PEEL THE BANANA – 9. december 2015

»Skal vi ikke bevæge os lidt? Kender I ’Peel the banana’,« spørger live-chef Karin Gottlieb.

Zetland er samlet til medarbejderdag i lokaler, de har lånt på Kongens Nytorv.

Vi er i begyndelsen af december 2015, og de seneste to måneder er Zetland gået fra otte til 15 medarbejdere. Flere af de nye i kredsen ryster på hovedet – blandt andre Philip Flores med en fortid som journalist på Berlingske og særlig rådgiver for skatteminister Morten Østergaard. Nej, ’Peel the banana’ kender han ikke.

En af de mere erfarne Zetland-folk, journalist Mads Olrik, tager over.

Han forklarer, at ’Peel The Banana’ er er en dans, hvor man synger, mens man forestiller en banan, der bliver skrællet.

»Det lyder tosset, men det er nemmere at vise det end at forklare det,« siger han.

Hele holdet synger og danser efter bedste evne. Løfter armene over hovedet og ned langs hofterne og drejer rundt. Det går cirka tre gange så hurtigt som i denne Youtube-version.

Mads Olrik står ved siden af Philip Flores. Efter første take siger han til den tidligere spindoktor:

»Philip, det var ikke nok, vi må tage den en gang til.«

Han siger det på den mest inkluderende måde, du kan forestille sig.

’Peel The Banana’ kører én gang mere. Alle slutter med at ryste hele kroppen:

”Go bananas!”

Bagefter taler de om, hvordan Zetland de næste måneder byder nye medarbejdere velkommen, nu hvor man ansætter nye folk. Philip Flores var glad for den måde, han blev budt indenfor. På første arbejdsdag stod alle klar for at hilse på ham.

»Det betød meget for mig. Det var ikke ligesom at starte på Berlingske, hvor der bare var et skrivebord, man kunne tage plads ved,« siger han.

TUPPERWAREPARTY – 4. februar 2016

Visionscenter Syd i Skibby har fået besøg af chefredaktør Lea Korsgaard og en større delegation af medarbejdere fra Zetland. De er taget til Skibby for at overtale 10 lokale erhvervsdrivende til at betale 99 kroner om måneden for det nye Zetland.

»I er en del af et eksperiment,« fortæller Lea Korsgaard i den knaldrøde bluse.

Den lokale entreprenør Bjarne Nielsen, tømreren Mikkel Bertelsen, vinimportøren Michel Twiede, anlægsgartneren Thomas Gottlieb og ingeniøren Vagn Nielsen er ikke ligefrem billedet på Zetlands typiske kernelæser – kreative københavnere.

Det er folk fra produktionsdanmark med et rigtigt arbejde. Og det er dem, Lea Korsgaard skal overbevise i aften.

»Vi lykkes nemlig kun, hvis vi kommer ud til andre end dem, der bor i København,« siger hun.

Jeg har fulgt Zetland siden september 2015. Fra dengang de sad otte rundt om bordet – til her i aften i Skibby, hvor 20 ud af 25 zetlændere er mødt op.

Hvordan skal jeg beskrive Zetland? Zetlands entusiasme smitter. Jo tættere jeg har været på dem, jo mere har jeg troet på deres projekt. Og jo længere væk jeg kom, jo lettere er det at se svaghederne. Det er fristende at kalde dem en stamme eller kult. Det er i hvert fald et stærkt fællesskab drevet af drømmen om at skabe noget vigtigt. Sammen.

Jeg har været med til Zetland Live, der sluttede med krammere og diskodans i Det Kongelige Teaters foyer. Jeg har hørt om »flydende kærlighed« – og været vidne til ’Peel The Banana’. Jeg har mødt en iværksætterånd, hvor medarbejderne tror så meget på projektet, at de helt frivilligt spørger venner, familie og kolleger, om de har lyst til at abonnere.

Engang var singlerne Zetlands bud på fremtidens medie. Nu er missionen at lave et annoncefrit, digitalt medie henvendt til veluddannede mennesker, der synes, de spilder tiden på ligegyldige nyheder.

Det nye Zetland lover at give dig et ”dagligt overblik og dybe perspektiver på tidens vigtigste historier” (Indtil fornylig var den ambition endnu skarpere, nemlig at give ”alt, hvad du behøver vide. Ikke mere, end du kan nå at læse”.)

Inden to år skal det nye Zetland have 14.500 kunder i butikken. Og det kræver, at Zetland får overtalt tusindvis af mennesker. For eksempel nogle af de 10 erhvervsdrivende her i Skibby.

Hornsherred Erhvervsforum har ofte besøg af forretningsfolk, der fortæller om deres virksomhed.

»I aften er en slags tupperwareparty – så er I advaret,« siger Lea Korsgaard.

Erhvervsfolkene griner. Det har de ikke prøvet før.

Zetlands besøg i Skibby er en af Zetlands ’passatture’, en charmeoffensiv opkaldt efter Lea Korsgaards 10 år gamle Volkswagen Passat.

Medarbejdere fra Zetland har blandt andet været på passattur på Fejø, til TV Syd og Ry Højskole. I alt 30 forskellige steder. Flest nye medlemmer skaffede Zetland under en rustur for nye studerende på DMJX. Her signede 30 op.

Passatturene skal udbrede kendskabet til det nye Zetland sammen med Facebook-kampagner og Zetland live-shows i de største byer i provinsen.

Normalt tager Zetland-folkene afsted på passattur enkeltvis. Men i aften er stort set alle med, fordi turen også er en slags ryste-sammen-tur. Mange af medarbejderne er helt nye med første arbejdsdag for fire dage siden.

Da vi kommer frem til Visionscenter Syd, tager Bjarne Nielsen imod os. Han er en ældre herre, der står for lejemålene i butikscenteret og bygger rækkehuse i Rødovre »med venstre hånd«.

Der er kun 50 kilometer i fugleflugt fra København til Skibby. Men det føles, som om der er en verden til forskel. På den ene side gæsterne, der hjemme i København drøner rundt på Christiania-cykler og i Tesla delebiler. Og så værterne i den lille provinsby.

Jeg sidder ved et bord sammen med tre fra Zetland og to fra Skibby: Mikkel Bertelsen, en rødhåret tømrer og opfinder, og Vagn Eriksen, en tætbygget ingeniør og partner i et entreprenørfirma.
De tre fra Zetland er lige blevet ansat. Elevator-talen er ikke helt på plads.

»Er det en avis,« spørger Mikkel Bertelsen.

»Nej, det er et medie på nettet,« svarer Sara Alfort, der har skrevet to singler for Zetland.

»Hvem er målgruppen,« spørger Vagn Eriksen.

»Alle, der interesserer sig for god journalistik,« siger Sara Alfort, der skal skrive om skole og hverdag.

Mikkel Bertelsen vil vide, om der er en app på vej, som man kan læse Zetland på.

Det er der ikke nogen, der ved.

Mikkel Bertelsen skænker rødvin op i glassene.

»Jeg kunne faktisk godt være interesseret i et medie, hvor de vigtigste historier er samlet,« lyder det inviterende fra Mikkel Bertelsen.

»Og man slipper for reklamer?« spørger Vagn Eriksen.

Det gør man, bekræfter Sara Alfort.

Vagn Eriksen vil vide, hvem der står bag Zetland.

»Er der Berlingske?«

»Næ, det er såmænd fire mennesker, der har fået mediestøtte,« forklarer Camilla van Norde, Zetlands forsamlingshus-blæksprutte.

Stemningen bliver bedre, da Camilla van Norde tilføjer:

»De har også crowdfundet sig til en halv millioner kroner og fundet nogle investorer, der tror på det.«

Mikkel Bertelsen siger: »Det er vildt, I er her i dag. Det plejer at være lidt mere bingo-banko, når vi mødes.«

Vi får ossobuco, salat med tynde skiver af ristet rugbrød og grov kartoffelmos. Vinimportøren har leveret de spanske og catalanske vine.

Mikkel Bertelsen har lavet et brætspil ved navn ’Klask’, som han har solgt til en finsk virksomhed. Salget går strygende, fortæller han. Han rejser rundt og præsenterer spillet på messer i hele verden.

Mads Nyvold, der skal skrive om klima på Zetland på halv tid, fortæller om idéen til en opfindelse, han har tumlet med. Det er noget med en minigolfbane, man samler hjemme i haven.

Mikkel Bertelsen kan godt se fidusen.

Lea Korsgaard går i gang med sin præsentation. Hun fortæller, at selv når nyhedsmedierne kaster alle kræfter i at dække samme sag, er det ikke sikkert, at læsere, seere eller lyttere bliver klogere.

Hun nævner valgkampen i 2015. Den kom blandt andet til at handle om Morten Broager.

»Kan I huske, hvem Morten Broager var,« spørger hun.

Det er der ingen, der kan. Morten Broager var den såkaldte Panorama-mand – direktør på virksomheden Panorama, der ifølge Lars Løkke Rasmussen ikke kunne finde medarbejdere til ledige stillinger.

»I dagevis blev han belejret af journalister. Da han skulle give interviews i Tivoli, blev det en historie i sig selv, at en kameramand faldt og slog sig. Men hvad handlede sagen egentlig om?« spørger hun.

»Det er, som om medierne tror, at folk bare sidder og trykker refresh på computeren hele tiden. Men det gør vi jo ikke. Vi vil bare have det vigtigste,« siger hun.

Vinimportøren Michael Twide synes, at 14.500 medlemmer lyder af mange for et lille sprogområde som det danske.

»For det, som jeg vil have, er noget andet end det, en anden vil have. Hvordan finder I ud af, hvad læserne vil have?« spørger han.

»Vi er uddannet til at prioritere. Skribenterne kender stofområder – og medlemmerne skal hjælpe os,« svarer Lea Korsgaard.

Hun spørger: »Er 99 kroner om måneden skudt helt ved siden af?«

En siger, at det lyder billigt.

»Men så skal det også interessere mig.«

Lea viser et powerpoint-billede af en zebra og en shetlandspony.

»Zetland er det lykkelige udkomme af et samleje mellem en zebra og en shetlandspony. Derfor hedder vi Zetland,« siger hun.

»Så må vi se, om den kan klare sig i naturen,« lyder det fra Bjarne Nielsen med rækkehusene i Rødovre.

Vi er nu kommet til tupperware-delen af aftenen.

»Du kan få første måned gratis. I aften får du også en bog med vores bedste singler eller firmakop,« lokker Lea Korsgaard.

Erhvervsforeningens medlemmer får en pause til at tygge på tilbuddet. Mikkel Bertelsen henter to Klask-spil. Der bliver åbnet flere flasker, og alle spiller mod alle.

Selv om første måned er gratis, taler jeg kun med to, der vil tegne sig som medlemmer – Vagn og Mikkel fra vores bord.

Vagn Eriksen blev overbevist, da han fik bogen med singlerne i hånden. Især fortællingen om Lars Løkke Rasmussens aftale med Kristian Jensen i kælderen i Odense under formandskrisen interesserer ham.

»Jeg er parat til at give dem en chance,« siger han og hiver dankortet frem.

Mikkel Bertelsen siger, han også gerne vil være medlem.

»Jeg vil gerne have noget at byde på, når vi kommer til middagsselskab. Jeg aner nærmest ikke, hvad der er sket, siden Anker Jørgensen var statsminister,« fortæller han.

Jeg følges med blandt andre direktør Jakob Moll og journalist Philip Flores hjem fra Skibby.

I bagagerummet har Jakob Moll lagt et af Mikkel Bertelsens Klask-spil, som han byttede for tre Zetland-bøger og to kopper. Jakob Moll betegner aftenen som et møde med Zetlands randbrugere.

»Vi skal have opfinderen og tømreren Mikkel med. Hvis vi kan det, er 14.500 ikke meget. Oplevelsen af, at vores budskaber rækker så langt ud, føles rigtig,« siger han.

Philip Flores kunne mærke en distance i begyndelsen.

»Det var meget fjernt fra, hvem jeg ser som vores læsere.«

Arrangementet var på grænsen af, hvad Zetland skal køre ud til, mener Jakob Moll. Turen var ekstra dyr, fordi han fik en fartbøde på vejen.

»Men det giver værdi at være i lokale med randbrugerne, der er længst væk fra os, fordi vores største risiko er, at vi kun forholder os til dem, der omgiver os,« siger Jakob Moll.

»Hvis vi får nogle engagerede medlemmer her i Hornsherred, og de deler på Facebook, kan vi måske også vokse de her steder,« siger han.

Indtil videre har oplevelserne med passatturene været blandede. Philip Flores havde en god oplevelse, da han præsenterede Zetland for en gruppe højskoleelever, der tog journalistkurser på Vallekilde Højskole.

»Der var en, der sagde, at hun så os som de der seje, der gør det, de selv drømmer om. Det var da fedt,« siger han.

Det var mere op ad bakke i et reklamebureau, hvor han holdt oplæg i frokostpausen.

»Der var jeg mere pauseunderholdning,« siger han.

Efter en passattur kan alle på Zetland se, hvor mange der signer op. Hvis Zetland skal nå 14.500 medlemmer inden to år, kræver det 20 nye medlemmer om dagen. Delmålet for 2016 er 5.000 inden jul.

Digital praktikant Eva Krems sidder på bagsædet. Hun kan på sin mobil følge, om der kommer nye medlemmer.

»Der er en, der har signet op!«

»DET ER NU, DET BEGYNDER« – 14. september 2015

Fem måneder tidligere. Lea Korsgaard vinker farvel til to af sine drenge ved Vesterbro Ungdomsgård i København. Drengene sidder inde i bussen og er på vej til deres udflytterbørnehave.

For 10 dage siden landede Zetland tre private investorer, der skal bane vejen for det nye Zetland.

De tre investorer er Ebbe Knudsen fra gulvvarmefirmaet DEVI, Ditlev Bredahl, direktør for it-firmaet OnApp i London, og Annemette Færch, formand for Færchfonden, der ejer en del af B&O.

Da Zetlands fire grundlæggere havde fået de tre underskrifter, tænkte de: ”Whau, det lykkedes.”

»Men faktisk er det først nu, vi skal levere, hvad vi har lovet. Det er nu, det begynder,« siger Lea Korsgaard.

 

 

Investorerne har lagt otte millioner kroner. Pengene forpligter.

»Hvis vi går på røven, tager vi nogle af pengene fra Ditlevs børns arv,« siger hun.

Vi cykler hen over Vesterbro Torv. Hun kører i højhælede sko på en Christiania-cykel.

På vejen fortæller hun, at det nye Zetland skal løse et af tidens paradokser – at vi aldrig har haft adgang til så megen information, som vi har i dag. Alligevel bliver vi ikke oplyste, snarere ligeglade og kyniske.

Men kan man forklare det mest interessante i verden i to eller fem daglige artikler?

»Vi lover to ting: Man ikke får mere, end man kan overkomme at læse. Og så fortæller vi ikke, at noget sker. Men hvorfor – og hvad det betyder. Vi skal være en mere analytisk stemme,« siger Lea Korsgaard.

EN STOR FREMTID

Første gang jeg hørte om Zetland, var i foråret 2012. Redaktør på Journalisten Jakob Elkjær kom tilbage fra et kaffemøde på Zetlands kontor. Og han var vildt begejstret. Tænk sig, at de – Lea Korsgaard, Jakob Moll, Silke Bock og Hakon Mosbech – havde valgt at forlade deres sikre jobs for at satse alt for at lave kvalitetsjournalistik, som ingen andre producerede. Mens medierne gik op i flammer, var der endelig nogle, der stilede højere end at få sig et fast job.

Zetlands produkt var live-arrangementer og digitale singler – det vil sige fortællinger, der var længere end en artikel, men kortere end en bog.

Den første single fra marts 2012 handlede om den danske adelsklasse og blev rost til skyerne af Jes Stein Pedersen i Politiken.

”Jeg spår udgivelser som ‘Arvingerne’ en stor fremtid.”

Zetland gav håb. Digital journalistik behøvede ikke være tomme kalorier og copy-paste. Forbilledet var blandt andet det amerikanske Byliner, der havde bevist, at der var efterspørgsel på lange fortællinger.

For eksempel blev Byliners første longread downloadet mere end 70.000 gange allerede i den første uge.

Omkring halvdelen af Zetlands followers var mediefolk, og Zetlands sceneshows tiltrak mediebranchens inderkreds. Det første live-arrangement i Filmhuset i København blev udsolgt på et enkelt opslag på Facebook.

Inden der var gået et år, var Zetland feteret. Line Holm Nielsens single ’Kuppet’ var nomineret til Cavlingprisen.

 

 

Siden 2012 har Zetland udgivet 10 singler om året. De mest populære singler solgte typisk 1.000 eksemplarer. Den bedste sælgende var ’Kuppet’, der solgte 3.000. Prisen var i gennemsnit 35 kroner for de 30-120 sider lange fortællinger. Efter 16-18 kroner til fx iBooks var der kun penge tilbage til grafiker, korrekturlæsning, konvertering – og typisk 10.000-15.000 kroner til skribenten. Zetland tjente ikke noget på selve salget, men singlerne tiltrak medlemmer, der gav 200.000 kroner i indtægter i 2014, oplyser Jakob Moll.

Den anden del af forretningen – live-arrangementerne – blev kun opført én gang hver, og det satte en begrænsning på, hvad Zetland tjente – også selv om for eksempel Det Kongelige Teater blev taget i brug.

Og Zetlands skole for unge skrivetalenter var gratis.

Inden der var gået to år, stod det klart, at longformbølgen ikke var den gode forretning, den var blevet spået. Villigheden til at betale var for lille. I 2014 kunne Byliner ikke aflønne deres freelancere, direktøren smuttede, og virksomheden blev kun reddet på målstregen.

Også herhjemme skuffede singlernes salgstal. Berlingske var begyndt at lave singler efter møder med »folk med fingeren på pulsen«. De vurderede, at singler kunne blive en succes ligesom i USA, fortæller chefredaktør på Berlingske Jens Grund.

»Der ville også være et stort marked herhjemme, lød vurderingen,« siger han.

Han siger, at publicistisk var singlerne et fantastisk format, fordi journalisterne kunne strække benene med lange fortællinger, der ikke var plads til i avisen.

»Men kommercielt var det ikke bæredygtigt.«

Hvordan vil du i dag beskrive den hype, der opstod omkring singlerne?

»Jeg oplevede det egentlig ikke som et hype omkring singler. Jeg oplevede det mere som et hype omkring Zetland. Det kunne jeg godt unde dem, for de er dygtige og innovative mennesker, som jeg stadig håber får succes – nu i stedet med deres nye forretningsmodel,« forklarer han.

I sommeren 2014 tegnede Lea Korsgaard et landkort på et A3-akvarelpapir. Tegningen forestillede, hvordan hun håbede Zetland ville se ud som land, hvis man besøgte det om fem år. Hun var ikke tilfreds med den måde, Zetland havde udviklet sig. Zetland var endt som et konsulenthus forklædt som mediehus. På tegningen af fremtiden fyldte journalistikken det meste og konsulentopgaverne næsten intet.

»Vi havde ikke lavet Zetland for at udgive noget en gang om måneden – og så ellers agere konsulenter rundt omkring,« fortæller hun. 

 

 

Indtægterne kom fra bogprojekter, Nordeas kundemagasin, P1’s ’Mennesker og Medier’, journalistkurser, medlemskaber og ordstyreropgaver for blandt andre Realdania og Finansrådet.

Omsætningen lå på 4-5 millioner kroner.

»Journalistikken fyldte for lidt samlet set, og den fik for lidt kærlighed i forhold til de andre ting. Vi ramte nogle mennesker, men ikke særligt mange. Og hey – jeg sagde ikke mit job op på Politiken for at blive konsulent,« fortæller Lea Korsgaard.

Efter sommerferien 2014 mødtes de fire stiftere. Lea Korsgaard kunne ikke se sig selv i Zetland, som kursen var.

»Jeg mente, at vi skulle lave et rigtigt medie. Eller også skulle vi sige, at det var det,« fortæller hun.

Zetland havde forinden opdaget hollandske De Correspondent. De Correspondent meldte sig ud af den traditionelle dag til dag-journalistik, læserne blev omtalt som medlemmer ligesom på Zetland. De Correspondent skulle ikke skrive til medlemmerne. Idéer til artikler skulle udvikles sammen med medlemmerne. På ingen tid havde De Correspondent crowdfundet sig til mere end 1 million euro.

Da Zetland så De Correspondents manifest, stod det klart, at hollænderne lavede det, Zetland altid havde drømt om – nemlig et langsomt anti-nyhedsmedie.

 

 

Når Zetland omregnede De Correspondents succes til danske forhold, ville Zetland kunne nå en potentiel målgruppe på 250.000 mennesker og 14.500 betalende medlemmer inden to år.

I juni 2015 lavede Zetland en indsamling til det nye medie på Kickstarter.com.

På en måned gav indsamlingen mere end en halv millioner kroner fra 1.388 forskellige personer.

Lea Korsgaard har parkeret sin ladcykel på Vesterbrogade, og vi går ind i en Baresso kaffebar. Hun bestiller cafe latte og skyr med müsli.

Lea Korsgaard har fra begyndelsen været den mest synlige af Zetlands stiftere. Hendes entusiasme er uudtømmelig. »Vildt« og »sindssygt« er ord, der ofte dukker op, når hun fortæller. Hvis hun ønsker at rose andre, kan hun finde på at sms’e klokken 3 om natten. En tidligere Zetland-skribent fortæller mig, at de fire stiftere åbenbart har bestemt sig for at være begejstrede: »Det må være hårdt at lægge den energi for dagen hele tiden. Jeg ville ikke orke det.«

Lea Korsgaard siger, at missionen med det nye Zetland er, at medarbejderne udgør et fællesskab.

»Jeg er så opsat på at skabe en kultur, der arbejder i samme retning, og hvor man ikke bitcher over nogen.«

FØRST OPLIVE SÅ OPLYSE

Vi ankommer til Zetlands redaktionslokaler i en gammel herskabslejlighed i begyndelsen af Vesterbrogade. Zetland har lige nu otte ansatte.

Internt har Zetland droppet mail til fordel for chat-app’en Slack. Jeg bliver oprettet som bruger, så jeg kan læse Zetlands interne korrespondance. Jeg får også tilbudt en nøgle, så jeg bare kan komme og gå.

Der er brownies på bordet og kaffe i kopperne med det orange Zetland-logo, da redaktionen samles til møde lidt over 10.

Zetland begynder gerne møder med en sang fra Højskolesangbogen. Lea Korsgaard er vokset op i en højskolefamilie, og hun foreslår Grundtvigs ’Er lyset for de lærde blot til ret og galt at stave?’
Eller sagt på nutidsdansk: Oplysning og dannelse skal ikke være forbeholdt eliten.

Lea Korsgaard mener, at Zetland først skal pirre til læsernes nysgerrighed. Dernæst skal man levere varen. Hun henviser til et favoritcitat fra en af højskolebevægelsens pionerer Chresten Kold: ”Først oplive, så oplyse”.

Ingen har mobil med til mødet, der afvikles rapt. Ingen taler mere end et minut. Og de holder sig til dagsordenen.

Skal Zetland gå i breaking, hvis der sprænger en bombe i København? Hvornår skal nyhedsbrevet udkomme? Hvad er forskellen på en kommentar og en analyse?

De laver tegninger, som de viser til de andre, samtidig med at de forklarer, hvad de mener.

 

 

I budgettet for det nye Zetland er der løn til 13,6 årsværk. Jakob Moll præsenterer den seneste model for sammensætningen af medarbejderne:

»Jeg tænker få fastansatte, mange halvtidsansatte og få freelancere. Hvad siger I?« spørger Jakob Moll.

»Hvordan bliver så vi et ensemble,« spørger Silke Bock, der skal have personaleansvar for det nye hold.

Lea Korsgaard foreslår, at faste freelancere også skal have et skrivebord og adgang til frokosten.

På det nye Zetland får alle medarbejdere adgang til en graf live på deres computer med antal besøgende på siden, hvor meget de læser – og hvor mange medlemmer Zetland er oppe på.

Hakon Mosbech mener, at det er vigtigt, at ansøgerne ser sig selv som iværksættere.

»De er jo kun ansat, så længe skibet flyder.«

En powerpoint kommer op. Zetland stiller tårnhøje forventninger til de kommende journalister.

”Du vil arbejde på Zetland:

· Vi holder fest og klæder os ud

· Du får indflydelse og medejerskab

· Du vil ændre verden

· Vi har fokus på, at du leverer noget godt – ikke hvor mange timer du sidder bag skærmen

· Vi sætter pris på, at du har et dejligt liv ud over dit liv på Zetland.”

Arbejdet skal ikke fylde det hele.

»Man skal også kunne hente børn,« indvender Silke Bock.

Til frokost er der håndmadder med pålæg indkøbt i Lidl. På Zetland spiser man frokost sammen, og alle lytter med, da live-chef Karin Gottlieb viser lysbilleder fra en kunstudstilling i en gammel postterminal i Østrig.

Da jeg om eftermiddagen kommer hjem til Journalisten, siger jeg til min redaktør, Øjvind Hesselager, at jeg synes, at vi kan lære noget af Zetlands rappe måde at holde møder på.

FREMTIDENS MEST BEGEJSTREDE OG VELSKRIVENDE JOURNALISTER – 30. oktober 2015

Halvanden måned efter – i slutningen af oktober 2015 – kommer jobopslaget. Zetland søger 10-12 af fremtidens mest begejstrede og analytisk skarpe journalister, der er »usædvanligt velskrivende«.

Zetland indrykker ikke stillingsopslaget nogen steder. Det spreder sig af sig selv.

Kort tid efter begynder telefonen at ringe hos karrierekonsulent i Dansk Journalistforbund Mads Løkke Rasmussen. Medlemmer, der drømmer om at lave featurejournalistik, kan få feedback på deres jobansøgninger fra Mads.

 

 

Nogle af de medlemmer, Mads Løkke Rasmussen taler med, er ramt af præstationsangst.

»De går nærmest omkuld i angst over, hvem der kan være deres konkurrenter til stillingerne,« siger han.

Samtidig ved ansøgerne godt, at det er et stillingsopslag, man ikke ser hver dag.

»De føler, at det er så godt, at de her stillinger er slået op, at det ikke kan være rigtigt,« forklarer han.

Feltet er bredt.

»Men jeg har ikke fået henvendelser fra nogen af de store kendte skribenter,« siger han.

KRAMMERE, KAFFE, KAGE – 2. november 2015

”Vi giver en kop – og kaffe og kage. Og glæder os til at møde dig.”

Lea Korsgaard har sendt en mail til alle de 1.388 backers, der støttede Zetlands indsamling på Kickstarter. Hun inviterer dem til kaffe-sammenkomst 2. november 2015 i Zetlands redaktionslokaler på Vesterbro.

Otte-ti mennesker dukker op, i den time jeg er der.

Gæsterne er nogle af Zetlands mest dedikerede følgere – folk, som af egen lomme har betalt penge for, at det nye Zetland kan komme til verden. (Du kan se listen med alle backers her.)

Inden for døren står Lea Korsgaard klar med drømmekage, hun selv har bagt, kaffe og blandet slik. Hun giver et kram til alle, der kommer ind ad døren, og hun lærer hurtigt deres navne at kende.

Kram er en lige så naturlig del af Zetlands eksterne kommunikation som håndtryk. Ved Zetland Live i Det kongelige Teater kunne jeg for eksempel se, at en del af de 100 gæster, der købte et medlemskab, fik et personligt kram som tak. Efter forestillingen spørger jeg Lea Korsgaard i en mail, hvor mange medlemmer og kram hun fik uddelt.

”Jeg gav så mange kram, jeg kunne slet ikke stoppe,” skriver hun tilbage.

 

 

To af gæsterne ved dagens kaffe- og kagearrangementet har noget med medier og kommunikation at gøre. Christina Palikaras er for eksempel DJ-medlem. Hun kender ikke nogen på Zetland.

»Men jeg synes simpelthen, Zetland er så genialt. Det er virkelig god journalistik. Jeg har tvunget min søn på 13 år til at læse nogle af singlerne,« fortæller hun.

De fleste af hendes venner kender ikke Zetland.

»Da jeg skrev på Facebook, at jeg havde støttet Zetland på Kickstarter, fik jeg to likes. Fra to af mine journalistvenner,« siger hun.

Jeg spørger hende, hvad hun ønsker sig af det nye Zetland, der kommer til marts 2016.

»Jeg skal føle, at der fortsat bliver talt til mig og lyttet til mig. Jeg bliver så glad, når de spørger, hvad jeg gerne vil læse. De skal fortsætte, som de gør nu,« siger hun.

På bordet ligger en bunke bøger med Zetlands udvalgte singler og Zetland-kopper, man kan tage med sig som souvenir.

En anden af dagens gæster, Max Lord, er gået på pension efter 33 år som ingeniør hos Novo Nordisk. Hans medieforbrug tæller blandt andet P1, Ræson, Information, Mandag Morgen og Zetlands singler – og så går han på Folkeuniversitetet.

Problemet med de fleste medier er, at de er for negative, mener han.

»På Folkeuniversitetet var der et kursus om risikosamfundet i det 21. århundrede med professor Niels Kærgård. Han sagde, at der er færre krige, færre epidemier og færre folkedrab – det eneste, vi ikke har løst, er klimakrisen,« siger han.

Men skulle man tro mediernes dækning, lever vi i en tid, hvor vi står på afgrundens rand.

»Jeg synes, vi har det godt i vores hverdag,« siger Max Lord.

Han støttede Zetlands Kickstarter-kampagne med 1.000 kroner.

»Når jeg nu er lidt kritisk over for pressen, skal jeg støtte dem, der prøver noget andet. Det er første gang, jeg gør den slags,« siger Max Lord.

 

 

Dagens yngste gæst er 22-årige Freja Kierstein Johansen, journalistpraktikant på Ugeskrift for Læger. Hun sætter pris på, at Zetland går imod nyhedsstrømmen. Hun ville selv elske at arbejde for et magasin som Zetland. Hun søgte ind på deres talenthold og har også spurgt Zetland, om de tager journalistpraktikanter.

»I min omgangskreds er det mest journalister, der kender Zetland. Hvis jeg taler med venner og familie eller folk uden for branchen, så spørger de: Hvad er det?« forklarer hun.

GAMLE PENGE – 9. december 2015

Kontrasten til Zetlands spartanske kontorlokaler på Vesterbrogade kunne ikke være større. Her i GN Store Nords gamle direktionslokaler på Kongens Nytorv i centrum af København er der ægte tæpper på de knirkende gulve og oliemalerier med skibe i dramatisk søgang på væggene.

Over det enorme konferencebord hænger to PH Kogle-lamper. Her dufter kraftigt af møbelpolish, bordet har lige fået en omgang. Fra vinduerne kan man kigge lige ned til Kongens Nytorv, der ligger badet i decembersol.

»Gamle penge,« konstaterer Hakon Mosbech og læner sig tilbage i stolen.

Zetland er samlet til medarbejderdag. 14 er til stede.

Det er en af Jakob Molls kontakter, Frederik, der har stillet lokalet til rådighed. De to har den seneste tid sparret om forretningsudvikling.

»Frederik har inviteret os ind. Hvorfor gør han det? Hvorfor synes folk som Frederik, at vores projekt er så interessant? Fordi der er en kreativitet til stede,« forklarer Jakob Moll i en motivationstale doseret i korte sætninger.

Jakob Moll sammenligner Zetland med tøjbranchen. Kunder i webshoppen Cloakroom får for eksempel tilsendt tøj hver måned, som passer til kundens stil.

»Det er ekstremt frisættende, at andre bestemmer, hvad du får.«

Tre uger før var jeg til Zetland Live i Det Kongelige Teater. Det slog mig, hvor ens publikum var. Jeg spottede blandt andre DR ’Deadlines’ Martin Krasnik, Christian Degn fra ’Hammerslag’, den tidligere TV 2-direktør Per Mikael Jensen og ”twitterkongen” Kaare Sørensen. Det var næsten som at være på Fagfestival.

Det er den kreative klasses overrepræsentation blandt Zetlands følgere, der er den største hindring for, at Zetland lykkes, forklarer Jakob Moll. Zetland må ikke lukke sig om sig selv.

»Vi skal have den jyske gymnasielærer i tankerne. Vi har ikke råd til ikke at have hende med. Men jeg ser heller ikke nogen grund til, at vi ikke kan,« siger han.

Alle klapper. Vi går videre til Lea Korsgaards oplæg om »Zetlands ånd og værdier«. Oplægget er en hel del anderledes end de ofte timelange, forudsigelige møder, jeg selv har deltaget i på mediearbejdspladser.

Lea Korsgaard taler om »flydende kærlighed« og »Zetlands stemmeleje«. Der skal lægges en plan for, hvordan nye medarbejdere får den særlige Zetland-ånd ind under huden, efterhånden som virksomheden vokser.

Hun viser billeder fra Testrup Højskole, hvor folk står i rundkreds, eller har det sjovt i strandkanten om sommeren.

»Højskolen var anti-tesen til latinskolen. Latinskolen talte til eleverne med afstand. På højskolerne flyttede lærerne ind mellem eleverne,« siger hun og trækker spor til Zetlands virkelighed:

»Vi tager journalisten ned fra piedestalen. På en højskole kan en underviser lære noget af en elev og omvendt. Det samme på en avis, hvor vi også kan lære noget af læserne,« forklarer hun.

Næste billede forestiller Peter Aalbæk, direktør i filmselskabet Zentropa, med et listigt smil om munden.

»Det er min onkel, som I ikke må sige noget ondt om, jeg holder meget af ham.«

Zentropa startede også i det små. I dag er det blevet Skandinaviens største filmproduktionsselskab – uden at kulturen er gået tabt. Hun refererer et råd, Peter Aalbæk har givet hende:

»Hvordan har Zentropa holdt energi? Ved at skabe en kult,« siger Lea Korsgaard.

Det sidste billede på skærmen er et vers i Lars Lilholts P4-hit ’Kald det kærlighed’.

Sangen handler om, at man skal være ærlig over for hinanden.

Hun læser op:

”Fortæl mig ikke, hvad jeg skal og bør
Fortæl mig om dig selv, hvis du tør.
Gi´ mig frit valg, og gi´ mig et hjerte, jeg kan rør´
Gi´ en chance ved at tale, før du går
Det, du fortier, slet ingen chance får”

Der bliver klappet rundt om konferencebordet. Stemningen er munter, og flere snakker om, at ’Kald det kærlighed’ burde blive en af Zetlands faste sange.

Til den næste øvelse har alle taget en ting med, som symboliserer det, Zetland står for.

Digital chef Tav Klitgaard har taget Weekendavisen med. Silke Bock har medbragt en tallerken, fordi måltidet er det eneste tidspunkt, hvor familien taler sammen. Hakon Mosbech stiller et par gammeldags træsko op på bordet, »fordi de er langsomme, og vi går ind i folk med træsko.«

De inddeler sig i grupper for at diskutere journalistiske dilemmaer. Dilemmaet i Hakon Mosbechs gruppe er: ”Zetland vil fortælle læserne alt, hvad de har behov for at vide. Men hvad vil det egentlig sige?”

I et stort hjørnekontor på mindst 100 kvadratmeter stiller de sig omkring et gammeldags skrivebord i ædeltræ. På gulvet står en gammeldags globus på et stativ.

Mads Olrik siger, at Zetland skal tage talk of town-historier op – for eksempel anklagerne mod sportsjournalist Michael Qureshi.

»Måske skal vi gå modsat,« siger Hakon Mosbech.

»Er der et principielt lag i det? Noget interessant,« spørger han.

De har lagt et stort stykke papir på bordet. De tegner, mens de brainstormer.

»Vi skal skrive om det, der griber ind i folks liv,« mener Mads Olrik.

De begynder at tegne mennesker i samtale, en person med et hjerte. En håndbold.

»Folk fortæller, at de ikke er interesseret i sport. Men det er de,« siger Tav Klitgaard.

Sportsresultatet ”Hobro – FC København 2-1” bliver streget over på papiret.

»Vi skal ikke fortælle om aktuelle resultater. For os kan kampen mellem Hobro og FC København for eksempel være kampen mellem land og by,« siger han.

Sidst på dagen cykler vi til Christianshavns Medborgerhus. Her bliver Zetland budt velkommen af to danseinstruktører. De skal lære Zetland at danse lindy hop, en slags swingdans fra 1920’erne.

»Quick, quick, slow, slow,« tæller den mandlige instruktør, mens danseeleverne fra Zetland finder sammen to og to til Tennessee Ernie Fords ’16 tons’.

De klapper high five, hver gang de skifter partner. Til sidst bliver de faktisk ret gode.

FLYTTEDAG – 1. februar 2016

Hele Zetland inklusive maskotten Zetlosaurus flytter 1. februar 2016 fra Vesterbrogade til større lokaler – en tidligere industribygning på Bygmestervej i Københavns Nordvestkvarter.

 

Flyttedag! Vi rykker til Bygmestervej i København og tager kun det mest essentielle med pic.twitter.com/Wvl9a2e0jc

— Zetland (@ZetlandMagasin) February 1, 2016

 

ZETLANDS HOLD – 3. februar 2016

På Facebook præsenterer Zetland 3. februar 2016 de nye medarbejdere. [LINK] Der kom 250 ansøgninger til de 10-12 stillinger. Holdet tæller blandt andre anmelder og tidligere radiovært Torben Sangild, Nikolaj Sonne (vært på DR-programmet ’So Ein Ding’) og Jacob Mchangama fra tænketanken Justitia. Fire skal arbejde på fuld tid, resten på halv tid eller freelance. To stillinger er ubesatte.

Hvis nogen troede, at Zetland ville kapre stjerneskribenter fra de etablerede medier, tog de fejl.

 

 

Der er ingen Ditte Giese, Mads Kastrup eller Adam Holm iblandt.

Lea Korsgaard forklarer mig senere, at Zetland ikke gik efter at besætte hele redaktionen med a-navne.

»Vi drak kaffe med nogle, som havde en stor veneration for projektet. Men de sagde nej blandt andet på grund af lønnen, eller fordi de ikke havde risikovilligheden.«

På redaktionen fylder unge journalister fra blandt andet Zetlands talentskole en del. Hvad er udfordringen i det?

»Udfordringen er, at der ligger et kæmpe arbejde i at bruge folks styrke og samtidig fremme en zetlandsk tilgang. Det er et arbejde, der er større, end man skulle tro – men det er det samme, uanset hvem vi havde ansat,« forklarer hun.

Der er kun to kvinder blandt de 13 nye skribenter.

På det interne beskedsystem Slack skriver Lea Korsgaard 16. december 2015 om kønsfordelingen:

11:10 AM #4 Om kønspolitik: Vores redaktion ender formentlig med at have en testosteron-slagside. Det er ikke, fordi vi bedst kan lide dygtige mandlige skribenter. Det er, fordi – viser det sig – at dygtige kvindelige skribenter generelt er en tand mindre tilbøjelige til at have lyst til at arbejde på Zetland. Eller måske rettere: De er tanden mindre risikovillige end deres dygtige mandlige kolleger. Øv (jeg skriver en dag en bog om kvinder og iværksætteri, fandeme.). Til gengæld er vi heldigvis stadig en del kvinder om bord. Der vil stadig forefindes tamponer på toilettet.

Senere spørger jeg Lea Korsgaard, om ambitionerne i jobopslaget var for høje til, at kvinder ville søge. Hun tror ikke, det handler om opslaget. For Zetland fik lige mange ansøgere fra mænd og kvinder.

Forskellen er, at kvinderne i højere grad opfattede Zetland som et færdigt koncept.

»Kvinderne så det som en instruktionsmanual til Lego. Mændene så det som nogle Lego-klodser, de kunne være med til at bygge med,« siger hun.

CRUNCHWEEK  – 11. marts 2016

Der er stillet ispinde, øl og cola frem i gården ved indgangen til Zetland. Folk står i små grupper. Philip Flores har taget en dåseøl.

Den seneste uge har der været crunchweek, et Silicon Valley-begreb, der dækker over, at alle har ryddet kalenderen. De fleste har arbejdet 10-12 timer om dagen. Nogle endnu mere. På den anden siden af weekenden går Zetland i luften. Den magiske dato mandag 14. marts banker på.

Philip Flores beskriver oplevelsen, siden han begyndte 1. december 2015. Den første tid var svær. Han var ramt af skriveblokering, fordi han følte, at researchen skulle være helt original, sproget skulle være renset for klichéer og resultatet så klogt.

»Jeg endte med analyser, hvor jeg kom ud i fjerde og femte potens. Det blev for fortænkt. Nu hvor vi nærmer os launch, sprøjter jeg artikler ud.«

Hans første artikel handler om indslusningsløn for flygtninge: ”De fem spørgsmål om trepartsforhandlingerne, du er for flov til at stille”.

»Jeg har fundet ud af, at meget bare handler om at skære mellemregningerne fra, når jeg vælger mine historier,« siger han.

Medarbejderne opfordres til at skaffe nye medlemmer i deres eget netværk blandt venner, familie og kolleger. Ugen før tog AD’er Katinka Bukh værdikuponer med til Årets Pressefoto. Værdikuponerne giver den første måned gratis, mod at Zetland får folks kreditkortoplysninger.

Katinka Bukh [10:53 AM]  I morgen er jeg til Årets Pressefoto fra kl 12.30 og dagen ud. Jeg vil benytte lejligheden til at hverve nye medlemmer.

Torben Sangild [5:23 PM]  Nu er to tredjedele af Den korte radioavis Zetland-medlemmer. Kirsten Birgit er ikke sådan lige at overtale.

Katinka Bukh siger, at det ikke er et krav, men fordi hun selv ønskede det.

»Jeg blev ikke sendt ud med en nøgle i ryggen for at dele sedler ud. Det var, fordi jeg ønskede at få feedback fra mit professionelle netværk,« siger hun.

Da Katinka Bukh søgte jobbet, skrev hun også under på en kultur, hvor man ønsker, at det skal lykkes, fordi Zetland er en iværksættervirksomhed, fortæller hun.

»Det kan godt være, at vi kommer til at fremstå som gøglede, men så må folk få et billigt grin.«

Og kuponerne blev revet væk, selv om Katinka Bukh kun gav dem til folk, der lovede at blive medlem.

»Jeg sagde til folk, at hvis de ikke ville bruge kuponen, ville jeg give den til en anden. Jeg vil ikke pådutte folk at blive medlemmer, men hvis de siger ja, skal de også signe op, ellers giver det ikke mening,« fortæller hun.

Jakob Moll taler i telefon det meste af tiden. Ugen før var der krisestemning, fortæller han i en telefonpause.

»Vi kiggede på det hele og tænkte. Det bliver ikke godt nok? Holdet er for lille. Er vi overhovedet klar til opmærksomheden fra pressen? Det var ikke noget sjovt møde,« siger han.

Set på afstand tror han, de vil grine af episoden.

»Jeg tror, vi vil kigge tilbage på det og sige, at det var ekstremt forudsigeligt, at man går i panik syv dage før brylluppet,« siger han.

Ledelsen ville på et tidspunkt lancere med et brag for at få størst mulig synlighed. I stedet bliver det en ’soft launch’, hvor man går i luften, får feedback og udvikler produktet undervejs. Til maj begynder den egentlige kampagne.

»Det er ikke et sprint. Det er et maraton,« tilføjer Jakob Moll.

Iført charmeklud kommer TV 2’s tidligere nyhedsdirektør, Michael Dyrby, slentrende ind sammen med Silke Bock. Michael Dyrby har sparret med Zetland undervejs.

De står foran Silke Bocks computer og kigger på Zetlands forside – tre billeder med catchy rubrikker.

»Det bliver fandeme fedt,« siger Dyrby.

En artikel handler om fodboldklubben Leicester, der højst overraskende er tæt på at skabe et fodboldmirakel og blive engelske mestre. ”Forstå det på fem minutter – selv hvis du ikke er boldnørd”.

En anden artikel er et interview med sociologen Anthony Giddens om krisen i Europa efter flygtningestrømmen og eurokrisen.

Hovedhistorien er et billede af Lea Korsgaard med butterfly: ”Træd indenfor i Zetland”.

Åbner man en artikel, ser man en tegning af skribenten og en kort biografi. Ikke-medlemmer bliver mødt af en lokkende video med et groovy trommebeat.

 

 

På det seneste har Silke Bock arbejdet så meget, at hun burde segne om af træthed om aftenen. Alligevel har hun sovet dårligt.

»I går lagde jeg mig til at sove klokken 23. Klokken 2 kiggede jeg på uret. Hvordan bliver vi modtaget, og hvordan skal det hele gå?«

Det vigtige er, at Zetland tænker på medlemmer – ikke på anmeldelserne i medierne, siger Silke Bock.

Zetland har netop nået 2.000 medlemmer, og det er præcis det mål, man havde sat sig på forhånd. Men hvor mange vil forny deres medlemskab?

Internt har redaktionen sat det mål, at mindst fem Zetland-artikler bliver delt mindst 100 gange i marts.

»Jeg har sagt til journalisterne, at de om to måneder skal kunne tænke tilbage på, at de har lavet noget, der har gjort dem stolte. Det kunne for eksempel være, at 10 medlemmer har skrevet, at de har fået det, de havde brug for,« siger Silke Bock.

(I marts 2016 endte Zetland med at lave 10 historier, som er blevet delt mere end 100 gange på sociale medier. En historie om Yahya Hassan blev delt mere end 500 gange.)

»VI HAR EN AVIS« – 14. marts 2016

Natten til mandag den 14. marts. København NV ligger hen i stille mørke udenfor. Klokken nærmer sig 1 om natten. Om fem en halv time er det meningen, at det nye Zetland udkommer første gang – klokken 6.30. I virkeligheden er det planen at lægge første udgave ud så hurtigt som muligt – bare for en sikkerheds skyld.

Teknikken driller bare. Tre gange har it-folkene sagt »nu launcher vi«.

Der er knappet dåseøl op, og der har været ekspeditioner til kiosken efter flere smøger. Silke Bock og Lea Korsgaard har smidt skoene.

Klokken 00:55 siger digital chef Tav Klitgaard:

»Nu virker det om 1.300 sekunder.«

Alle samler sig foran skærmen. Da forsiden dukker op, udbryder Lea Korsgaard som den første:

»Der er det! Nøj, hvor er det godt! Tillykke folkens. Vi har en avis!«

MEDIERNES ANMELDELSER – 14. marts 2016

På premieredagen får Zetland ros for at satse på kvalitet i design og journalistik. Men Zetlands udfordringer er også tydelige. Lasse Jensen skriver for eksempel en anmeldelse i Berlingske:

”Man spørger sig selv, hvad der er forskellen på en lang artikel (10-15.000 enheder) i Zetland og en tilsvarende lang artikel i Weekendavisen, Politikens PS-tillæg, Berlingskes søndagsavis eller i Dagbladet Informations ’Moderne Tider’? Eller artikler i det konkurrerende danske netmedie Føljeton, der kom til verden i efteråret,” spørger Lasse Jensen.

I det nye blog-medie POV International roser journalist og iværksætter Christel Skousen Thrane Zetlands lækre design. Artiklerne er læseværdige, informative og kloge.

”Spørgsmålet bliver, om læserne er klar til at betale (så meget) for det?”

Journalisten.dk har på udgivelsesdagen spurgt designkonsulent Ole Munk og underviser på SDU Didde Elnif. Ole Munk synes, designet er indbydende og nutidigt: ”Det har en 2016-feeling.” Men han frygter, at den massive eksponering af de fire grundlæggere signalerer lukket klub og især taler til andre mediefolk.

Didde Elnif mener, at det ”til en vis grad” virker inkluderende, at Zetland signalerer fællesskab og for eksempel skriver i jeg-form og vi-form. Men det betyder også, at man mest henvender sig til folk, der ligner dem selv.

”Måske er der ikke så meget identifikation, hvis man ikke er 30 år og mediemenneske eller i hvert fald universitetsmenneske,” siger hun. 

Som hun bemærker:

”Selv på deres fejlside er der et billede af Lea Korsgaard.”

MEDLEMMERNES ANMELDELSER

Jeg vender tilbage til de mennesker, jeg har mødt undervejs, for at spørge dem, hvad de synes.

Hvor mange af de selvstændige i Skibby tilmeldte sig for eksempel efter Zetlands tupperwareparty? Så vidt jeg kan finde ud af, drejer det sig om to.

Jeg får fat i dem 10 dage efter premieren. De er meget begejstrede for singlerne i Zetlands bagkatalog, som medlemskabet giver adgang til. De daglige opdateringer har de til gengæld ikke brugt tid på.

 

 

Vinimportøren Michael Twide har kun læst singler. Singlen om Dong »var som en spændingsroman« fortæller han. Det nye har han ikke læst noget af.

»Jeg ville gerne – men jeg holder jo også Weekendavisen, og jeg har ikke så meget tid. Hvis der går tre måneder, hvor jeg ikke har læst det, så dropper jeg det.«

Entreprenøren Vagn Eriksen har læst tre singler og downloadet to mere – men endnu ikke de daglige nyheder.

»Vi er er i Spanien for øjeblikket. Jeg kan jo godt læse dem hernede, men det har jeg ikke benyttet mig af. Men jeg har tænkt mig at forlænge,« fortæller han.

Til gengæld har tørmeren og opfinderen Mikkel Bertelsen ikke tegnet abonnement endnu.

»Men jeg tror, jeg gør det. Jeg er bare dårlig til at følge med i nyhederne. Jeg læser lokalavisen og hører nyhederne i radioen. Men derudover følger jeg ikke så meget med, fordi jeg synes, det er for negativt,« siger han.

Jeg ringer også til de tre, jeg mødte til kaffe og kage-arrangementet på Zetlands redaktion, fordi de havde støttet Zetland økonomisk på Kickstarter.

 

 

Den pensionerede ingeniør Max Lord har kun læst en enkelt artikel, da jeg ringer til ham tre dage efter Zetlands premiere. Ugen efter har han læst flere.

»Jeg synes, jeg kan finde det samme andre steder, for eksempel i Information, som jeg også abonnerer på. Jeg er lidt loren, men de skal have en chance. Hvis det ikke ændrer sig, tror jeg ikke, jeg forlænger. Jeg synes, jeg får for lidt med tre- fem historier,« siger han.

Den journaliststuderende Freja Kierstein Johansen, der prøvede at komme i praktik på Zetland, er meget mere tilfreds.

»Det passer meget godt til mig som målgruppe. Jeg tænker, at det er fremtiden. Man sidder tit med et nyhedswebsite og synes, det er for uoverskueligt at danne sig et overblik, fordi de vigtigste historier forsvinder i mængden og er delt op i flere nyheder. Jeg kan godt lide, at der er valgt lidt for en,« siger hun.

Men Zetland kan ikke stå alene.

»Jeg kan godt lide, at de prioriterer. Men jeg vil nok ikke kunne nøjes med at følge med hos Zetland som det eneste medie,« fortæller Freja Kierstein Johansen, der nu er i praktik i DR.

Christina Palikaras har kun læst nyhedsbrevet, da jeg taler med hende første gang. 10 dage efter premieren glæder hun sig over, at Zetland spørger til hendes input – ligesom hun havde håbet på.

»Jeg vil rose dem for, at de interesserer sig for, hvad jeg vil have, og beder om idéer til artikler.«

Hun synes, artiklerne er velskrevne og meget alsidige.

»De artikler, jeg har læst, har jeg læst til sidste punktum.«

Men det kan ikke dække hendes samlede mediebehov.

»Det er pænt, fornuftigt og informativt. Det er ikke hos Zetland, man finder de mere snaskede og tabloide ting, jeg også interesserer mig for. Hvis jeg skal have det, skal jeg gå andre steder hen,« siger hun.

Hun er i tvivl om, hvor meget hun kommer til at læse Zetland i en travl hverdag.

»Det er spændende nok. Men der er også mange andre ting, man skal nå,« siger hun.

2.800 MEDLEMMER

13. april havde Zetland 2.800 medlemmer. 1.500 er ”permanente" medlemskaber, der løber, indtil de bliver opsagt. (Det er ifølge Jakob Moll langt over Zetlands eget mål på 600 ved udgangen af marts.) De fleste af de øvrige 1.500 medlemmer stammer fra Kickstarter-kampagnen. De fornyes kun, hvis støtterne vælger at give Zetland deres kreditkortoplysninger, inden deres medlemskab udløber efter enten 1, 3 eller 12 måneder. 

Passatturen og uddelingen af værdikuponer gav 300 af Zetlands medlemmer. De har fået en gratis prøvemåned.

 

 

Fordelt på de tre store byer i Danmark bor 49 procent af de besøgende på sitet i København, 10 procent i Aarhus og 3 procent i Odense.

Som det sidste ringer jeg til Lea Korsgaard for at spørge hende om oplevelsen blandt de medlemmer, jeg har talt med. Det bekymrer hende ikke, at kun to er sikre på at gentegne.

»Vi kan ikke bruge tilbagemeldingen fra seks. Vi kan bruge tal fra de 2.800, der er medlemmer nu,« siger hun.

Hun mener, det er naturligt, at nogle kigger forbi, lugter til varerne og konstaterer, at det ikke er noget for dem.

»Jeg kan ikke forestille mig et journalistisk produkt, hvor alle abonnenter bliver hængende,« forklarer hun.

Hun synes, at medlemmer har taget godt imod Zetland. Når Zetlands medlemmer åbner en artikel, når 75 procent af dem ned til bunden. Omkring 61 procent af modtagerne åbner det daglige nyhedsbrev.

 

 

»Vi bliver brugt meget af medlemmerne. Hvis folk faldt fra i massevis, ville de snart gøre det, og det er der ikke noget, der tyder på,« siger Lea Korsgaard.

Til kritikken fra blandt andre Lasse Jensen i Berlingske om, at man kan læse den samme slags artikler i andre medier, siger Lea Korsgaard, at hun får en anden tilbagemelding fra mange medlemmer:

»De siger, at de har fået mere tid, fordi de ikke behøver at crawle rundt mellem en masse medier. Jeg tror ikke, Lasse Jensen har et blik for, at det har en værdi for nogle, at vi udvælger for dem,« forklarer hun.

 

– – –

Bjarne Nielsen fra Skibby – ham der opfører rækkehuse i Rødovre med venstre hånd – vendte i går tilbage på Journalistens henvendelse efter en uge. Han skriver i en mail, at han blev medlem i februar, og han har tænkt sig at forlænge. Han har haft travlt på det seneste, og hans ”behov for søgen efter information har været ringe”, skriver han. Men han har læst Zetlands interview med Søren Pind og flygtningekrisen, fordi han fandt emnet relevant.

Journalisten har siden september 2015 haft adgang til Zetlands interne korrespondance på netværket Slack med betingelse om, at oplysningerne først blev bragt i denne artikel. Zetland har desuden betinget sig, at eventuelle forretningshemmeligheder fra det interne beskedsystem Slack ikke optræder i artiklen. Zetland har ikke benyttet sig af muligheden for at tilbageholde oplysninger om virksomhedens økonomi.