Det lange svar er et indblik i en generationskløft i forbundet, som på skræmmende eksemplarisk vis har udstillet, at forbundsledelsen ikke går i takt med den generation, der udgør fremtidens forbund. Hvordan det hænger sammen, vender jeg tilbage til, men først skal vi skrue tiden knap to måneder tilbage.
For dyrt købt
Forbundets næstformand, Tine Johansen, var inviteret til forårets generalforsamling i en af forbundets seks studenterorganisationer, DJ RUC, der foregik i kursuslokalerne på Gammel Strand. Et af punkterne på dagsordenen var den stadig nye praktikantaftale, som mildest talt ikke blev taget særlig godt imod sidste år. De studerende mobiliserede dengang en modkampagne under sloganet For dyrt købt. Som navnet antyder, var man ikke tilfreds med de indrømmelser om mere læring, som praktikanterne fik mod at gå mere end 3.000 kroner ned i løn – om måneden vel at mærke.
Tine Johansen havde fået et kvarter til sit oplæg, men det gik over tid – og temperaturen i lokalet steg et par grader. De tilstedeværende journalistpraktikanter kunne nemlig berette om flere tilfælde, der ikke lever op til aftalen, og næstformanden blev krydsforhørt: Havde man egentlig fået andet end gode intentioner for den lønnedgang? Hvordan ville forbundet reagere? Hvad har du tænkt dig, næstformand?
Det var nye oplysninger for hende og forbundet, sagde Tine Johansen. Og som praktikant skal man gå til sin tillidsrepræsentant eller praktikantvejleder, hvis der opleves problemer, forklarede hun. Den position fastholdt Tine Johansen til stor frustration for praktikanterne.
Tine Johansen gentog forleden sine pointer i en tråd på Facebook, hvor hun skrev, at ”vi skal have viden fra jer for at kunne reagere. Den viden skal I give os – direkte eller gennem jeres repræsentanter”, og hun skrev yderligere, at man ”kan være uenig i aftalen” og ”mene, at vores arbejdsmarkedsmodel burde være skruet anderledes sammen”. Sådan har det altid været, og systemet fejler intet, må man forstå.
For nylig kunne man så læse forbundsformand Lars Werge stemple ind i debatten og indtage samme position:
”Overholdes den (praktikantaftalen, red.) ikke, skal man gå til prak-vejleder og/eller tillidsrepræsentant. Det er ledelsens ansvar, ikke DJ's, at overholde,” skrev Lars Werge på Twitter til en tillidsrepræsentant, der efterlyste mere handling fra forbundet.
Tillid følger ikke med titlen
Tilbage i kursuslokalet på Gammel Strand fortalte en praktikant noget, jeg ved, mange praktikanter kan nikke genkendende til. Vedkommende brød sig ikke om at gå til hverken vejlederen eller tillidsrepræsentanten. Du vil ikke være den praktikant, der udbeder sig mere læring eller på anden vis signalerer, at du ikke kan klare mosten. Du vil gerne skinne igennem i din praktiktid, der let kan føles som 12 måneders jobansøgning. Du vil ikke være til besvær. Den besværlige praktikant får nemlig ikke tilbudt arbejde efter endt praktik.
Det er et udbredt synspunkt. Det ved jeg, fordi jeg selv var journalistpraktikant indtil sidste sommer. Jeg har hørt det synspunkt adskillige gange, og jeg støder stadig på det.
Hele miseren har været et studie i et generationssammenstød i fagbevægelsen. Forbundsledelsen er nok lige så overrasket over reaktionerne fra praktikanterne, som praktikanterne er målløse over, hvordan ledelsen har grebet det an. Lars Werge og Tine Johansens håndtering af kritikken viser det, forbundsledelsen enten ikke forstår eller ikke vil indse: Praktikanterne har ikke tillid til forbundet, og derfor heller ikke tillidsrepræsentanten. Med den erkendelse kan man stille sig på hælene og skubbe ansvaret over på de studerende. Eller man kan prøve at lytte til kritikken – ikke blot til det, der bliver sagt, men også til, hvad det sagte egentlig er et udtryk for.
Jeg anklager ikke forbundsledelsen for bevidst at skubbe ansvaret fra sig. Men det er sådan, håndteringen bliver opfattet. Mange praktikanter føler sig svigtet. Mange praktikanter oplever, at ledelsen først har pisset på dem og nu siger, de lugter, som Svend Auken formulerede det.
Har tillidsrepræsentanten så et ansvar for den manglende tillid? Nej, det mener jeg ikke. Men tillidskrisen er blevet tillidsrepræsentantens byrde. Mere end nogensinde før skal de aktivt følge op på, om aftalen overholdes. Det er ikke længere nok at reagere, der skal også ageres. Tillidsrepræsentanten skal være mere synlig for praktikanten end nogensinde før. Tillid følger ikke med titlen, men med handling.
Business as usual
Ret skal imidlertid være ret, og forbundet har reageret. Tine Johansen har på forbundets hjemmeside 26. marts slået fast, at der er behov for at styrke implementeringen af praktikantaftalen. Men filmen knækker igen, når hun påpeger, at det først og fremmest er arbejdsgiverens ansvar. Det har hun såmænd ret i, men sådan ser praktikanterne ikke på det. De føler, at forbundet har et skærpet ansvar, fordi de blåstemplede den nye praktikantaftale. Det her er ikke business as usual, men sådan opfører man sig i forbundet.
Tine Johansen skriver ligeledes, at det er et fælles ansvar blandt praktikantvejledere, tillidsrepræsentanter og forbundet. Nuvel, men ansvaret hviler altså først og fremmest på forbundet, hvis man vil genopbygge tilliden til ledelsen og systemet.
Jeg ville ønske, alle praktikanterne havde tillid til tillidsrepræsentanten. Jeg ved, at de burde have det, fordi de er skide dygtige. Men kære Lars og Tine, passer kortet ikke, må man følge terrænet. Det handler om mere end praktikantaftalen. Nutidens praktikanter er fremtidens forbund, og de stiller sig ikke tilfreds med, at man peger på fortidens løsninger.
Sebastian Risbøl Jacobsen er journalist på Politiken Skoleliv og kandidat til Hovedbestyrelsen i DJ
—
SVAR fra Tine Johansen, næstformand, DJ
Kære Sebastian
Jeg var superglad for, at du som en af to studerende-repræsentanter sad med i delegationen, da vi forhandlede praktikantaftalen og var med til at udtage alle de krav, som vi heldigvis kom igennem med for at skabe nogle bedre praktikforløb: Læringsplaner, læringsdage, barselsbestemmelse, obligatorisk vejlederuddannelse, stop for forlængelser og en udvidelse af dækningsområdet til også at omfatte kommunikationsstuderende fra DMJX.
Det er DJ’s opgave at klæde vejledere og tillidsrepræsentanter på til at løfte opgaven med den nye aftale. Og det gør vi løbende ved at sætte praktikantaftalen på programmet, når tillidsrepræsentanter og vejledere er samlet, vi gør det ved at skrive ud til de tillidsvalgte om vigtigheden af at sikre de nye krav om læring, og vi gør det ved at have et helt univers til vejledere på vores hjemmeside, hvor der er skabeloner og konkrete idéer til læringsdage og -planer. Og så har vi i de få tilfælde, hvor praktikanter har henvendt sig direkte til forbundet, talt med arbejdspladsen og forklaret aftalen.
Jeg er da ked af, at du synes, tillidsrepræsentanter og praktikvejledere er noget, der hører fortiden til. Men jeg håber oprigtigt, at du bliver valgt ind i hovedbestyrelsen, så du kan være med til at udvikle fremtidens alternativ. Det vil du være god til.
5 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Sebastian, det glæder mig, at du mener, vi ikke kan undvære tillidsfolk.
Men forudsætningen for, at DJ ”tager mere central styring på at aftalen efterleves” er altså, at praktikanterne fortæller deres praktikantvejleder og/eller tillidsrepræsentant, at arbejdsgiverne ikke efterlever aftalens ord.
Jeg antyder desuden på ingen måde, at ”det er praktikanterne, der er problemet.” Jeg konstaterer blot, at det er praktikanterne, som har problemet: at arbejdsgiverne ikke overholder aftalen med DJ.
Men forbundet kan ikke agere, uden at blive gjort opmærksom på aftalebrud.
Og det er først og fremmest et problem for praktikanterne, at de ikke vil henvende sig til tillidsrepræsentanten og/eller praktikantvejlederen.
I anden række får DJ selvfølgelig problemet med praktikanternes manglende engagement i eget job.
Især hvis praktikanternes grund til ikke at kontakte tillidsfolk eller vejleder er den egennyttige holdning om ”ikke at være til besvær” på praktikpladsen.
For hvis den angivelige ”tillidskrise” reelt bunder i praktikanternes ønske om lettere at få et job efter praktikken ved ”ikke at være til besvær,” så er det altså praktikanterne, som har problemet.
Længere er den ikke.
Hej Torsten
Lad mig lige slå en ting fast; jeg hverken skriver eller mener, at vi skal undvære tillidsfolk. Jeg synes heller ikke det hører fortiden til, som Tine skriver. Men jeg synes ikke det er nogen modsætning mellem systemet med tillidsfolk og så et forbund, der tager mere central styring på at aftalen efterleves - også selvom det naturligvis er arbejdsgivernes ansvar.
Vi har et alvorligt problem, hvis man ellers køber min analyse. Mit ærinder er at rejse en debat om, hvordan vi håndterer det fremadrettet. Og for hvert bidrag, der antyder, at det er praktikanterne, der er problemet, bliver jeg bekræftet i, at det er en væsentlig debat. Jeg påstår ikke at have en endelig løsning, men jeg vil gerne konstruktivt finde frem til det. Derfor stiller jeg mig også til rådighed som hovedbestyrelsesmedlem, når der er delegeretmøde.
Og jeg giver dig helt ret i, at det er problem, at praktikanter ikke vil henvende sig til tillidsrepræsentanten eller vejledere. Men det er først og fremmest et problem for forbundet.
Vh
Sebastian
Hej Sebastian.
Du skriver om en praktikant, at "vedkommende brød sig ikke om at gå til hverken vejlederen eller tillidsrepræsentanten," for praktikanter "vil ikke være til besvær. Den besværlige praktikant får nemlig ikke tilbudt arbejde efter endt praktik."
Senere noterer du, at "praktikanterne har ikke tillid til forbundet, og derfor heller ikke tillidsrepræsentanten."
Så vidt jeg lige kan analysere dit udsagn om praktikanters mangel på tillid til forbund og tillidsfolk, så handler sagen om noget ganske andet, nemlig at A-siden ikke lever op til den aftale, som er indgået med DJ.
Her er den lokale TR/AMR svær at komme uden om, Sebastian. En tillidsrepræsentant agerer, når hun/han får en henvendelse om aftaler, som bliver brudt. Det sker ude på den enkelte redaktion, i denne sag er det selvfølgelig praktikanterne, som må råbe vagt i gevær. Det er vel ikke gammeldags, men nærmere rettidig og nødvendig omhu.
Det er egoistisk ikke at ville henvende sig til sin praktikantvejleder eller tillidsrepræsentant, når grunden åbenbart er, at "du vil gerne skinne igennem i din praktiktid, der let kan føles som 12 måneders jobansøgning," som du skriver, Sebastian. Arbejdskampen foregår nemlig på arbejdspladserne.
Men det kræver naturligvis, at praktikanter ser stort på egeninteressen om at undgå at være "den besværlige praktikant."
Det har altid været besværligt at stille krav, men er det gammeldags, Sebastian?
Og helt ærligt, hvad er i din optik alternativet til tillidsfolk?
Vh.
Torsten
Hej Jan
Tak! Men det kan da umuligt være første gang, at du mener kæden hopper af for mig. Vi har da i hvert fald diskuteret det her før, og vi har vist til gode at blive enige. Det behøver vi heldigvis heller ikke at være :-)
Jeg gør ikke DJ til hovedskurk. Det er selvfølgelig arbejdsgiverne. Og ja, optimalt set ville det være skønt, hvis praktikanterne bare gik til deres tillidsperson. Men hele min pointe er, at der er en tillidskrise. Den pointe vil jeg ikke uddybe igen, det kan du læse i mit indlæg.
Du spørger, hvorfor jeg - eller praktikanterne (jeg er lidt i tvivl) - skubber ansvaret over på DJ. Jeg skriver, at praktikanterne oplever, at ansvaret bliver skubbet over på dem. Det handler hele mit indlæg om, og din kommentar bekræfter mig sådan set bare i, at det er en væsentlig debat.
Hvis praktikanterne af den ene eller anden årsag ikke har tillid til det system, vi har bygget op, har vi et alvorligt problem. Din løsning er tilsyneladende at bede praktikanterne om at opføre sig voksent og være deres eget ansvar bevidst. Min løsning er at erkende, at vi har en tillidskrise, og at DJ går forrest ind i den kamp med at genopbygge tilliden til forbundet og systemet i sin helhed. Den lavthængende frugt er, at DJ tager styring på, at aftalen efterleves af arbejdsgiverne, mener jeg.
Den opgave stiller jeg mig gerne helt i front for. Den opgave vil jeg gerne tage styring på. Derfor håber jeg på, at jeg bliver valgt ind i hovedbestyrelsen, og det er jeg glad for, at Tine Johansen også gør.
Det håber jeg også, at du gør - på trods af vores uenigheder :-)
Vh
Sebastian
Kære Sebastian:
Det er - helt ærligt - fedt med dit faglige engagement, ikke mindst i praktikanternes forhold.
Men jeg synes lige så ærligt, at kæden hopper af her.
Hvorfor i alverden skal DJ gøres til hovedskurk og hovedansvarlig for at kontrollere og ændre på tingenes tilstand på det her område?
Der er indgået en aftale, og den ene part - arbejdsgiverne - overholder den ikke. Så er det vel arbejdsgiveren, der bør stå for skud. Det gælder jo både i de konkrete tilfælde ude på arbejdspladserne, og på organisationsplan.
Og det anerkender du jo også selv i det her afsnit:
"...hun påpeger, at det først og fremmest er arbejdsgiverens ansvar. Det har hun såmænd ret i, men sådan ser praktikanterne ikke på det. De føler, at forbundet har et skærpet ansvar, fordi de blåstemplede den nye praktikantaftale"
Hvis "hun såmænd har ret i det", men praktikanterne ikke ser sådan på det, er det så ikke praktikanterne, du bør henvende dig til, Sebastain, for at fortælle dem, at de må rette skytset et andet sted hen?
Man jo sidder jo lidt med følelsen af, at nogle praktikanter har så stor berøringsangst over for arbejdsgiverne, at de i stedet finder en anden aktør, som de kan give skylden samt ansvaret for at rydde op.
Undskyld mig, men kan I ikke stå ved at være de voksne mennesker, I er - og så selv sige fra? Nævne det for praktikvejlederen? Eller redaktøren?
Eller så i det mindste gå til en tillidsperson med det. Og uanset, om nogen studerende har mindre tillid til forbundet eller ej - hvad med at prøve det? Gå til tillidspersonen på din arbejdsplads? Undskyld, men hvad kan gå galt ved at gøre det?
(og så forstår jeg ikke, hvordan skal det på nogen måde skal tolkes sådan, at "man ikke kan klare mosten", at man gør opmærksom på, at man ikke får de aftalte læringsdage, feedback m.m.)
Jeg kender jo mange af jer fra undervisningen på DMJX, og jeg oplever jo ikke, at I generelt er tilbageholdende med at kritisere diverse forhold i undervisningen. I er jo ofte meget direkte i jeres kritik over for os undervisere og skolens ledere. Og helt ærligt: Tak for det. Det er da berigende og betryggende - og en af de mest oplagte måder, man ændrer forholdene på.
Så hvorfor ikke gøre det samme, når I er i praktik? Gå til de nærmeste ansvarlige.
I stedet for skubbe skyld og ansvar over på helt andre aktører.
Flere