Sisse Stroyer, 44 år, freelancefotograf

Lugten af fremkaldervæske minder mig om min barndom. Den kom nede fra kælderen, hvor min far fremkaldte billeder. Hele vores køkken var tapetseret med hans fotografier fra avisen. Det var spændende at udforske dem. Min søster og jeg var ofte med inde på Jyllands-Posten, eller vi sad bag fodboldmålet til fodboldkampe, han fotograferede.

Det betyder selvfølgelig, at jeg har mødt faget, ligesom jeg havde en helt klar fornemmelse af, hvad min far lavede.

Jeg tænker over, at han er meget dygtig, og om jeg kan opnå at have et liv, hvor jeg lever af at fotografere, ligesom ham. Han var ansat 32 år på Jyllands-Posten, og det ved jeg godt, jeg ikke kommer til. Jeg kan være bekymret for, om jeg kan nå lige så langt som ham.

”Jeg føler ikke, at det er et pres fra ham eller omverdenen, men jeg har en stor ambition om at insistere på at leve af at fotografere.”

Sisse Stroyer

Jeg føler ikke, at det er et pres fra ham eller omverdenen, men jeg har en stor ambition om at insistere på at leve af at fotografere.

Min far syntes, det var fjollet, da jeg valgte praktik hos bt.dk. ”De beskærer jo billederne helt vildt,” sagde han. Der er vi forskellige, og det er nok en generationsting, for i dag klippes og klistres der og laves vilde layouts.

Da jeg skulle i praktik, tog jeg et aktivt valg om ikke at være på Jyllands-Posten. Jeg er meget bevidst om ikke at lukrere på, hvem han er. Det skal ikke være på grund af ham, at dørene åbner.

Jeg har aldrig oplevet direkte positive privilegier på grund af ham, men jeg har oplevet, at mange holder af ham, og det drypper måske lidt på mig.

At have en far i samme branche får mig til at tænke meget over, hvordan jeg opfører mig. Hvis jeg er en idiot, skal det ikke ramme ham. Jeg forsøger altid at opføre mig pænt, men det forpligter endnu mere, når man er mere end en.

 

Torben Stroyer, 75 år, pensioneret pressefotograf fra Jyllands-Posten

Det lå altid til højrebenet, at jeg skulle være fotograf, fordi mine forældre var det. I 1975 vandt jeg årets sportsfoto ved den første Årets Pressefoto nogensinde. Kort tid efter kom Sisse til verden.

Hun er også motiv på et af de billeder, jeg havde med i konkurrencen i 1977. Så hun har haft med fotografi at gøre, helt fra hun var lille. Hvis Sisses datter bliver fotograf, vil det glæde mig meget.

Jeg rejste meget med JP, hver anden weekend arbejdede jeg, og en gang om måneden havde jeg 10-dages vagt. Det får man ikke lange ægteskaber af. De skæve arbejdstider og at det her er mere en livsstil end et job, har Sisse altid vidst.

”Uanset om du hedder Stroyer eller Ramskov, er det en hård branche.”

Torben Stroyer

Uanset om du hedder Stroyer eller Ramskov, er det en hård branche. I gamle dage var det mere normalt, at direktørens datter kom foran i køen, men sådan er branchen ikke længere.

Man vælger ikke den her karriere, fordi det er smart, at ens forældre også er der. Måske tværtimod. Man vælger det, fordi det er hjerteblod.

Jeg er ked af, at der er så få muligheder i branchen i dag, men det har ikke gjort mig bekymret for hende. I dag er der råderum for fantasi og initiativer, og aldrig har vi haft så gode fotografer. Man skal bare holde op med at tænke, at man skal ansættes på et dagblad.

Jeg trækker vejret lidt dybere, når det er Sisses arbejde, jeg skal bedømme. Generelt skal man passe på med at blande sig, når man er far i samme fag som sin datter. Derfor er det altid Sisse, der skal komme, hvis hun vil have råd, og jeg skal passe på ikke bare at sige ’det skal være sådan og sådan’ og være den gamle idiot. Den respekt mærker jeg ekstra, fordi hun er min datter.

 

Magnus Ulveman og Michael Ulveman

Magnus Ulveman, 25 år, presserådgiver hos Venstre

Drømmen om journalistik kom snigende gennem årene, men blev allerede grundlagt, da jeg var barn. Hovedårsagen er nok, at jeg har en far, der hele mit liv har beskæftiget sig med journalistik, politik og kommunikation. Jeg har været med til at tage imod ham, da han var ansat som journalist på Jyllands-Posten og var ude og køre Jorden rundt med deres Explorer-bil, jeg har hilst på Anders Fogh, da han var statsminister, og jeg har været på besøg i NATO.

Det vil jeg også, tænkte jeg. Det er for spændende til at lade være.

Da jeg var et år, tog min far til Washington for at være USA-korrespondent for Jyllands-Posten. Han var væk, indtil jeg var syv, og i de år havde han heltestatus for min bror og jeg.

Vi er gået meget i lige linje. Jeg var i praktik på Berlingske, og bagefter kom jeg i praktik i presseafdelingen på den danske ambassade i Washington. Da jeg kom hjem, fik jeg job som presserådgiver hos Venstre, hvor jeg stadig er. Min far har også været mange år på Christiansborg som pressechef for Det Konservative Folkeparti, som journalist på Jyllands-Posten og Berlingske, og senere spindoktor for Fogh.

Per Stig Møller afbrød engang et interview, jeg lavede med ham, for at læne sig ind mod mig og sige: ”Du er Michael Ulvemans søn.” Han sagde ikke andet, og jeg tænkte bagefter, om det mon var godt eller skidt.

”Der er et underliggende pres, fordi jeg hedder Ulveman, men det ville jeg ikke være foruden.”

Magnus Ulveman

Flere har spurgt mig, om jeg var på Berlingske eller hos Venstre på grund af min far. Jeg har det egentlig fint med det, for jeg ved jo, at jeg selv har kæmpet mig frem til det sted, jeg er.

Der er et underliggende pres, fordi jeg hedder Ulveman, men det ville jeg ikke være foruden. Jeg har altid tænkt, at min far er meget succesfuld, og at det er store sko at fylde ud. Men jeg har aldrig set det som noget dårligt, og jeg er meget bevidst om at skabe et navn for mig selv.

Fordi min far har opnået meget, sætter jeg overliggeren højt for mig selv. Min far er bevidst om at lade mig træffe mine egne valg, så det ”pres” kommer fra mig selv. Og måske lidt af, at andre kan have en forudindtaget holdning til, at jeg er ligesom ham, og der er et fagligt niveau, jeg skal leve op til.

 

Michael Ulveman, 57 år, adm. direktør og partner i kommunikationsfirmaet Ulveman & Børsting

På min 50-års fødselsdag holdt Magnus tale. Det var første gang, han fortalte, at han ville prøve at gå samme vej som mig. Jeg blev glad, fordi jeg selv holder af at være journalist og rådgiver i forhold til den politiske verden.

Selvfølgelig skal alle, der uddanner sig som journalist, gøre sig alvorlige tanker, fordi de store arbejdsgivere ikke kan udbyde de samme stillinger som før. Da jeg var korrespondent i USA, kunne jeg ubekymret rejse til Californien på reportage og sende regningen bagefter. Uden at spørge først. Det er helt utænkeligt i dag, men det betyder ikke, at journalistik ikke har en fremtid. Der kommer nye medier, den journalistiske tilgang kan bruges flere steder, og derfor er jeg ikke nervøs for ham.

”Jeg har aldrig banet vej for ham. Jeg ved, at han sagtens kan finde sin egen vej. Det ville være dårligt for ham, hvis jeg havde den rolle.”

Michael Ulveman

Jeg har aldrig banet vej for ham. Jeg ved, at han sagtens kan finde sin egen vej. Det ville være dårligt for ham, hvis jeg havde den rolle.

Hvis en ven eller bekendt prøver at placere sit barn i vores virksomhed, har jeg det lidt skidt med det. Det er ikke godt for nogen.
Det betyder ikke, at vi ikke kan hjælpe hinanden, vi har daglige snakke om, hvad der sker, og deri ligger der en udveksling af synspunkter og rådgivning.

Vi har en parallel tankegang og forstår instinktivt hinanden. Det er værdifuldt for mig at bruge hans erfaringer, ligesom han kan spørge mig til råds. Men jeg er meget bevidst om, at de ting, jeg har oplevet i min karriere, ikke nødvendigvis har samme relevans, fordi tiden har ændret sig.

Det har ikke været bevidst, at jeg har skubbet ham i min retning, men det er klart, at vi altid har talt meget om journalistik og politik. Der har altid været fem aviser på morgenbordet og mange spændende mennesker fra medieverdenen på besøg, så selvfølgelig bliver børn inspireret af det. Vi har jo ikke gjort det for deres skyld, de er helt uskyldigt blevet trukket ind i den tyfon, branchen er.

 

Karen Dich og Anette Dich

Karen Dich, 30 år, kommunikations­konsulent, journalist og anmelder

Jeg skulle slet ikke være journalist, for det er både min mor og morfar. Det gik jo skide godt med det.

Da jeg gik i folkeskole, ville alle mine klassekammerater i praktik hos min mor på DR. Jeg tænkte, hvorfor fanden vil I det? Jeg har været mange gange med min mor på arbejde og set, at der også er mange rugbrødsopgaver.

”De ting, der er fede, er også dem, der er svære, når man bærer arven videre fra både mor og morfar.”

Karen Dich

Jeg læste litteraturvidenskab og søgte ind på Politikens debattør- og kritikerskole, så blev jeg ansat i forlængelse af det som litteraturanmelder. Senere fik jeg praktik på debat­redaktionen og begyndte at skrive interview og signaturer. Derefter blev jeg tilbudt et barselsvikariat som redaktør. Jeg ringede til min mor og fortalte hende det. ”Nååå, jeg troede ikke, du skulle være journalist,” sagde hun. Det havde jeg åbenbart været rimeligt firkantet omkring.

De ting, der er fede, er også dem, der er svære, når man bærer arven videre fra både mor og morfar. Det kan både være rart og lidt tungt at bære, hvis man ikke har lyst til at være bundet af forventninger. Og af og til vil man bare gerne klappes på håret, når det hele er lort, og ikke have faglige råd.

Jeg har en kritisk læser i min mor. Hun forholder sig anderledes til det, jeg laver, end min far. Han synes, det hele er flot, mens min mor har en holdning til ordvalg, og hvordan jeg skriver.

På min første date med min kæreste, der også er journalist, udbrød han: ”Guuud, du er jo Anettes datter.” Han havde været i praktik på DR Nyheder, hvor min mor var ansat. Det her er en pisse lille branche, og af og til kan det være en faglig udfordring. Som når journalister kommer hen og fortæller, at de kan huske mig, fra jeg var fem år og med til juletræsfest på Christiansborg. Så står man der og tænker, ’Jo, jo, men nu er jeg 30 år, og her er mit visitkort, hvis I har brug for nogen.’

Anette Dich, 60 år, journalist og tilrettelægger, DR-Nyheder

Jeg tænkte, at jeg ikke skulle det samme som min far, og jeg tror, Karen tænkte det samme. Men her er vi alligevel. Det her fag er en livsstil, og det er måske derfor, man vælger det samme. Og så kommer hun fra en familie, der går op i nyheder, samfund og debat. På den måde har vi måske skubbet på, for det kommer nok til at ligge underbevidst i en.

Jeg har prøvet at forklare Karen, at denne branche er svær, men det har ikke afskrækket hende.

”Det her fag er en livsstil, og det er måske derfor, man vælger det samme.”

Anette Dich

Hun har altid brændt for ord og samfundsdebatter, og vi har altid diskuteret det, så det undrer mig ikke, at hun er havnet her.

Vi kan tale fag og dele erfaringer, og det er sjovt at høre om hendes arbejde og læse det, hun skriver. Sådan var det også med min far, der var udenrigsjournalist og kom hjem fra den store verden med historier. Det er en kæmpe fordel, at man forstår, hvad ens børn beskæftiger sig med, og det gør mig stolt, at hun har valgt mit fag.

Min far og jeg er meget forskellige, og Karen og jeg er meget forskellige, vi sammenligner os ikke med hinanden. Derfor er der ikke ulemper ved at være i samme fag.

Selvfølgelig taler vi om journalistik med et andet udgangspunkt end andre, og af og til giver jeg råd, men jeg ved ikke, om hun faktisk følger dem.

Engang på ’DR2 Dagen’ gik jeg ned i sminken for at hilse på gæsterne. En ældre politiker kiggede på mig og sagde: ”Er du ikke Preben Dichs datter?”, så vendte den anden gæst sig om og sagde:

”Er du ikke Karens mor?” Jeg oplever det ikke så ofte med min far mere, men jeg løber ofte ind i folk, der forbinder mig med Karen.