I starten af 2016 relancerer Zetland sig selv som medie. Fra kun at udgive singler og holde arrangementer vil webmediet begynde at udkomme dagligt. Det kræver dog en stor pose penge, hvis Zetland skal klare sig som nyhedsmedie. Derfor forsøger Zetland at rejse 16 millioner kroner fra forskellige investorer for at gøre satsningen holdbar.
Og indtil videre er Zetland godt på vej med at nå millionbeløbet. Ifølge direktør Jakob Moll har Zetland i løbet af sommeren fået skriftlige tilsagn på over fire millioner kroner fra private investorer. Det er særligt en succesfuld Kickstarter-kampagne, hvor mediet fik 533.837 kroner i bidrag fra enkeltpersoner, der har styrket interessen hos investorerne.
»Vi har vist, at det ikke kun er os, der vil det her projekt,« siger direktør Jakob Moll.
Ikke sikre endnu
I alt søger Zetland otte af de 16 millioner kroner fra private investorer. Ud over de skriftlige tilsagn på over fire millioner kroner har Zetland mundtlige tilsagn fra investorer for resten af de otte millioner.
»Det hele forløber efter planen, også i forlængelse af Kickstarter-kampagnen. Vi kan i princippet godt ende i en situation, hvor der er flere investorer om buddet, end der er plads til. Så det er en kæmpe milepæl, vi har nået,« siger Jakob Moll, der endnu ikke vil fortælle, hvem de kommende investorer er.
Ud over Kickstarter-kampagnen og de private investorer har Zetland modtaget 350.000 kroner i mediestøtte fra etableringspuljen. Samtidig har de sparet et mindre beløb sammen igennem salget af singler og via arrangementer.
»Vi er i forhandlingsfasen, og vi føler os ikke sikre, før pengene står på kontoen. Men vi er sindssygt godt på vej,« siger Jakob Moll.
De sidste cirka syv millioner kroner, der stadig mangler i regnskabet, vil Zetland hente igennem mediestøtte og fonde.
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
"Samtidig har de sparet et mindre beløb sammen igennem salget af singler og via arrangementer"
Det er vel okay at blive en smule bekymret over ovenstående, hvis det er meningen, at Zetland også skal holde sig flydende, efter investorernes penge er væk. Jeg håber inderligt, at Zetland med et tocifret millionbeløb i banken kan få skabt et produkt, som folk - måske også dem udenfor kultureliten - er villige til at betale for.
Er der i øvrigt nogen, der ved, hvorfor Kickstarter-kampagnen er lukket? Er der noget i vejen for at lade pengene blive ved med at strømme ind, når der nu stadig mangler nogle nuller?