Foto: Jacob Nielsen. Collage: Journalisten
”Som menneske kommer du til at lave fejl, og det, at man snakker åbent om det og lærer af dem, har været en del af min faglige opdragelse.”
Ordene her er desværre ikke sagt af en journalist eller chefredaktør, men af Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, i et interview i ’Mennesker og Medier’ den 24. april.
Sundhedsstyrelsen har begået fejl og haft skiftende strategier, siden coronaen for tre måneder siden erobrede avisernes forsider. Alt andet ville også være mærkeligt, når vi rammes af en virus, vi kender meget lidt til.
Men har de danske medier så også begået fejl? Der er blevet lavet masser af fremragende dækning af corona i de danske medier, men i dækningen, hvis omfang ingen nuværende danske mediefolk har oplevet magen til, er der selvfølgelig også blevet begået mange fejl – både store og små. En stor var for eksempel, da TV 2 fejlagtigt breakede på, at forsamlinger over 500 personer er tilladt fra 10. maj. Den fejl blev beklaget.
Men corona-dækningen har også vist eksempler på medier, der stædigt fastholder, at stort set alt i deres dækning bare er i orden. Som for eksempel Berlingskes chefredaktør,
Tom Jensen, der er interviewet til dette nummer af Journalisten. En stramning af et citat af Kåre Mølbak kunne ifølge Tom Jensen kun ”på den fine, fine, fine gramvægt måske have indeholdt et forbehold” i underrubrikken. Men rubrikken er stædigt blevet fastholdt af Berlingske, siden diskussionen om den opstod, efter at Kåre Mølbak på et pressemøde sagde, at han var blevet strammet.
I ’Presselogen’, ’Mennesker og Medier’, ’Q & CO’ og ’Mediemøllen’ er der langt imellem mediechefer, der lægger sig fladt ned og erkender, at deres valg og beslutninger kan diskuteres. Og menige journalister svarer ofte vredt igen, når der på sociale medier rejses spørgsmål om deres vinkler eller research. Det er sjældent frugtbare diskussioner.
Men ligesom der venter et kæmpe efterspil om, hvordan regering og myndigheder tacklede coronakrisen, bør de danske medier spørge sig selv om det samme.
Var det rigtigt at gå i breaking på ’seks døde i Danmark’ to måneder inde i krisen?
Var det i alle tilfælde rigtigt at sætte (dygtige) nyhedsjournalister uden sundhedsfaglig baggrund til at blæse konflikter op mellem eksperter og myndigheder? Og var de gode nok til at finde de rigtige eksperter og give dem modspil?
Var proportionerne i orden og nuancerne med, når myndighederne blev kritiseret for, hvad de burde have vidst og gjort hvornår i betragtning af den fart, krisen har udviklet sig med?
Og var det rigtigt at bringe historier om ”XX-forskning viser måske …” – ofte forskning baseret på et meget tyndt grundlag?
Regeringen og myndighederne kommer til at evaluere deres krisekommunikation. Den vil mediedanmark vente på i spænding.
Men tør de danske medier også tale åbent om de fejl, de har begået i coronadækningen, og hvad de har lært af dem? Det bør de.
9