Her er de nye modtagere af mediestøtte

Kulturstyrelsen har netop offentliggjort, hvilke nye medier der modtager etableringsstøtte i dette års sidste ansøgningsrunde. Der er uddelt 7 mio. kr. til seks projekter. Det Nye Zetland får mest i støtte med hele 4 mio. kr. Bias får 2 mio. kr. Se hele listen her

Seks nye medieprojekter har netop fået tildelt mediestøtte fra innovationspuljen. De har samlet set fået lidt over 7 millioner kr. i støtte. Men to nye medier løber med næsten hele puljen i dette års tredje og sidste ansøgningsrunde.

Det Nye Zetland får suverænt mest i støtte med 4 millioner kr., mens Bias får 2 millioner kr. Det er redaktøren af kommunikationsforum.dk, Timme Bisgaard Munk, der står bag ansøgningen til projektet Bias. Hos Zetland er der glæde over nyheden om mediestøtte.

"Lad os slå fast, at vi selvfølgelig er superglade for udsigten til støtte – og at vi er meget bevidste om, er der er tale om hårdtarbejdende menneskers skattekroner. Vi vil modtage dem med en stor portion ydmyghed og glæder os til at give jer (og samfundet) noget tilbage for pengene," skriver Jakob Moll, adm. direktør i Zetland, på mediets egen hjemmeside.

Tidligere har Zetland fået 350.000 kr. i støtte til en forundersøgelse til skabelsen af Det Nye Zetland. I 2014 afviste Medienævnet dog en ansøgning om almindelig produktionsstøtte fra Zetland, fordi Medienævnet ikke betragtede Zetland som et nyhedsmedie.

Ud af 28 håbefulde ansøgninger har disse seks projekter fået tilsagn om støtte fra innovationspuljen i denne omgang.  

De har fået etableringsstøtte

Det Nye Zetland: 4.000.000 kr.

Bias: 2.000.000 kr.

Erhvervsfilosofi.dk: 780.000 kr.

Substans: 200.000 kr. (Til en forundersøgelse)

Tyskland Watch: 99.443 kr.

My Daily Space: 95.000 kr.

Innovationspuljen er på 20 millioner kr. årligt og fordeles af Medienævnet under Kulturstyrelsen. I år har der været tre ansøgningsrunder. Næste frist for at søge innovationsstøtte er 15. februar 2016. Selv om en ansøger tidligere har fået afslag, kan man godt søge igen.  

(Opdateret 18. juni kl. 13.13 med oplysningen om, hvem der står bag Bias.) 

1 Kommentar

Emil Eller
18. NOVEMBER 2015
Hvis man googler, udspringer
Hvis man googler, udspringer BIAS vist af Kforum, og skal være et medie for datajournalistik.