Sidste forberedelser inden Store Match Dag

I morgen klokken 13.30 lyder hornet på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Hvad tænker de praktiksøgende dagen inden Store Match Dag?

Praktiksøgningen for landets journaliststuderende kulminerer i morgen, onsdag, når Danmarks Medie- og Journalisthøjskole (DMJX) inviterer til Store Match Dag. Dagen bliver ikke aflyst, som tidligere frygtet.

Jeg var selv en del af praktikræset for under et halvt år siden. Og jeg husker tydeligt rygterne og spørgsmålene, der bredte sig blandt os – de praktiksøgende – i dagene op til den store dag.

Har man en chance for at få en praktikplads, hvis man ikke har en hemmelig forhåndsaftale i hus?

Er det bedst at sende mange eller få ansøgninger?

Og er det noget med, at muligheden for en praktikplads forsvinder, hvis man ikke stiller sig foran den rigtige dør?

Jeg vil bare gerne have vished”

Siden mandag i sidste uge har journalistaspiranterne været til samtaler og åbent hus rundt omkring på landets praktiksteder, og nu er der ikke meget mere, de kan gøre.

Journalisten ringede til nogle af de praktiksøgende, som vi også interviewede i sidste uge, for at fornemme stemningen.

Hvordan føles det, at praktiksøgningen snart er overstået?

”Jeg er virkelig nervøs. Jeg må indrømme, at jeg glæder mig ret meget, til det er overstået. Det er også spændende, men jeg vil bare gerne have vished. Det har været en hård uge,” siger Michelle Løvstrup Thejls, der er 23 år og journaliststuderende på RUC.

DMJX-studerende Louis Beck Petersen:

”Det er egentlig gået stærkt. Nu håber jeg bare, det bliver onsdag hurtigst muligt, så det kan blive overstået. Jeg kan snart ikke holde til det mere, for man har det i hovedet hele tiden, selv om man prøver at slappe af: Er der lidt, jeg kan ændre i ansøgningerne, eller et eller andet ekstra, man kan gøre her til sidst?” siger han.

Peter Hasle, der er i gang med et seks måneders forløb hos Dansk Byggeri, er mere rolig, da Journalisten ringer.

”Jeg vil selvfølgelig gerne have et af de steder, jeg søger. Men jeg har været igennem det før, og der er ikke noget, der kan overraske mig,” siger han.

”Jeg har kodet alle numre ind”

Mandag og tirsdag i denne uge er for de fleste studerende gået med at skrive ansøgninger til praktikstederne. Og i morgen, onsdag, får praktikstederne adgang til ansøgningerne.

Men først når klokken slår 13.30, må praktikstederne kontakte de praktiksøgende. Enten ved at ringe eller ved at finde dem på matriklen.

Michelle Løvstrup Thejls har gjort, hvad hun kan, for at forberede sig bedst muligt.

”Jeg har kodet alle numre ind, så jeg ved, hvem der ringer, hvis jeg er så heldig, at der er nogen, der ringer: Praktikantvejledere, redaktionschefen, og hvem der ellers er angivet telefonnumre på,” siger Michelle Løvstrup Thejls.

Hun fortæller, at hun også selv har ringet til nogle af medierne.

”Jeg ringer ikke kun for at fedte, for jeg har også nogle reelle spørgsmål. Men jeg sender dem da også lige en pæn hilsen, når jeg nu alligevel har fat i dem,” siger hun.

Hvilken dør skal man vælge?

Når arrangementet går i gang, vil repræsentanter fra de fleste af praktikstederne befinde sig på DMJX. Men også DR’s afdeling i Aarhus og TV 2’s afdeling i Aarhus åbner dørene.

De praktiksøgende skal derfor beslutte, hvor de vil stå, når klokken slår 13.30, og hornet lyder.

”Jeg stiller mig på skolen, og så håber jeg, at dem, der vil have mig, ringer,” siger Louis Beck Petersen.

Peter Hasle er blandt dem, der sender en ansøgning i DR’s retning.

”Og jeg ved ikke helt, om jeg stiller mig over til DR, eller om jeg bliver på skolen,” siger han.

0 Kommentarer