
Screendump: Netavisen Gribskov (red. Journalisten)
Medierne må ikke omtale selvmord, medmindre klar almen interesse kræver eller begrunder det.
Sådan lyder det i de presseetiske regler. Men i praksis er det en svær balancegang. Det viser en aktuel sag fra Tisvilde i Nordsjælland, hvor to lokale medier har vurderet helt forskelligt.
Frederiksborg Amts Avis har valgt ikke at omtale et lokalt selvmord. Fredag morgen i sidste uge blev en person fundet død i sin bil på Tisvilde Strandparkering. Konkurrenten Netavisen Gribskov har omtalt hændelsen.
”Der bragede politi og brandbiler ned gennem Tisvilde, og politiet afspærrede et kæmpestort offentligt område, hvor mange plejer at færdes. Samtidig kaldte de det et ”fareområde”. Derfor skrev vi, hvad der var sket,” siger fotojournalist og medejer af Netavisen Gribskov Allan Andersen.
”Det er vigtigt, at borgerne ved, at der ikke render en terrorist rundt på stranden, eller at der er farligt at være,” tilføjer han.
Skal gyde olie på vandene
Allan Andersen stod selv ved afspærringen og hørte mange lokale borgere spørge politiet, hvad der var sket, og om det var farligt at færdes i skoven eller på stranden.
”Rygterne løber jo, og folk begynder at gætte. Det er også vores rolle som lokalt medie at gyde olie på vandene i sådan en situation,” siger Allan Andersen, der har været krim-fotograf i 21 år.
Netavisen Gribskov har dog ikke brugt ordet ”selvmord”. I stedet står der, at en person sad død i bilen, ligesom netmediet skriver, at bilen lugtede kraftigt af gas.
Allan Andersen understreger, at avisen havde flere detaljer, som han valgte ikke at bringe. Han har også sløret bilen på sine billeder.
”Det er af hensyn til de pårørende. Selvfølgelig kan man læse mellem linjerne, at det var selvmord, men det er meget faktuelt beskrevet. Historien handler jo ikke om den afdøde, men om afspærringen og den eksplosionsfare, der var på stedet,” siger han.
Eksplosionsfare gjorde det til en vigtig historie
Allan Andersen fortæller, at politiet i starten frygtede, at de væsker og gasser, som var i bilen, kunne antænde. Derfor var der afspærret så stort et område.
”Hvis en barmhjertig samaritaner havde åbnet bildøren, så kunne det have sagt bang. Uskyldige mennesker kunne være kommet til skade. Derfor var vi nødt til at omtale det,” siger han.
Det fremgår af artiklen, at Netavisen Gribskov ikke vidste, om de pårørende var underrettet, da de bragte artiklen.
Burde I bringe artiklen, når I ikke ved, om de pårørende er orienteret?
”Det er svært. Men uanset hvad havde jeg sløret bilen og den afdøde, og det er ikke dem, der er det interessante i historien. Det er politiet og redningsmandskabets tilstedeværelse: Hvorfor var de her?”
Allan Andersen understreger, at Netavisen Gribskov diskuterede de presseetiske argumenter for og imod, før de bragte artiklen.
”Jeg har været ude til mange selvmord i området, som jeg ikke har skrevet om. Var det her sket i en villa, så havde vi da heller ikke nævnt det. Men nu skete det på et offentligt område, hvor der færdes mange mennesker,” siger han.
Konkurrenten omtalte ikke selvmordet
På Frederiksborg Amts Avis valgte man ikke at omtale selvmordet på strandparkeringen.
”Selvmord og selvmordsforsøg skriver vi ikke om, medmindre der er særlig offentlig interesse eller andet, der kalder på omtale,” siger chefredaktør Palle Høj.
Det kunne for eksempel være, hvis det handlede om en offentlig person, eller hvis episoden gav alvorlige forstyrrelser af den offentlige orden.
”I særlige tilfælde, hvis det for eksempel forstyrrer trafikken, så kan vi skrive om det. Men selv om det skete på en offentligt tilgængelig parkeringsplads, så har det næppe forstyrret trafikken eller den offentlige orden væsentligt,” siger Palle Høj.
Der var både politi, brandvæsen, ambulance og rustvogn til stede. Er det ikke et argument for at forklare de lokale borgere, hvad der foregår?
”Jeg er med på, at der var politi og beredskab til stede. Men det sker på en parkeringsplads, så det er ikke, fordi hverken det hele eller halve Nordsjælland har siddet i kø for at komme forbi,” siger Palle Høj.
Han understreger, at der er stærke argumenter imod at omtale et selvmord.
”Man kan ikke opstille firkantede regler for, hvornår vi skriver eller ikke skriver om selvmord. Det er et skøn hver gang ud fra de presseetiske regler. Men omtale af selvmord kan inspirere andre, og derfor er det vigtigt ikke at udbasunere hver gang, det sker.”
Det står der i de presseetiske regler:
Selvmord eller selvmordsforsøg bør ikke omtales, medmindre klar almen interesse kræver eller begrunder offentlig omtale, og i så fald bør omtalen være så skånsom som mulig. Ofre for forbrydelser eller ulykker skal vises det størst mulige hensyn. Det samme gælder vidner og pårørende til de implicerede.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.