplysninger eller programmer.

Nej, sagde forsvaret, især Henrik Qvortrups advokat, Anders Nemeth, der argumenterede overbevisende for, at betingelserne for straf efter denne paragraf ikke var til stede, hvis kreditkortkilden ikke havde hacket sig ind, men brugt sin tjenstlige adgang lidt kreativt.

Helt oppe på kanten havde man så en tidlig udtalelse fra professor ved Aalborg Universitet Lars Bo Langsted, der kaldte det en udfordring at bruge hackerparagraffen, selv om han ikke så bort fra muligheden for at anklagemyndigheden ville vinde det knivskarpe spørgsmål om fortolkning og brug.

Retten sagde, at paragraffen var brugbar. Tys-tys-kilden havde haft retmæssig adgang til at trykke på de fleste af knapperne, som bragte ham i kontakt med oplysningerne om de kendte og kongeliges kreditkortbevægelser, men han havde også brugtes andres adgangskoder til at komme helt tæt på.

Sagt med andre ord: Han havde været lidt for kreativ, men havde han haft en intern autorisation mere eller en kollega til hjælp, så havde det ikke været dækket af hackerparagraffen. Den skal efterses, ikke så meget for mediernes skyld men for offentlighedens sikring mod uhæderlige data-forvaltere på alle niveauer.

Justitsministeriet bad den 18. maj 2015 Straffelovrådet om at pløje privatlivsjuraen igennem. Kommissoriet bygger på nogle overvejelser i Folketingets Kulturudvalg om ”brugen af betalte kilder og mediernes ansvar ved publicering af urigtige historier, bagvaskelse og privatlivskrænkelse”.

Den korte udlægning er, at der ønskes stramninger, især højere erstatninger, så krænkede mennesker kan gå ud fra, at det ikke giver underskud at vinde den slags sager.

Det er også spændende, at der især i Kommissoriet lægges op til en vurdering af, om krænkede mennesker skal have det offentliges hjælp til at føre sagerne. Skal det i fremtiden være privat påtale, måske offentlig påtale efter indgivelse af anmeldelse – eller skal myndighederne selv kunne gå i kødet på medierne?

Straffelovrådet er blevet pålagt at tale med både Dansk Journalistforbund og Danske Medier undervejs, men arbejdet går først ind i den afgørende fase efter dommen i Glostrup.

Justitsministeriet oplyser, at man venter arbejdet slut omkring årsskiftet. Straffelovrådets medlemmer er præsident for Østre Landsret Bent Carlsen (formand), politidirektør i Nordjyllands Politi Elsemette Cassøe, fungerende afdelingschef i Justitsministeriet Johan Kristian Legarth, højesteretsdommer Poul Dahl Jensen, professor, lic.jur. Gorm Toftegaard Nielsen, advokat Jakob Lund Poulsen, direktør for Kriminalforsorgen Johan Reimann og rigsadvokat Ole Hasselgaard.

Den politiske opfølgning

Justitsminister Søren Pind (V) er ikke i tvivl om, hvilken vej Straffelovrådets folk bør føre ham.

Nogle af dem sidder i hans ministerium eller meget tæt på, så der var en vis indsigt, da Søren Pind leverede sine bidrag til det kommende lovgivningsarbejde i forbindelse med statsministerens åbningstale.

I februar 2017 får vi lovforslaget, der lægger op til ”en markant hårdere kurs over for medier, der krænker privatlivets fred eller bringer ærekrænkende beskyldninger m.v. ved at gennemføre de dele af regeringens kommende retspolitiske udspil »Respektpakke II«, hvor lovgivning vurderes at være nødvendig. Formålet med lovforslaget er endvidere at følge op på Straffelovrådets kommende betænkning om privatlivets fred og ærekrænkelse”.

Respektpakke 1 blev i foråret aftalt mellem partierne i blå blok, og lovforslagene kommer nu og kan forventes vedtaget med bredt flertal. Man kan også se, at de stramninger, der blev bebudet af Folketingets Kulturudvalg til senere drøftelse i Retsudvalget – og med i Kommissoriet til Straffelovsrådet – peger på, at flertallet er hjemme.