Forestil dig, at du har brugt tre dage på en afsløring. Men så snart historien er ude, plukker et netmedie de bedste citater og laver selv en nyhed på dem. Resultatet: Netmediet scorer 2.000 kommentarer og langt de fleste af læserne. Selv ender du med sølle 139 kommentarer. Og din redaktør har betalt gildet.
Sådan gik det for blandt andre det prestigefyldte New York Magazine, der bragte en researchtung artikel om Sarah Palin på sin hjemmeside den 14. marts 2011. Næste morgen spottede Huffington Post historien, lavede et hurtigt sammenskriv og løb med det meste af trafikken.
Citatmedier som Huffington Post, Gawker, Drudge Report og Buzzfeed laver ikke mindst forretning på at citere andres historier og give dem viralt liv. Det skaber enorm frustration hos dem, der betaler gildet, men ikke høster gevinsten.
Da stifteren af netboghandelen Amazon, Jeff Bezos, overtog Washington Post i september, sagde han da også, at en af avisens største udfordringer er, at andre medier på ingen tid kan høste frugterne af den berømte, undersøgende journalistik fra Washington Post.
»Avisen investerer energi, sved og penge på at afdække vigtige historier. Og så laver nogle websider et resume af det på omkring fire minutter. Spørgsmålet er, hvordan du kan overleve i den slags miljø,« spurgte Jeff Bezos.
Og udfordringen er stor. En undersøgelse lavet af Pew Research Center i Washington sidste år viser, at hvert fjerde amerikanske medie i undersøgelsen hovedsageligt citererede andre mediers historier. Og det er en form for gratis indhold, som er meget efterspurgt af læserne. I 2011 overhalede opkomlingen Huffington Post for eksempel New York Times på nettet målt på antal sidevisninger.
Den slags tal skaber taler for sig selv. Og Rupert Murdoch fra News Corp har betegnet Yahoo News som ”indholdskleptomaner”, mens chefredaktør på New York Times Bill Keller har sammenlignet citatmedierne med pirateri, fordi de tager andres artikler – og løber med det meste af trafikken.
»I Somalia ville man kalde det for pirateri. I medieverdenen er det en respekteret forretningsmodel,« har Bill Keller udtalt.
Bill Keller, som i dag er lederskribent på New York Times, mener, at der er tale om pirateri, når netmedier overskrider den usynlige grænse mellem citat og tyveri. Hvis Huffington Post, Politico eller andre netmedier refererer en artikel og linker til den, så vinder begge parter.
»Hvis de citerer eller gengiver så meget af den originale artikel, at læseren ikke behøver læse den, begynder det at ligne tyveri. Jeg ved ikke, hvor grænsen går mellem et rimeligt citat og tyveri, men jeg går ud fra, at der er en,« forklarer han.
Bill Keller henviser til, at New York Times selv har bloggen The Lede, der er baseret på nyheder, blogs og læserkommentarer via sociale medier.
»Det er lang tid siden, vi opdagede værdien af aggregering,« forklarer han.
»Men citat-aggregering er et supplement, ikke en erstatning for at lave historien selv. I den sidste ende handler det om, at hvis alle aggregerer, vil der ikke være noget tilbage at aggregere,« forklarer Bill Keller.
Men Joshua Benton, leder af Niemann Lab, den journalistiske forskningsenhed på Harvard University i Boston, er ikke enig i kritikken.
»Pirateri er en frygtelig metafor. Pirateri handler om, at nogle tager noget fra dig. Det handler ikke om, at nogle laver en kopi, som ikke krænker din ophavsret.«
Han mener ligefrem, at citatfiskeriet er sundt for både journalistikken og læserne. Citatmedierne forklarer nemlig de ofte lange og indviklede avishistorier på en lettere og underholdende måde. Og det kunne dagbladene lære af.
»Hvis du ikke bryder dig om, at Gawker præsenterer din historie, skulle du blive bedre til at komme ud til folk,« siger Joshua Benton.
Han understreger, at solohistorier aldrig har været en økonomisk gevinst – nettet gør ikke den store forskel.
»Når Washington Post lavede en undersøgende historie for 20 år siden, gav det heller ikke noget afkast at offentliggøre den. Men det styrkede ideen om, at Washington Post er en kvalitetsavis, og det gjorde det nemmere at sælge den til abonnenterne. Det samme er tilfældet på nettet. Nu siger folk: »Whau, sikke en fantastisk historie fra Washington Post«. Du har aldrig fået en masse nye abonnenter eller en hel bunke penge ud af at skrive en enkelt historie,« siger Joshua Benton.
I stedet for at jamre over, at andre løfter de etablerede mediers research mere effektivt ud til brugerne, end de selv gør, skal de lære at præsentere artiklerne på den rigtige måde på nettet, mener Joshua Benton.
»Hvis en avis laver en stor, undersøgende historie, hvordan præsenterer de den så? Ofte med en overskrift, der ikke siger meget, og så en lang artikel på 10.000 ord. Når du så ser, hvordan Huffington Post citerer den, vil du indse, at den faktisk giver læserne noget værdifuldt, fordi den gør det lettere at fordøje og giver flere indgange til historien.«
Og han understreger, at det er spild af tid at forsøge at bekæmpe citathistorier på nettet.
»Det har været ødelæggende for nyheds-medierne, at de alene eller sammen har forsøgt at sagsøge citatmedier for at kontrollere spredningen af deres historier. I stedet skulle de bruge kræfterne på at tilpasse sig den digitale tidsalder. Hvis nyhedsmedierne kun ser nettet som en fjende, kommer de til at dø,« mener han.
David Folkenflik er mediereporter på radiostationen NPR. Han mener, det styrker en historie, at den bliver grebet af citatmedierne. I 2009 kunne han for eksempel afsløre, at en artikel i magasinet GQ om den russiske efterretningstjeneste var så ømtålelig, at bladets udgivere var bange for at provokere premierminister Vladimir Putin.
»Historien fandtes kun i den amerikanske printudgave af bladet, og den var ikke at spore nogen steder på nettet,« fortæller David Folkenflik.
David Folkenfliks historie om GQ’s frygt for de russiske myndigheders reaktion blev grebet af Gawker, der opfordrede læserne til at give et bud på en oversættelse af GQ-artiklen til russisk. Tre dage efter forelå der en russisk version, og den nåede ud til et meget større publikum.
»New York Times og Washington Post tog artiklen op, fordi Gawker har tilført artiklen værdi,« siger David Folkenflik.
Han mener, at det er en del af det journalistiske DNA at citere andre. For eksempel lavede Time and Newsweek i mange år overbliksartikler, som var sammenskriv af andre mediers artikler.
Problemet er, når citatmedier tager andres historier uden at kreditere originalmediet. I juli 2013 skrev journalisten Nimrod Kamer for eksempel en artikel til magasinet Wired om bandnavne, der var umulige at finde via Google, fordi deres navne var alt for almindelige – for eksempel ”Diana” eller ”Boats”. Otte dage efter lavede Buzzfeed en version, som Nimrod Kamer i en blog har kaldt plagiat.
”Jeg elsker Buzzfeed. Men jeg ønsker ikke, at deres succes sker på bekostning af, at de tager andre menneskers ideer – især når det gælder mig,” skrev han – med denne indrømmelse:
”Hvis jeg skal være ærlig, så var Buzzfeed bedre til at præsentere historien.”
Artiklen er led i et bogprojekt om etik på nettet finansieret af Berlingske Medias Fond og Forlaget Ajour.
Tre store amerikanske citatmedier – News aggregators – der primært driver onlinemedie ved at citere andre mediers historier
Gawker
Har mottoet ”Today’s gossip is tomorrow’s news”. 12 medarbejdere og næsten 12 millioner besøgende om måneden. Citathistorier, bag-om historier og videoer med fokus på sladder, politik og medier. Journalisterne får grundløn og bonus for klik. 500.000 sidevisninger giver 3.000 kroner.
Huffington Post
Skabt af Arianna Huffington. Slog sig i 2005 op på kendte bloggere, citathistorier og bizarre kattevideoer. Huffington Post har 700 bloggere og journalister tilknyttet, der leverer 1.600 daglige news outputs – artikler, blogs og videoer.
Sidste år vandt Huffington Post en Pulitzerpris for en artikelserie om amerikanske krigsveteraner.
Buzzfeed
Kalder sig ”The Media Company for the Social Age”, fordi sidens brugere i stor stil deler Buzzfeeds indhold på Facebook og Twitter. Skabt i 2006 og har i dag mere end 80 millioner brugere om måneden. Dækker politik, teknologi, mode, men henter mest trafik på virale videoer og listestof: ”13 yndige katte fejrer halloween” eller ”23 ting som kun kvinder med store bryster forstår”. Der er 300 medarbejdere.
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Nimrod Kamers klagesang findes her: http://www.kernelmag.com/features/healthy-internet-life/5334/buzzfeed-stole-my-wired-article/
Og her er hans artikel der i øvrigt tæller en medforfatter: http://www.wired.co.uk/news/archive/2013-07/09/ungoogleable-band-names
Buzzfeeds "plagiat" er her: http://www.buzzfeed.com/mariasherm/21-of-the-most-ungoogleable-bands-ever
Så kan man selv dømme om der er tale om plagiat.
Herfra er holdningen at der ikke er tale om et plagiat endsige citat-historie uden angivelse. Wired taler med bands mens Buzzfeed udelukkende omtaler "hard to google" bands. Jeg synes det er problematisk at i beskriver en ikke-sag som værende en sag om plagiat, baseret på en engelsk journalists blogpost uden at gøre opmærksom på at der tale om en partsindlæg ingen redaktioner - hverken på Wired eller Buzzfeed - har fundet relevant overhovedet at beskæftige sig med.