Antallet af fotovogne er steget fra 25 til 100. Siden er antallet af kritiske vinkler nærmest eksploderet. Bilisterne har stået i kø for at give udtryk for, hvor oprørte de er. Fotovognene er blevet kaldt alt fra pengemaskiner til spionudstyr, og bilister, der kører for stærkt, er blevet fremstillet som de sande ofre i trafikken.
Vi er blevet kimet ned af journalister, der virkede personligt forargede over fartkontrollen. Og vi har undret os over fraværet af fakta og research.
I starten af februar var der i TV 2 Nyhederne interview med en mand, der har opfundet en app, som advarer om, hvor der er fartkontrol.
Han bliver interviewet på Vejlevej ved Herning, hvor der i baggrunden holder en fotovogn. Han kalder det latterligt, at fotovognen holder på denne landevej, hvor der ikke sker ulykker. Det er et tydeligt bevis på, at der er tale om en pengemaskine, fortæller han. På intet tidspunkt bliver han spurgt: »Hvorfra ved du, at der ikke sker ulykker her?«
Et enkelt opkald til politiet ville have afsløret, at Vejlevej er en af de 17 mest uheldsramte vejstrækninger i Midt- og Vestjylland. År efter år har der været trafikulykker med personskade eller dræbte. Efter at politiet sidste år satte fotovognen ind, har der ikke været en eneste ulykke med personskade.
På Twitter, Facebook, i mails og på mobilen har de kritiske spørgsmål været mange fra både privatpersoner og journalister. I København gik kritikken blandt andet på, at der var fotovogne på HC Andersens Boulevard og Hillerødgade. Der sker jo aldrig ulykker, lød kritikken.
Få minutters søgning på Google ville have afsløret, at begge vejstrækninger er nævnt i kommunens Trafiksikkerhedsanalyse og -plan, da der er sket mange uheld og ulykker. Et opkald til politiet ville have afsløret, at HC Andersens Boulevard er den mest uheldsramte vej i Danmark, og at Hillerødgade sidste år var ramt af 14 ulykker med personskade. Desuden har børn svært ved at komme sikkert over vejen, da der køres for stærkt.
For høj fart er medvirkende årsag til omkring halvdelen af de alvorlige trafikulykker. Statens udgifter til fartulykker er markant højere end de bøder, man forventer at få ind. Over 90 procent af ulykkerne i trafikken skyldes vores adfærd, og selv de små hastighedsoverskridelser koster liv. Og når man spørger befolkningen, så siger 70 procent, at fartkontrol er en god ting.
Alt sammen viden der ligger frit tilgængeligt på nettet, men som har meget svært ved at nå igennem den tykke tåge af forargede vinkler, der har indtaget landets redaktioner.
Min bekymring er, at medierne har været med til at piske en stemning op, der ikke har meget hold i virkeligheden, og dermed har svigtet de tusinder af familier, der er generet af bilisternes høje fart. For det er de reelle ofre, når bilisterne træder for hårdt på speederen.
Søren Ørsted Pedersen er pressechef i Rådet for Sikker Trafik
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.