Zetland: TV 2 brød aftale om kreditering

I mandags udgav Zetland sin nyeste single. Samme aften bragte TV2 Nyhederne et indslag med præcis samme case og problemstilling. »Jeg undrer mig,« siger Hakon Mosbech, redaktør på Zetland, der troede, han havde en klar aftale med tv-kanalen. TV 2's nyhedschef, Jacob Nybroe, afviser: »Vi har lavet indslaget fra bunden«

Mandag aften kunne TV 2's seere se Natasja Crone med ansigtet i alvorlige folder fortælle om Sisse og Tim Garmo, der præsenteres som en del af ”Generation Gæld” – en voksende del af danskere mellem 21 og 40 år, som er kraftigt forgældede.

I indslaget fortæller Tim Garmo om sin families situation, hvorefter Frank Papsø, salgsdirektør ved Experians RKI-register, og Jens Lunde, boligøkonom fra Copenhagen Business School, perspektiverer historien.

Et solidt nyhedsindslag, som TV 2 selv tog æren for. Men som medievirksomheden Zetland, kendt for at udgive researchkrævende historier, med præcis samme case og kilder havde breaket allerede om morgenen i deres nyeste single ”Generation Gæld”.

Og sammenfaldet i case og vinkel er ikke tilfældig.

Redaktør på Zetland, Hakon Mosbech, forklarer, at han blev kontaktet af TV 2 mandag formiddag, få timer efter publiceringen af historien.

»Journalisten forklarer, at TV 2 gerne vil lave et indslag til 19-Nyhederne, og hun spørger, om jeg vil hjælpe med kontakt til forfatteren og en case fra historien. Vi ville gerne hjælpe, hvis det blev nævnt i indslaget, at vi havde udgivet singlen,« siger Hakon Mosbech.

Ifølge Hakon Mosbech var TV 2-journalisten med på ideen.

»Hun sagde, at de selvfølgelig ville citere os. Vi talte endda om, hvordan de skulle omtale Zetland.«

Da Mosbech opdagede, at TV 2 ikke citerede Zetland, skrev han en e-mail til journalisten bag indslaget. Der kunne jo være en god grund til, at Zetland ikke var med.

Men TV 2-journalisten afviser ifølge Hakon Mosbechs kritikken – og giver sagen en helt ny vending:

»TV 2-journalisten mener ikke, at de bryder en aftale med os. Tværtimod mener hun, at TV 2 bruger Politikens case.«

Dovenskab

Baggrunden for den melding er, at Politiken samme mandag bragte artiklen ”100.000 unge danskere er dårlige betalere”. Også den artikel bygger på Zetlands single. Politiken citerer i fjerde afsnit Zetland for historien.

Men hvor Politiken krediterer Zetland, krediterer TV 2 hverken Politiken eller Zetland.

Hakon Mosbech ærgrer sig over TV 2:

»I går (tirsdag, red.) undrede jeg mig, men tænkte, at der var sket en fejl. I dag, når jeg får at vide, at TV 2 mener, at de ikke har brudt en aftale, så undrer jeg mig endnu mere. Vi regner selvfølgelig med, at folk overholder deres aftaler.«

TV 2-journalisten, der har talt med Zetland, er praktikant. Hun ønsker ikke at medvirke i artiklen.

TV 2's ledelse mener dog ikke, stationen har brudt nogen aftale.

»Det ser ud til, at der er sket en misforståelse. Vores reporter mener, at Hakon Mosbech har sagt, at vi skulle kalde Zetland et medie, hvis vi citerede dem. Det betragter vores journalist ikke som et løfte,« siger nyhedschef Jacob Nybroe.

Han mener ikke, at medier har eksklusivret på cases, der kan findes i telefonbogen.

»Vi har lavet indslaget fra bunden. Vi har lavet nye optagelser, interviewet hovedcasen, interviewet eksperterne og fået korrektioner på Zetlands tal – derfor synes jeg, at vi kan undlade at citere.«

TV 2’s indsats er ifølge Jacob Nybroe nok til, at TV 2, ifølge stationens egne citatregler, ikke behøver nævne Zetland.

»Jeg vil ikke afvise, at vi kunne have citeret Zetland. Men jeg vil gerne stå på mål for – uden at det skal stå fuldstændigt støbt i beton – at vi ikke har citeret dem,« siger Jacob Nybroe, der kalder det ”dovenskab” fra TV 2’s side, at stationen bruger samme case som Zetland.

Citattyverier

Forløbet er langt fra enestående. Debatten om god citatskik – ikke mindst på tv – har kørt gennem længere tid. Her i Journalisten har Politiken-journalist Jakob Sheikh tidligere beklaget sig over, hvad han kalder for ”Tyveri for åben skærm” fra Go’ Aften Danmark.

Samtidig er Den Korte Avis blevet afsløret i at stjæle andre mediers historier. I forbindelse med netop Den Korte Avis talte Journalisten med chefredaktør på Ritzau Lars Vesterløkke, der vurderede, at kopiering af indhold er et stigende problem:
»Det er blevet lettere at kopiere, og der er et mere lemfældigt forhold til ophavsret.«

I samme ombæring skrev chefredaktør på Jyllands-Posten, Steen Rosenbak, til Journalisten:

”Det er mit indtryk, at fænomenet vokser bekymrende meget i disse år. Ét er, at Den Korte Avis forbryder sig mod ophavsretten, men det er ingen hemmelighed, at det på dagblade som Jyllands-Posten er en stigende irritationsfaktor, at også toneangivende foretagender som Danmarks Radio og TV 2 fylder så stor en del af deres medier med meget lange og gratis citater af den journalistik, som vi gerne vil have kunderne til at betale for – og som vi nødvendigvis skal have indtægter fra for at kunne finansiere et kvalitetsalternativ til statsbetalte medier.”

 

13 Kommentarer

Jakob Sheikh
5. OKTOBER 2013
Det er tyveri. Så simpelt er
Det er tyveri. Så simpelt er det. Punktum.
@Christian Kloster: Jeg har haft præcis samme oplevelse.
Lars B. Jørgensen
5. OKTOBER 2013
Ude i folkedybet møder man
Ude i folkedybet møder man ofte den antagelse, at "al journalistik" er det rene copy paste. Og derfor selvsagt ikke værd at betale en hengemt klejne for. TV2 hjælper da opfattelsen (for hvad den måtte være værd) godt på vej, endda for skatteborgernes penge. Flot. Gennemført patetisk replik fra Nybroe, men hvad kan man forvente....
Christian Kloster, metroxpress
5. OKTOBER 2013
Aftenshowet planker flere
Aftenshowet planker flere gange om måneden mine historier fra metroxpress. DR's indsmigrende og aldeles hjælpeløse 'journalister' kimer mig ned. Hidtil har jeg givet dem telefonnumre til kilder - og enkle idéer til at bringe historien videre. Bare lidt videre. De lover på min anmodning tydelig kredit til metroxpress, men i showet udebliver citatet konsekvent. Og historien er som i avisen. Hverken mere eller mindre; Avishistorien - i tv-format, som DR's egen historie. Yderligere bruger de mine korte tekster som manus. Jeg er begyndt at tænde min diktafon, når Aftenshowet ringer og lover citatet. Andre gange knalder jeg røret på, når de beder mig overbevise cases om, at de skal deltage på tv. Jeg har tidligere rettet henvendelse til nærværende fagforbund for at drøfte, om DR bryder ophavsretten ved at læse op af mine tekster uden at citere dem. Men her er ingen hjælp at hente. For forbundets største kundeskare er DR-journalister. Dem ønsker man selvfølgelig ikke ulejlige. Bl.a. derfor gider jeg ikke betale kontingent.
Jan Kjærgaard
4. OKTOBER 2013
TYNDT TV2. Dårlig-dårlig stil
TYNDT TV2. Dårlig-dårlig stil.
Kom så med en undskyldning - og penge - til Zetland og de to journalister bag 'Generation Gæld'.
TAK til Journalisten for omtale af dette åbenlyse tyveri. Tak til Zetland for ikke at bøje nakken.
David Elmer
4. OKTOBER 2013
Helt enig med Jens Hamborg
Helt enig med Jens Hamborg Koefoed.

Teknisk set kan det da godt være, at TV2 lige akkurat overholder nogle citatregler, men det er i alles - især store tv-mediers - interesse, at små, innovative medier holdes i live. Der var ikke gået noget som helst af TV2 ved at give Zetland lidt kredit.

Flere

data_usage
chevron_left
chevron_right