”Først tænkte jeg: ’Øv, nu skal jeg sidde og undskylde endnu en gang.’ Men det var fint at få læserne til at forstå, at journalister også laver fejl," siger Thomas Kjær Pedersen. Morten Pedersen
”Nogle gange laver mennesker fejl, og vi journalister er også mennesker.”
Sådan starter journalistpraktikant Thomas Kjær Pedersen på Viborg Stifts Folkeblad sit indlæg i søndagens avis om, hvordan og hvorfor han i en historie om en retssag havde lavet ”en graverende fejl, der gav mig røde ører”.
”Her taler vi ikke om en mild form for rød, men et par ører, der var blevet stegt i Sahara en hel weekend. Uden solcreme,” fortsætter han.
”Jeg tænker: Fuck, fuck, fuck”
Viborg Stifts Folkeblad havde længe fulgt sagen om en baby, der var blevet udsat for vold fra fødslen. Nu var Thomas Kjær Pedersen landet på sagen og havde fået aktindsigt i anklageskriftet fredag formiddag.
Han læste dokumenterne og faldt over navnet på en mand, som var tiltalt i sagen. I en blanding af travlhed og hans egen formodning skrev Thomas Kjær Pedersen en artikel om, at det var barnets far, der var den tiltalte.
Historien blev sendt til tryk i papiravisen og samtidig udgivet online om mandagen. Om formiddagen samme dag modtog Viborg Stifts Folkeblad en række beskeder om, at oplysningen var forkert.
Beskederne var sendt fra folk i lokalområdet med kendskab til familien og sagen. De skrev alle sammen, at det ikke var faren, men morens daværende kæreste, der var den tiltalte, fortæller Thomas Kjær Pedersen.
”Jeg tænker: ’Fuck, fuck, fuck.’ Normalt kommenterer vi ikke på vores Facebook-opslag. Men jeg syntes, at jeg i en alvorlig sag som denne var nødt til at skrive en undskyldning og rette fejlen i artiklen,” siger han.
”Det er en grum fejl at lave”
Han har svært ved at forklare, hvordan han begik fejlen.
Det tætteste, han kommer på en forklaring, er en blanding af travlhed og en forkert forestilling om, at det måtte være faren, når det var en mand, der var tiltalt.
”Det er en grum fejl at lave, fordi det er sådan noget, der skal eftertjekkes. Specielt i sager med sådan en grov tiltale. Det var ikke fedt at hænge faren ud for noget, han ikke har gjort,” siger Thomas Kjær Pedersen.
Fik ros for rettelse
Da den 30-årige journalistpraktikant mødte op på arbejde torsdag efter nogle fridage, gik han stille på gangene. Han kunne godt mærke på stemningen og kollegerne, at de havde opdaget fejlen.
Redaktionschef Kristian Wesenberg tog fat i ham og sagde, at det var beklageligt med fejlen, men at han havde klaret det godt ved at skrive undskyld på Facebook, rette artiklen og forklare, hvad der var gået galt.
Herefter spurgte han Thomas, om han havde lyst til at skrive et længere indlæg om, hvad der var gået galt.
Et bidrag til avisens koncept ”Bag Historien”, hvor en journalist tager læserne bag om to historier i søndagens avis.
”Først tænkte jeg: ’Øv, nu skal jeg sidde og undskylde endnu en gang.’ Men det var fint at få læserne til at forstå, at journalister også laver fejl. Og så var det bare rart at lette noget fra hjertet,” siger Thomas Kjær Pedersen.
Vigtigt at kunne se de lokale i øjnene
Mange medier ville måske have bragt en rettelse. Hvordan havde du det med at skrive en baggrundshistorie om din fejl på den måde?
”Jeg kunne godt have sagt nej,” siger han.
”Men jeg vil godt stå ved mine fejl. Det ligger i mig som menneske. Jeg forstår ikke, hvorfor det er så svært for andre journalister at gøre det. Jeg har ikke noget imod at undskylde, når jeg har lavet en fejl. Specielt når jeg mener, at det er gået ud over mennesker, som det ikke burde være gået ud over.”
I artiklen blev der også bragt et billede af Thomas Kjær Pedersen. Det er normal praksis på bag om-historierne, men han syntes også, det var en god idé.
”Som lokalblad skal vi gøre kontakten til vores læsere endnu tættere. Vi ser vores læsere hver dag, når vi går ned på strøget. På den måde kommer vi tættere på vores læsere.”
Hvad har du lært af sagen?
”At det er vigtigt at tjekke op på informationer. Jeg skal ikke bare antage og formode noget, når jeg skriver om alvorlig kriminalitet. Og at jeg skal stå ved det, jeg har lavet, og så kan jeg undskylde og lære af min fejl.”
4 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Ingen har for travlt til ikke at trække vejret - især ikke når det er nødvendigt.
Og ja, har været på et lokalt dagblad - oplevede fx et billede (ikke mit) til en artikel om det traditionsrige nøgenløb på Roskilde Festivalen, ikke kom helt ubeskadiget gennem redaktionen- redaktionen fandt tiden og kønsdelene blev sløret. Vigtigt/nødvendigt ...?
I situationen er man jo ikke klar over, at man laver fejlen. Det er ikke sådan, at man tænker: fuck det, jeg har megatravlt, så nu satser jeg bare på, at det må være faren, der er den tiltalte.
Der sker simpelthen bare en smutter, hvor det brænder sig fast som fakta i hjernen, og når man så tre dage senere genlæser artiklen, tænker man ÅH NEJ, hvordan kunne jeg dog overse det?
Har vi ikke alle siddet der?
Jo mere presset, du er, jo flere af den slags fejlkoblinger kommer du til at lave. Jeg ved ikke, om du selv har erfaring fra mindre, lokale dagblade, men mange steder er bemandingen nu sådan, at der reelt er for få journalister - såvel som redaktører/redaktionschefer - til at udføre arbejdet så godt, som det burde udføres. Der sidder IKKE en redaktør og laver faktatjek på noget som helst, for det er der ikke tid til.
Alle mand er på dæk og forsøger efter bedste evne, men ofte er det ærlig talt et ræs for bare at få fyldt avisen med noget nogenlunde fornuftigt. Sådan har man klagende sagt i mange år, når en ny fyringsrunde truede, men nu er vi der rent faktisk.
Disclaimer: Jeg er kollega til Thomas i artiklen, og dette er ikke et forsvar for ham - det klarer han så fint selv - men mere en reaktion på påstanden om, at travlheden skulle være en dårlig undskyldning. Tværtimod er det en alvorlig trussel mod kvaliteten af vores arbejde. Og vi får jo desværre nok kun mere og mere travlt i årene, der kommer...
Det virker også, som om der er en redaktør, der har sovet i timen, for en beskyldning af den karakter var jeg aldrig nogensinde sluppet af sted med i min praktiktid hos Ekstra Bladet, hvor der - helt nødvendigt - var en uhyre skeptisk proces på området.