”Utilgiveligt”: Medie skrev fejlagtigt, at drabstiltalt var dømt for vold med døden til følge

I en sag om to mord skrev Sjællandske Medier, at den ene tiltalte tidligere var dømt for vold med døden til følge. Men det passede ikke. Sjællandske har nu slettet artiklen og beklager fejlen. ”Fri fantasi eller hjerneblødning,” siger forsvarer om fejlen

Ved retten i Næstved står to mænd tiltalt for drab på to personer.

En markant sag, der naturligvis trækker overskrifter i Sjællandske Medier, der dækker området.

Men et eller andet gik galt i dækningen, da Sjællandske Medier for nylig skrev en artikel om sagen. Her fremgik det, at den ene tiltalte i sagen tidligere var dømt for vold med døden til følge og for at have begået et alvorligt knivstikkeri.

Men begge dele var forkert – den tiltalte er ikke dømt for nogen af de to forhold. Det skriver Sjællandske Medier selv i en berigtigelse, hvor det også fremgår, at mediet har fjernet den oprindelige artikel.

”Vi har begået en fejl og er blevet opmærksom på, at det var forkert. Derfor har vi fjernet artiklen,” siger chefredaktør på Sjællandske Medier Bente Johannessen.

”Fuldstændigt ude i hampen”

Det fremgår ikke af Sjællandske Mediers nuværende dækning, hvilken af de to tiltalte de fejlagtige oplysninger er blevet skrevet om.

Journalisten har talt med forsvarerne for begge de tiltalte – henholdsvis advokat Lars Urup og advokat Eigil Strand. De kan heller ikke gennemskue, hvem af de tiltalte der er tale om. Men de er begge stærkt kritiske over for fejlen.

Lars Urup har ikke selv læst artiklerne, men har fået berigtigelsen læst op af Journalisten. Og hvis fejlene handler om hans klient, er han meget kritisk.

”Så er de himmelråbende forkerte,” siger han.

Så din klient er ikke dømt for nogen af de ting, der fremgår af Sjællandske Mediers artikel eller berigtigelse? 

”Der er slet, slet ikke noget, der kommer i nærheden af det, som er skrevet i Sjællandske Medier. Det er fuldstændigt ude i hampen. Jeg kan heller ikke forestille mig, at hverken politiet eller anklagemyndigheden har lækket en oplysning, der er så forkert,” siger Lars Urup.

”Hvis oplysningerne går på min klient, hvilket jeg ikke ved noget om, så er der kun de muligheder tilbage, at det er fri fantasi eller en hjerneblødning hos journalisten.”

Eigil Strand afviser lige så klart, at hans klient skulle have de domme på sin straffeattest.

”Nu sidder jeg ikke med hans straffeattest foran mig. Men hvis det er min klient, de har skrevet om, må det bero på en fejl. Var han dømt for det, var det også blevet bragt frem under fristforlængelser for varetægtsfængslinger. Jeg tænker, de må have blandet to ting sammen,” siger Eigil Strand.

Journalisten har sikkert røde ører

Advokat Eigil Strand er – uanset hvilken af de to tiltalte, de forkerte oplysninger er bragt om – meget kritisk.

”Det er problematisk. Når du bliver udstillet som drabsmand uberettiget, er det meget alvorligt. I en tid, hvor medierne har så stor indflydelse, og det er meget vanskeligt at få slettet oplysninger fra nettet, er alvoren af sådan en fejl stor,” siger han.

Hvad synes du om, at Sjællandske Medier har slettet den oprindelige artikel og bragt en beklagelse? 

”Jeg kan ikke se, at der er nogen anden vej. Spørgsmålet er, om de kunne gøre mere. Når man har begået en fejl, skal man komme bredt ud med beklagelsen. Men jeg synes, det er det rigtige, de har gjort,” siger han og tilføjer:

”Journalister gør ligesom andre faglige personer deres bedste for, at det, de bringer til torvs, er det rigtige. Jeg er sikker på, at journalisten bag historien har røde ører og er meget pinlig.”

I en opfølgende mail til Journalisten skriver ansv. chefredaktør ved Sjællandske Medier Bente Johannessen, at fejlen er ”utilgivelig”, og forklarer den med ”et delvist navnesammenfald”.

”Vi har søgt at rette op på det ved at vedstå fejlen over for læserne samt fjerne artiklen fra sn.dk, straks vi blev opmærksom på fejlen,” skriver hun.

Kritikken er også forelagt journalisten bag artiklen, som ikke har nogen kommentarer.

3 Kommentarer

Mikkel Schou
19. AUGUST 2020
"Jeg er sikker på, at journalisten bag historien har røde ører og er meget pinlig."

Pinligt berørt, måske?
Esben Kjær
18. AUGUST 2020
Det er også ret interessant, at samtlige artikler, som har ligget på sn.dk omkring sagen er fjernet igen. Det er kun i forhold til den ene artikel, at Sjællandske Medier har forklaret, at de har fjernet den. Hvorfor er de andre taget ned? Og hvorfor har brugerne ikke fået nogen forklaring?
Jacob T. Johansen
18. AUGUST 2020
Fagbladet kunne så passende følge op med en artikel om, hvorvidt det er i orden at citere de tiltalte for, at de anså de myrdede for pædofile. Det er jo usle og udokumenterede påstande - sagt i et forsøg på at forsvare sig selv. Det er umådeligt synd for de efterladte familier og de dødes eftermæle, at man gengiver den slags udsagn, som formentlig er løgn fra ende til anden.

Læs også

Kritik fra fotografer: Det er for nemt at få og misbruge et pressekort

Kritik fra fotografer: Det er for nemt at få og misbruge et pressekort

20. FEBRUAR 2020
JydskeVestkysten skrev artikel om voldsom hamstring. Men det var pure opspind

JydskeVestkysten skrev artikel om voldsom hamstring. Men det var pure opspind

18. MARTS 2020