Zetland står ved en skillevej – skal drømmen briste eller bære?

Hvis netmediet Zetland skal løbe rundt, er målet at tiltrække cirka 3500 nye abonnenter på 6 måneder. Men kan det betyde fyringer, hvis de ikke når det? ”Jeg kan ikke sige noget absolut om, hvordan det ser ud om et år,” siger direktør

Kan det digitale medie Zetland løbe rundt og blive ved med at udkomme?

”Sandheden er, at vi ikke ved det endnu,” skriver chefredaktør på Zetland, Lea Korsgaard i en klumme den 19. juni på Zetland.

Zetland står ifølge hende et helt afgørende sted. Det næste halve års tid skal Lea Korsgaard og co. finde ud af, om drømmen kan bære. Om netmediet kan fortsætte i sin nuværende form i 2020, som hun formulerer det.

I regnskabssprog kan det oversættes til, at de skal tjene lige så mange penge, som de bruger hver måned – et såkaldt ”break even”. Baseret på et øjebliksbillede har mediet i runde tal månedlige indtægter for 1.300.000 kroner og udgifter for 1.650.000 kroner.

”Det vil selvfølgelig sige, at beløbet på vores konto bliver mindre hver måned,” skriver Zetlands adm. direktør, Jakob Moll, i en anden artikel den 20. juni i Zetland. 

Nu har vi sat os for, at nu skal det ligesom briste eller bære.

Lea Korsgaard, chefredaktør på Zetland

Drømmen skal briste eller bære

Til Journalisten fortæller Lea Korsgaard, at Zetland, som blev grundlagt i 2012 af hende, Jakob Moll, Silke Bock og Hakon Mosbech, hele tiden har været meget optimistiske om økonomien.

”Vi har haft vækst i over tre år. Men væksten skal fortsætte i et tempo, der gør, at vi indenfor de næste seks til otte måneder når ’break even’,” siger Lea Korsgaard.

I begyndelsen satsede mediet på singlerne. Missionen for det nye Zetland blev fra 2016 at lave et annoncefrit, digitalt medie, der skulle give brugerne et dagligt overblik og de dybe perspektiver på tidens vigtigste historier.

Stifterne troede, at de kunne indfri målet om ”break even” i løbet af to år. Men da det ikke er lykkes, har Zetland løbende rejst ekstra kapital fra gamle og nye investorer. I 2015 rejste de 8 millioner kroner fra private investorer.

En redningsaktion, som Zetland ikke længere vil benytte sig af. Det har de selv besluttet, fortæller Lea Korsgaard.

”Vi er nu et sted, hvor det ikke giver mening at købe sig tid på den måde igen. Så nu har vi sat os for, at nu skal det ligesom briste eller bære,” siger Lea Korsgaard.

Hun skynder sig at nuancere.

”Ikke briste i den forstand, at vi ser et scenarie for os, hvor Zetland skulle lukke og slukke. Det er slet ikke der, hvor vi er. Men om vi kan fortsætte i den nuværende form.”

14.000 medlemmer som pejlemærke

I 2018 lå Zetlands medlemstal på cirka 6.500. I dag ligger tallet på 10.470 medlemmer, og målet det næste halve år er at få 3.530 flere, så medlemstallet kommer op på i alt 14.000 abonnenter.

Tallet omfatter til gengæld ikke alle kategorier af betalende medlemmer.

“Vi vokser mere og mere. For hver måned tjener vi mere, end vi gjorde måneden forinden. Det er bare at arbejde på, at den vækst fortsætter og fortsætter med den fart, vi gerne vil have,” siger Lea Korsgaard.

Det er på ingen måde vores tanker, at vi skal spare os til succes.

Jakob Moll, adm. direktør på Zetland

Men hvis det ikke lykkes, eller hvis de ikke kommer tæt på målet om 14.000 medlemmer, så skal Zetland lave nogle afgørende ændringer.

”Man kan spare. Man kan hæve prisen. Hvis vi ikke lykkes med vores nuværende plan kan konsekvensen også være at lade os opsluge af en større virksomhed, der kunne tænke sig at investere i os,” lyder eksemplerne fra Lea Korsgaard.

“Men vi sætter pris vores uafhængighed. For eksempel sikrer den, at vi kan være så åbne om vores tal, data og vækstmål, som vi er her.”

Kan det betyde afskedigelser på Zetland?

Ændringerne kommer også til at have en betydning for journalistikken, hvis Zetland ikke når målet. Men hvordan de helt præcis kommer til at se ud, må de lægge en plan for til den tid, siger administrerende direktør, Jakob Moll.

”Det vil jo ikke kunne blive præcis det samme. Der vil være et eller andet, der vil skulle laves om. Men det er noget, vi forholder os til, hvis det bliver relevant,” siger Jakob Moll.

Hvis det ikke lykkes at nå målet, vil I så skulle afskedige medarbejdere?

”Det forholder vi os ikke til. Vi mener, at vi er de mennesker, vi skal være, for at lave Zetland som det skal være. Det er ikke nogen overvejelser, vi begynder på overhovedet.”

Er det rigtigt forstået, at der uanset hvad ikke vil komme nogen afskedigelser?

”Nej, men det er slet ikke inde i vores tanker nu. Hvad vi gør til den tid, finder vi ud af til den tid. Den mere sandsynlige historie kunne blive som andre iværksætter-virksomheder i vores situation. Nemlig, at man er nødt til at lade sig sælge, fordi man løber tør for penge. Det er det, som vi vil prøve at undgå.”

Så medarbejderne i Zetland vil ikke blive berørt af udfaldet om seks måneder?

”Jeg kan ikke sige noget absolut om, hvordan det ser ud om et år. Sådan er virkeligheden aldrig for en ung virksomhed i vores situation. Hvis vi kunne se seks måneder frem, så plejer tingene alligevel at se anderledes ud. Men det er på ingen måde vores tanker, at vi skal spare os til succes.”

Vi er ikke ideologisk trætte, men bare trætte.

Jakob Moll, adm. direktør på Zetland

Kampagne skal være med til at redde Zetland

Zetland har i dag knap 25 ansatte, hvoraf to tredjedele er redaktionelle ansatte som journalister, fotografer og en art director.

Etableringsstøtten på 4 millioner kroner over to år fra Slots- og Kulturstyrelsen udløb i 2017. Den blev til gengæld erstattet af en redaktionel produktionsstøtte på 1,8 millioner kroner i 2018.

For at rette op på den økonomiske ubalance vil mediet senere på året relancere en tidligere brugt ambassadørkampagne, som skal tiltrække nye medlemmer.

”Vores vigtigste kanal til medlemsrekruttering er mund til mund-omtale,” siger Jakob Moll.

Kampagnen går ud på, at Zetlands allerede betalende abonnenter skal anbefale og invitere andre ind til at prøve Zetland i en periode.

”Sidste år fik vi omkring 700 medlemmer på den konto,” fortæller Jakob Moll.

Mange år til lav løn og lange arbejddage

De seneste syv år har være hårde for chefredaktør Lea Korsgaard og administrerende direktør Jakob Moll. Begge afviser, at de har opgivet drømmen eller er ”ideologisk trætte”, som de kalder det.

Men én ting er de enige om. De er trætte.

”Det er stadig sindssygt meningsfuldt at lave Zetland. Men det er også bare pissehårdt at være iværksætter, fordi intet er givet. Fordi man hver dag skal få sin plan til at lykkes, og hver dag skal tilrette den plan, alt efter hvordan virkeligheden ændrer sig,” siger Lea Korsgaard.

Jakob Moll er enig.

”Det er ikke superglamourøst at starte en virksomhed. Det er dårlig betalt, hårdt arbejde og stressende. Især, når man har samlet mange fantastiske medarbejdere samlet, hvis fremtid man jo samtidig arbejder for. Det gør, at man hver eneste dag vil have virksomheden til at lykkes,” siger Jakob Moll og fortsætter:

”Vi er ikke ideologisk trætte, men bare trætte. Det er mange år til lav løn og lange arbejdsdage.”

2 Kommentarer

Jakob Moll
24. JUNI 2019
Hej Michael
Vores mål har heldigvis aldrig været at give dig noget, som du ikke kan få som fast læser af to hæderkronede dagblade. Dem skal du bare holde fast i. Flertallet af Zetlands medlemmer har os som deres eneste betalte medie – og da 30 procent af dem var under 30 år, sidst vi spurgte, har de nok heller aldrig betalt for andre.

... Hvis jeg så alligevel skulle referere, hvad vores medlemmer angiver som svar på dit spørgsmål, ville det være noget i stil med det her: Når vi er gode, fokuserer vi på det væsentlige ved at sortere en masse fra, fortæller i et mere tilgængeligt/ærligt/menneskeligt toneleje og udkommer på en måde, der gør det let at få plads til journalistik i hverdagen. Ikke mindst ved at lave en oplevelse med oplæste artikler, som mange sætter pris på.
Tak for alle de chancer, du har givet os.
Michael Jensen
24. JUNI 2019
Jeg har virkelig givet Zetland flere chancer, fordi jeg synes, at det er fantastisk at stærke journalistiske kræfter - som holdet bag Zetland er - kaster sig ud i at etablere et nyt seriøst medie.
Men jeg må indrømme, at mediet slet ikke kan fange mig - artiklerne er velskrevne, men giver mig ikke nogen særlig ny viden eller indsigt, som jeg ikke får andre steder.

Jeg er fast læser af Politiken og Berlingske og abonnerer på begge aviser - og jeg kan simpelthen ikke regne ud, hvad Zetland skal give mig, som jeg ikke kan få i de to aviser.
Der er efterhånden en skov af små, nye medier, som alle har dygtige folk med ombord, men jeg tror desværre ikke Zetland kan stå distancen i længden.
Men jeg håber jeg tager fejl.
Men hvad er det, kære Lea Korsgaard og Jacob Moll, som Zetland kan og gør som andre medier ikke kan?

Læs også

Sådan blev Zetland genfødt

14. APRIL 2016

Zetland henter millioner fra investorer

03. AUGUST 2015

Podcast vokser markant: ”Lyd er blevet en del af hjertet hos Zetland”

22. JUNI 2018