I foråret besluttede TV 2 Lorry at indføre et nyt dogme for nyhedsdækningen på både nettet og i tv-udsendelser. Dogmet betyder, at lokalmediet fremover ikke vil lave citathistorier.
”Vi har blandet blod på, at vi kun laver vores egne historier. Hvis et andet medie har taget historien, så tager vi den ikke. Vi vil hellere bruge vores tid på at lave god, gedigen selvstændig journalistik,” siger Ninna Kokholm, der er nyhedschef på Lorry.
Tidligere var ambitionen, at lorry.dk skulle være et sted, hvor brugerne kunne få det fulde overblik. Det betød blandt andet, at en morgenvagt hver dag brugte tid på at hive citathistorier ind fra andre medier.
”Det gør vi ikke mere. Nu skal det være sådan, at du får noget, du ikke kan få andre steder, når du går ind på vores hjemmeside eller tænder for 19:30’eren,” siger Ninna Kokholm.
Tager tid at lave citathistorier
Nyhedschefen understreger, at TV 2 Lorry stadig følger nyhedsstrømmen. På den måde er det ikke sort/hvidt.
”Hvis der for eksempel er et kæmpe trafikuheld, der påvirker trafikken for mange mennesker, så dækker vi det selvfølgelig. Men vores ambition er kun at lave egne historier,” siger Ninna Kokholm.
Hun fortæller, at strategiskiftet har betydet, at der er blevet frigivet tid og kræfter til at arbejde med journalisternes egne idéer.
”Selv om man tager en historie fra Politiken, så skal du bruge tid på at skrive om og skrive til og tilføje baggrundsinformation. Den tid er frigjort til at fokusere på vores egne idéer. Og samtidig er medarbejderne gladere, for det er jo sjovere at arbejde med sine egne idéer,” siger Ninna Kokholm.
Trafikken dykkede – og steg så
Dogmet om ikke at lave citathistorier har betydet, at Lorry i dag laver færre enheder. De første 14 dage efter strategiskiftet oplevede de også et lille fald i antallet af brugere på hjemmesiden, men siden er trafikken vokset støt.
Hvad har været det sværeste ved at begynde at følge det nye dogme?
”Det sværeste er nok, at man selvfølgelig kommer ud i en masse grænsetilfælde. Det fører til diskussioner, og dem er vi ikke færdige med at tage. Og selvfølgelig har det også gjort ondt, hvis andre medier har fulgt op på en sag, vi har startet. Men det må man så kalde dyre lærepenge,” siger Ninna Kokholm.
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Hold da op !!! En tv-station der i årevis har sat en ære i at planke historier fra lokalaviserne - UDEN at citere.
Hvilken joke !!