search

2021 vs. 1970. ”Hver nyhedsforbruger har i sit hjem en EDB-TV-terminal. Den består af en TV-skærm og et aggregat, der står i forbindelse med ét eller flere TV-selskabers datamaskiner,” skrev Claus Dindler i sit essay i 1970. Foto: Sarah Christine Nørgaard, privat (red. Journalisten)

i

Manden, der forudså næsten alt

Årtier før streamingtjenester, podcasts og digitale nyhedsmedier fik en ung journalistlærling en vision om fremtidens nyhedsformidling. Claus Dindler spåede for over 50 år siden, at man ville kunne se tv og læse nyheder on demand

Tekst-tv ramte de danske tv-skærme i 1983. Ingenioeren.dk blev i 1994 Danmarks første nyhedssite på nettet. DR gjorde det i 2010 muligt at streame kanalens programmer on demand.

Men i 1970 – for 51 år siden – forudså en ung journalistlærling ved Frederiksborg Amts Avis det hele.

”Jeg aner ikke, hvor jeg fik det fra. Der må have slået et lyn ned i mig.”

Det var den i dag 76-årige Claus Dindler, der under sit skoleophold på journalisthøjskolen blev bedt om at skrive et essay om avisernes fremtid og kvitterede med en fremtidsvision om, hvor svært aviserne ville få det i konkurrencen med digital nyhedsformidling.

”Hver nyhedsforbruger har i sit hjem en EDB-TV-terminal. Den består af en TV-skærm og et aggregat, der står i forbindelse med ét eller flere TV-selskabers datamaskiner,” skrev Claus Dindler i sit essay og forudså videre, hvordan seeren ville få en ”spiseseddel” med nyhedshistorier op på sin skærm, som man ville kunne vælge fra, og tillige specialsider med udenrigsstof, sport, lokalstof, baggrundshistorier, interviews, biograf-programmer og så videre.

”Hvordan skal en avis kunne konkurrere mod sådan et nyhedskommunikations-system? Det er det spørgsmål, bladlederne bør stille i dag,” konstaterede den dengang 24-årige Claus Dindler.

Manden, der forudså næsten alt 2
1964. IBM’s mainfraim-computer IBM System/360, der lanceredes det år, var frem til halvfjerdserne en stor spiller på markedet. Foto: IBM (red. Journalisten).

 

”Imponerende fremtidssyn”

Men her stoppede åbenbaringen ikke. Han forudså også on demand-streaming af fjernsynets programmer, når ellers datamaskinernes kapacitet blev stor nok.

”Maskinen skal på et hvilket som helst tidspunkt kunne præsentere en hvilken som helst seer for en hvilken som helst af de nyhedsfilm, redaktionen har puttet ind i den. Det kan ingen data-maskine klare i dag. Men det varer ikke mange år, før vi har én, der kan.”

Der skulle dog som nævnt gå 40 år, før dette blev en realitet i Danmark.

”Det er et virkelig imponerende fremtidssyn, han havde på det tidspunkt, for det er alligevel en del år før, at der for alvor begyndte at komme skred i tingene med internettet til den brede befolkning.”

Kim Steensdal, Dansk IT

”Det er et virkelig imponerende fremtidssyn, han havde på det tidspunkt, for det er alligevel en del år før, at der for alvor begyndte at komme skred i tingene med internettet til den brede befolkning,” siger Kim Steensdal, der er chef for viden og information i organisationen Dansk IT.

At computere kan kommunikere gennem en skærm, som Claus Dindler skriver, er i 1970 ikke et fænomen, man havde meget erfaring med i Danmark. De få datamaskiner, der fandtes i landet, var store som klædeskabe og fik deres kommandoer ved at aflæse hulkort eller hulstrimler, som programmørerne sad og lavede på en slags skrivemaskiner.

”Frem til 1970 er der tale om mainframes og kæmpestore regnemaskiner, der fylder en halv bygning. Månelandingen i 1969 har en stor betydning for udviklingen, og i løbet af halvfjerdserne begynder computere at dukke op i private hjem. Men der er stadig langt til computere som de mediecentre, vi senere kommer til at kende dem som. Så at Claus Dindler i 1970 laver koblingerne så mange skridt frem – det er ret godt set,” siger Kim Steensdal.

Fik kursus i EDB

Claus Dindler havde aldrig set en computerskærm. Men han havde stiftet bekendtskab med en datamaskine.

”Jeg blev student i Aalborg i 1964, og da jeg altid har været meget teknisk interesseret, var jeg sikker på, at jeg skulle være ingeniør. Så jeg blev optaget på Polyteknisk Læreanstalt – det nuværende DTU. Det viste sig, at jeg mildest talt ikke var særlig studieegnet, så det blev sgu aldrig rigtig til noget. Men det, jeg tog med mig fra den tid, var et kursus i EDB. Det var fantastisk spændende. De havde en kæmpe IBM-computer, der fyldte lige så meget som det her værelse,” fortæller Claus Dindler og peger rundt i det store kontor i Hjørrings gamle amtmandsgård, hvor han stadig er aktiv som journalist i Erhvervscenter Hjørring.

Manden, der forudså næsten alt 1
Foto: Sarah Christine Nørgaard

 

På EDB-kurset lærte han at skrive kommandoer i et redigeringssprog, der hed algol.

”Vi sad og skrev på sådan en lidt stor skrivemaskine, der klaprede kraftigt, mens den lavede de der hulstrimpler. Vi kunne ikke bruge det til noget, ud over at lære, hvordan man anvender logisk matematik. Men det tændte en interesse i mig.”

Interessen for ingeniørfaget og studielivet var dog ikke stor nok, så Claus Dindler droppede ud. Men han havde en kammerat på Frederiksborg Amts Avis, og efter at have lavet nogle fodboldreferater blev han selv tilbudt læreplads på avisen, hvilket indebar et halvt års ophold på journalisthøjskolen.

Udbredt EDB-skræk

Her beskrev han sin vision om fremtidens digitale nyhedsformidling, som også blev bragt i Journalisten, og så glemte han i øvrigt alt om datamater og terminaler.

”Jeg brugte det overhovedet ikke det fjerneste. Jeg var i lære. Så skulle jeg til Aalborg og være sportsjournalist, så skulle jeg giftes og have børn og flyttede til Grønland nogle år. Og så kom jeg tilbage og fik job på Vendsyssel Tidende, først som sportsjournalist, siden som redaktionssekretær,” fortæller han.

På Vendsyssel Tidende stiftede han imidlertid bekendtskab med den første digitale revolution i dagspressen: Skærmterminaler, hvor journalisternes tekster skulle skrives ind.

”Jeg fik jobbet med at omskole journalisterne til at bruge skærmen der i begyndelsen af firserne. Det havde vi godt nok meget sjov ud af. Der var en udbredt EDB-skræk, der grundlæggende bestod i, at man var bange for, at det, man skrev, bare forsvandt ind i systemet, hvad det somme tider også gjorde … ha ha.”

I 1989 blev Claus Dindler chefredaktør for Vendsyssel Tidende, og i de år tog avisen sidste skridt mod den fuld-digitale produktion, hvor også ombrydningen af siderne kom til at ske digitalt. Det var i samarbejde med det lokale firma Saxotech, og avisen blev den første i Danmark, hvor hele produktionen var elektronisk.

Den digitale revolution – sådan gik det

De digitale nyhedssites har betydeligt flere læsere end de trykte dagblade

48 procent af befolkningen ser Netflix mindst en gang om ugen

I løbet af en uge har 60 procent af seerne set streamet tv

Omkring 40 procent af den danske befolkning lytter til podcasts

90 procent af alle hjem har mindst én smartphone

Kilder: Podcaststats, Danmarks Statistik, DR Medieforskning og Kulturstyrelsen

Anden åbenbaring: Internettet

Den digitale nyhedsformidling lå dog lige om hjørnet, og i 1992 fik Claus Dindler sin anden store åbenbaring.

”Jeg deltog i en redaktør-konference i Paris, hvor jeg tilfældigvis meldte mig til et foredrag med en professor, der hed Nicholas Negroponte. Han fortalte om noget, jeg aldrig havde hørt om før: Internet. Det greb mig fuldstændigt. De muligheder, der lå i det her – at man via internettet kunne udbrede journalistik og alt muligt anden information. Jeg kan huske, at jeg kom hjem til Vendsyssel Tidende og holdt en begejstret prædiken om internet. De så på mig, som om jeg var idiot.”

”Jeg kan huske, at jeg kom hjem til Vendsyssel Tidende og holdt en begejstret prædiken om internet. De så på mig, som om jeg var idiot.”

Claus Dindler

Vendsyssel Tidende tog som flere andre medier sine første spæde trin på internettet i midten af halvfemserne. For Claus Dindler blev de år dog præget af den bladkrig mod lokalrivalerne fra Aalborg Stiftstidende, der i 1999 mundede ud i en fusion under navnet Nordjyske Stiftstidende. Dindler fik posten som it-direktør, som han bestred frem til 2002.

Med Nordjyske.dk var han med til at realisere sin gamle vision om et digitalt nyhedssite. Men samtidig blev han konfronteret med de overvejelser, han ikke kom ind på dengang i 1970: Hvor skal pengene komme fra?

”Jeg vidste hurtigt, at det ikke holdt. For folk begyndte at indse, at alt det gratis, de fik på avisens hjemmeside, gjorde, at de kunne vælge avisen fra. Men samtidig tror jeg også, det var en udvikling, der ikke kunne være anderledes. Havde man forsøgt fra starten at tage penge for nyhederne, så havde man ikke haft nogen kunder.”

Du forudså digitale nyheder i 1970, men der går mange år, før det bliver virkelighed. Hvorfor?

”Jeg tror, det er en erfaring, mange gør sig omkring teknologiske fremskridt – det tager faktisk længere tid at få det gjort til praktisk virkelighed. Og så er der en vis konservatisme i os alle sammen. Tilskyndelsen til digitaliseringen af produktionen op gennem firserne var stor, fordi det, man havde, var for dyrt. Og i forhold til nye produkter handler det jo om at sikre sig, at markedet er klar.”

Briller er fremtiden

I sin tekst fra 1970 kritiserer Claus Dindler, at aviser og politikere ”prøver at standse en udvikling, der er i gang, i stedet for at undersøge, hvor denne udvikling kan føre hen”.

Og den tendens gør sig stadig gældende i mediebranchen 50 år efter, mener Kim Steensdal.

”Der er noget vanetænkning og nogle mekanismer, der gør, at mediebranchen holder lidt igen. Her tænker jeg for eksempel på automatisering ved hjælp af kunstig intelligens. Vi bevæger os ind i en verden, hvor en computer bliver i stand til at skrive relativt avancerede artikler. Der holder man fast i, at vi som mediefolk og journalister bedre ved hvordan. I andre brancher ville man gå mere målrettet efter udviklingen, for eksempel med en målsætning om at blive de bedste i verden til kognitiv journalistik, der tager udgangspunkt i den enkelte læser,” siger Kim Steensdal.

Og hvad bringer fremtiden så? Det spørgsmål skal naturligvis stilles til Claus Dindler, som jo én gang har bevist sine evner på feltet.

Svaret er briller.

”Jeg tror, udviklingen af briller som medium kommer til at gå hurtigt. Der findes i dag et firma, der hedder Vuzix, der laver briller, der kan præsentere tekst, så du ser den ude foran i dit synsfelt. Det bliver brugt for eksempel af læger, der kan stå og operere og samtidig få informationer i sit synsfelt. Brillerne er koblet til telefonen, hvor computerkraften ligger. Jeg kan nemt se, at det er noget, der kan bruges af menigmand.”

Manden, der forudså næsten alt 7
Foto: IBM, Foto: Charlotte May/Pexels, Elina Fairytale/Pexels (red. Journalisten).

En hverdag uden aviser – nyheder via EDB-TV

Sådan skrev Claus Dindler om avisernes fremtid i 1970:

(…)
Hvem vil ofre penge på et dagblad – det være sig trykt i offset og fyldt med farvebilleder – i en fremtid, der ser således ud:

Hver nyhedsforbruger har i sit hjem en EDB-TV-terminal. Den består af en TV-skærm og et aggregat, der står i forbindelse med én eller flere TV-selskabers datamaskiner.

Forbrugeren ønsker at få præsenteret dagens udbud af nyheder. Han taster en kode ind på sin EDB-terminal, og på TV-skærmen toner en ”spiseseddel” frem. Den præsenterer i rubrikform øjeblikkets væsentligste nyheder – dem, man i dag ville anbringe på en avis-forside.

Det er nu nyhedsforbrugeren selv, der vælger, hvilke historier han ønsker kørt på sin skærm. Hver rubrik har sit kodenummer, som skal tastes ind, før historien kommer på skærmen.

EDB-TV-selskabet har foruden sin ”forside” en række ”specialsider”. Områder som udenrigspolitik, indenrigs-do., politistof, sport og så videre har hvert sit kodenummer.

(…)

Hvordan skal en avis kunne konkurrere mod sådan et nyhedskommunikations-system? Det er det spørgsmål, bladlederne bør stille i dag frem for at spekulere på, om man kan få det offentlige til at reklamere mere i aviserne.

Det er på tide at komme i gang. En TV-redaktion, der kan fodre en data-maskine med nyheds-film, har vi allerede. Den ene tekniske hindring for at sætte et EDB-selskab i drift er manglen på en data-maskine med tilstrækkelig kapacitet.

Maskinen skal på et hvilket som helst tidspunkt kunne præsentere en hvilken som helst seer for en hvilken som helst af de nyhedsfilm, redaktionen har puttet ind i den.

Det kan ingen data-maskine klare i dag.

Men det varer ikke mange år, før vi har én, der kan. Spørg bare de store EDB-firmaer. De klarer ethvert mirakel på én eneste betingelse: At kunden kan betale det.

Uddrag af tekst i Journalisten nr. 7 1970

Manden, der forudså næsten alt 6
Foto: Sarah Christine Nørgaard

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen