
Foto: Danske Medier, Jacob Nielsen
”Umiddelbart er det en ret kuriøs sag. Der er nærmest en smule Kafka over det.”
Sådan siger formand for Dansk Journalistforbund Tine Johansen om Pressenævnets beslutning om at pålægge netmediet POV International at offentliggøre navnet på en klager mod hendes ønske.
Heller ikke chefjurist i Danske Medier Holger Rosendal kan forstå Pressenævnets beslutning.
”Det lyder som en brist i kommunikationen mellem nævnet og mediet. Jeg går ud fra, at der er tale om en form for misforståelse,” siger han uden at have indgående kendskab til sagen.
Det er netop Dansk Journalistforbund og Danske Medier, der står bag de presseetiske regler samt den tilhørende vejledning, som Pressenævnet tager udgangspunkt i, når de træffer beslutninger.
Og det er ikke kun Danske Medier og Dansk Journalistforbund, som ser afgørelsen som en mulig misforståelse.
Også mediekommentator Jacob Mollerup har tidligere kritiseret beslutningen.
”Det er helt ulogisk, at kendelsen nu er offentliggjort med klagers fulde navn. Det ligner en fejl eller en misforståelse. Jeg kan ikke forstå, at det skulle være Pressenævnets mening. Hele essensen af afgørelsen var jo, at klager skulle have været hørt i artiklen, og at hun i artiklen skulle anonymiseres,” siger Jacob Mollerup, der har mange års erfaring fra danske medier.
Ikke en misforståelse
Men pressenævnsmedlem Lene Sarup, som var med til at træffe beslutningen, forklarer til Journalisten, at det ikke er en misforståelse, at klagerens navn er blevet offentliggjort i forbindelse med kritikken.
Hensigten har nemlig været, at klageren får oprejsning – og hvis hun ønskede at forblive anonym, skulle hun selv have bedt om det på forhånd, forklarer Lene Sarup.
”Vi spørger ikke alle hver gang, om de vil have deres navn med i kendelsen, hvis de skulle få medhold. Det regner vi som en selvfølge, når de har klaget. Hvis man gerne vil anonymiseres, så skriver man det til Pressenævnet, når man klager,” siger hun.
Tine Johansen kan godt se princippet om, at man står ved sin klage og får oprejsning.
”Det er jo et princip, som Pressenævnet holder ret højt.”
”Men i det her tilfælde er det jo rigtig ærgerligt, at det får nogle personlige konsekvenser for klageren,” fortsætter Tine Johansen.
Undrer sig over beslutningen
Holger Rosendal forklarer, at en klager også kan få oprejsning, uden at dette offentliggøres, og at Pressenævnet normalt ikke pålægger et medie at offentliggøre en kendelse, hvis det er til gene for klageren i den pågældende sag.
”Generelt er det mit klare indtryk, at Pressenævnet har en fin fornemmelse for de her sager. Derfor undrer det mig, at nævnet tilsyneladende har valgt at tvinge mediet til at offentliggøre klagerens navn, mod klagers vilje,” siger han.
Ønskede at være anonym
Sagen startede med, at en person klagede til Pressenævnet, fordi hun følte sig genkendt i et debatindlæg hos netmediet POV International og ønskede indlægget fjernet.
Pressenævnet gav klageren ret i, at indholdet i debatindlægget kunne være skadende og krænkende for klageren, og at POV International burde have forelagt hende indholdet af artiklen inden publicering.
Dog mente Pressenævnet ikke, at artiklen skulle slettes, fordi klageren blot blev anonymt omtalt i indlægget.
Nu er navnet blevet offentliggjort af POV International i en meddelelse, som Pressenævnet har pålagt POV International at publicere på deres hjemmeside.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.