Rundt omkring på Fyn lå der sidst i februar et tillæg i postkasserne hos dem, der modtager Jysk Fynske Mediers dagblade.
I tillægget var der en artikel om en kvinde, der fortalte, at hun havde været udsat for psykisk vold i et forhold med en unavngiven eksmand. Historien blev også publiceret på fyens.dk og i de mange dagblades e-aviser.
Artiklen fik eksmanden til at reagere, fordi han ikke var blevet forelagt kritikken, inden artiklen blev publiceret.
Han sendte derfor en klage, der endte hos chefredaktøren for Fyns Amts Avis, Carsten Olsen, hvor han truede med Pressenævnet og sagsanlæg.
Eksmanden havde ifølge Carsten Olsen skrevet, at flere i hans omgangskreds kunne genkende ham ud fra artiklen, selv om hans navn ikke var nævnt.
På kant med de presseetiske regler?
Carsten Olsen besluttede, at historien skulle afpubliceres. Altså at alle digitale spor skulle slettes.
”Efter flere chefredaktørers opfattelse havde vi gjort os skyldige i at overtræde nogle presseetiske regler. Vi fremsætter i artiklen en beskyldning mod hendes eksmand om at have gjort sig skyldig i psykisk vold. Men vi har ikke konfronteret ham med den beskyldning,” erkender Carsten Olsen.
Medier kan også vælge den mildere form afindeksering, når de skal beslutte, om gamle data skal slettes eller ej. Ved afindeksering vil artiklen stadig figurere på nettet, men søgemaskiner vil ikke henvise til den.
I dag er chefredaktøren i tvivl om, hvorvidt artiklen skulle have været afpubliceret.
”Jeg var i tvivl, da jeg traf beslutningen, og jeg er helt ærligt stadig i tvivl. Afpublicering er noget af det mest drastiske, vi overhovedet kan gøre. I realiteten er det jo historieforfalskning,” siger Carsten Olsen.
[factbox:2]
Er navnesløring nok?
Lene Sarup er journalist og tillidsrepræsentant ved Jysk Fynske Medier og derudover medlem af Pressenævnet. Hun fik som kollega tilsendt en besked om afpubliceringen, og nu retter hun kritik mod ledelsens beslutning.
Hun advokerer for, at anonymiseringen i artiklen var tilstrækkelig.
[factbox:1]
”Hans familie kan genkende, at han har været gift med hende, artiklen handler om. Men det er ikke det samme, som at han kan identificeres,” siger Lene Sarup.
”Det er et spørgsmål om, hvorvidt han kan identificeres i bredere forstand,” uddyber hun.
Lene Sarup er overbevist om, at manden ikke kan identificeres, fordi hans navn ikke er nævnt, og han ikke har samme efternavn som kvinden.
Manglende ytringsfrihed
Ifølge Lene Sarup får kvinden i artiklen frataget sin ytringsfrihed, idet hendes historie slettes.
”Hun skal have lov til at fortælle sin historie. Nu får hun at vide, at hun ikke må fortælle, at hun føler, hun har været udsat for psykisk vold,” siger Lene Sarup.
[factbox:0]
Og det er netop én af de problematikker, Carsten Olsen selv fremhæver ved at have fjernet historien.
”For hvad kan vi ellers ende ud i? Vil det betyde, at kvinder i den situation aldrig kan fortælle deres historier? Dét kan jo heller ikke være rigtigt,” mener chefredaktøren.
”I bagklogskabens klare lys”
Lene Sarup er uforstående over for, at ledelsen ikke valgte at lade sagen gå videre til Pressenævnet.
”Pressenævnet er til for, at man kan prøve ting af. Det er der, man finder ud af, om man har forbrudt sig eller ikke forbrudt sig,” siger hun.
Carsten Olsen, hvorfor valgte I at afpublicere?
”Jeg gav mig til at undersøge andre kendelser fra Pressenævnet, som kunne sammenlignes med denne her. Der var blandt andet en sag, hvor et medie havde fået kritik fra Pressenævnet, selv om de, allerede inden Pressenævnet behandlede klagen, havde afpubliceret artiklen,” fortæller chefredaktøren.
”Men jeg indrømmer gerne, at jeg kan have overfortolket afgørelserne,” siger han.
Hvorfor lod I ikke bare sagen gå videre til Pressenævnet?
”I bagklogskabens klare lys var det nok også det, vi burde have gjort. Så havde vi fået en principiel, uhildet vurdering af, hvor langt man skal gå med afpublicering,” siger han.
Læs mere om de presseetiske regler her.
5 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Chefredaktøren på FAA har begået en fejl. Det indrømmer han selv. Det er stort. Det er sjældent det sker i den danske mediebranche. Her er der altid mindst tyve forklaringer, på hvorfor der er valgt, som der er gjort. Her er truffet en forkert beslutning i chefredaktør-kontoret.
Længere er den ikke.
'Vil det betyde, at kvinder i den situation aldrig kan fortælle deres historier? Dét kan jo heller ikke være rigtigt,” mener chefredaktøren.'
*
Omvendt kan det vel heller ikke være rigtigt, at en mand står som anklaget for evig tid, hvis en beskyldningen var grundløs?
At det kun er famnilien, som kunne genkende ham, har vi jo kun Lene Sarups ord for - og hvordan skulle hun kunne bedømme det bedre end den implicerede selv?
Kære Aslak
Din kritik er modtaget, ansvaret er mit.
Men jeg er ikke sikker på, at du har ret. Som redaktør kan det sagtens virke som en "trussel" at få et brev om, at man ender i Pressenævnet eller får en advokat på nakken, hvis man ikke ...
Klager af den karakter, hvor man som redaktør tilmed - som det fremgår - selv er i tvivl, kan godt udløse, at man efterkommer ønsket.
Alene fordi den tid, der i en fortravlet redaktionel hverdag skal investeres i IKKE at efterkomme kravet - fortsat udveksling af argumentation - KAN gøre en lidt blød på principperne.
At lave en kronologisk og velfunderet redegørelse til Pressenævnet er ikke bare lige ... At svare en advokat er slet ikke :-)
Men bortset fra det: Artiklen kunne sagtens køre uden. Og så havde vi jo sparet denne dialog.
Tak for replikken.
MVH
Det her er en p...god artikel og en fin sag at tage op. Og måske er denne kommentar lidt afsporet, men alligevel: I nyhedsbrevet lyder rubrikken "Fyns Amts Avis fjerner artikel efter trussel". Det er i mine click bait som fortjener en pokal i næste trykte udgave af Journalisten. "Truslen" består i følge artiklens brødtekst i, at manden vil indstævne for Pressenævnet og anlægge sag. Rubriksproget i nyhedsbrevet fremmaner i mine øjne et noget mere dramatisk billede end det faktiske: Manden havde sendt en klage ...
Det er da en værre omgang pærer og bananer.
Lene Sarup advokerer for, at anonymiseringen af manden var tilstrækkelig. Men det er da slet ikke det, sagen handler om?
I indledningen står der klart og tydeligt, at manden var utilfreds med, at han ikke havde fået mulighed for at svare på kritikken af ham. Og den del er der vel ikke så meget at sige til. Det er en klokkeklar fejl. Og det er vel på den baggrund, at avisen vælger at bortviske historien?
Jeg forstår ikke, hvorfor det bliver talt over i, hvorvidt anonymiseringen var tilstrækkelig eller ej??
Flere