Politikens journalister burde have grebet knoglen og korrigeret Danmarks Radio, da mediehuset d. 19. og 20. januar i år bragte en stribe artikler om, at teleselskabet 3 bruger Luxembourg som skattely.

Historierne tog nemlig udgangspunkt i en citat-historie fra Politiken, men forsømte centrale detaljer om årsagerne til 3's beskedne skatteindbetalinger. 

På baggrund af sagen om 3 mener læsernes redaktør på Politiken, at medierne bør påtage sig et udvidet ansvar for at rette fejl, når forkerte oplysninger eksploderer i mediebilledet:

»Journalister har tit en berøringsangst i forhold til at korrigere andre mediers historier, men det er et problem, at vi bliver citeret for noget, der ikke er i orden, fordi vores formidling ikke var i orden. Når vi ser en historie stikke af som historien om 3’s skatteindbetalinger, bør vi overveje at ringe til vores kollegaer og forklare, at det, de skriver, er ude i hampen,« siger Bjarne Schilling.

Vigtig detalje fremgik først på side 14

Læsernes redaktør rejste det principelle spørgsmål om Politikens udvidede ansvar i sin klumme i avisen 1. februar. Her kritiserede han Politikens historier om 3’s skatteindbetalinger for mangel på fairness.

Politiken bragte sin forsidehistorie om 3’s skatteindbetalinger med rubrikken: »En million danskeres teleselskab bruger skattely«. Indledningen redegjorde for, hvordan 3 har tjent 1,5 milliarder på danske kunder over fem år, men aldrig betalt skat i Danmark.

Først inde i avisen, på side 14, fik læserne den oplysning, at 3 ikke har pligt til at betale dansk skat. Blandt andet, fordi 3 i Danmark har en gæld til selskabet i Luxembourg, som giver et stort skattefradrag i Danmark. Metoden er måske kreativ, men afgjort lovlig, skriver Bjarne Schilling i sin klumme.  

”Det er ikke nok, at researchen og dokumentationen er i orden: Er formidlingen ikke også i orden, bærer vi et medansvar, hvis historierne kører af sporet [i andre medier], som det skete med historien om 3. Den centrale information fra side 14 skulle selvfølgelig også have stået på forsiden,” skriver læsernes redaktør i klummen.  

Ring til din kollega og få det stoppet

På det tidspunkt var historien om 3 gået viral. Vrede kunder bombarderede selskabet på Facebook. Andre medier tog artiklen op, men uden at formidle det fulde billede omkring 3’s skatteindbetalinger. DR indhentede blandt andet kommentarer fra politikere og forbrugere, der var stærkt kritiske overfor 3.

”I løbet af få timer havde sagen fået et omfang og en karakter, som gør, at vi må overveje meget alvorligt, hvor langt vores ansvar for fejl egentlig rækker,” skrev Bjarne Schilling i sin klumme.

Helt præcist bør Politiken aktivt tage ansvar for, at virale bommerter stoppes, når andre medier citerer Politiken forkert eller mangelfuldt, siger han til Journalisten:

»Vi er nødt til at tage bestik af virkeligheden, som den ser ud, og i dag er det sådan, at historier lynhurtigt kan få en enorm udbredelse. Har man som medie leveret råmateriale til en citathistorie, som er helt ude i skoven, er vi nødt til at tage ansvar for, hvad vi bidrager med til debatten,« siger han og tilføjer, at det gør nogle journalister på Politiken allerede.

Hvordan forestiller du dig praktisk, at Politiken skal gribe ind, når jeres historier bliver fejlciteret af andre medier eller rejser en shitstorm på f.eks. Facebook eller Twitter?

»Det er klart, at vi ikke kan ringe til alle, der har læst en historie, som fanden læser biblen. Men når det er store, etablerede medier, der kører ud af en tangent, som tilfældet var med DR, bør man ringe til sin kollega og få det stoppet.«

DR-seer-redaktør: Medierne mangler rette-tjeneste

DR beklagede sin utilstrækkelige dækning af 3-sagen den 3. januar.

Og sagen er et godt eksempel på, at både DR og pressen generelt er ude af trit med medievirkeligheden, når det handler om at rette fejl, mener Jacob Mollerup, seernes redaktør i DR.

For det første er medierne endnu for dårlige til at tjekke citathistorier, før de bringer dem selv:

»Det er kommet en skærpet opmærksomhed de senere år i forhold til at tjekke historier fra andre medier, før vi bringer dem selv. Vi har som medier et selvstændigt ansvar i forhold til at tjekke fakta, når vi citerer fra andre. Men sagen her viser jo, at det endnu ikke fungerer godt nok,« siger han.

Jacob Mollerup er desuden enig i, at DR og andre medier har et ansvar for at rette fejl, hvis de opdager, at deres historier bliver citeret forkert i andre medier:

»Det ansvar må man tage på sig. Hele systemet for at rette er langt bagefter dagens medievirkelighed, og vi er nødt til at få mere effektive procedurer for at råde bod de fejl, der f.eks. opstår ved fejlciteringer. Jeg så gerne en rette-tjeneste, der fungerer, lige som Ritzau fungerer som nyhedstjeneste: Det vil sige en tjeneste, hvor vi deler rettelser på samme måde, som vi deler vores bedste citathistorier. Vi var nået langt, hvis vi var lige så ivrige efter at dele rettelser som nyheder,« siger han.

Anne Mette Svane: Ingen ny genre for rettelser

På Politiken beklager chefredaktør Anne Mette Svane, at Politiken formidlede detaljerne omkring 3’s skattebetalinger mangelfuldt i avisen:

»Har vi medvirket til misforståelser i andre medier, beklager jeg, for så har formidlingen ikke været god nok, selv om vi bragte årsagerne omkring skattebetalingen inde i avisen og i alle opfølgende artikler,« siger hun om den konkrete sag.

Men i forhold til Politikens principielle ansvar for at rette fejl i andre medier foretrækker chefredaktøren, at avisen først og fremmest løser problemerne på egen banehalvdel.

»Der er ingen hindring for, at vores journalister gav DR et kald, men det påhviler nu engang det enkelte medie at stå til ansvar for sine historier,« siger hun.

»Når vi oplever, at en historie går viralt med falske oplysninger, er det bedste, vi kan gøre, at lave fakta-artikler, der præcist beskriver sagens detaljer. Dem kan vi køre ud online og på sociale medier og på den måde reagere på de værste misforståelser – i stedet for at opfinde en helt ny genre, hvor man begynder at beklage andre mediers historier,« siger Anne Mette Svane.