Først er du for uerfaren, så er du ’familieramt’ – og når du så rammer 50, er du for gammel.

Sådan oplever mange den cyklus, der er på vores arbejdsmarked, og det er ikke til at holde ud at tænke på, hvor mange gode kompetencer og erfaringer arbejdspladserne går glip af med den tankegang.

Som formand for Arbejdsløshedskassen for Journalistik, Kommunikation og Sprog skrev jeg for få uger siden et hjertesuk om netop den problematik: At mens pensionsalderen stiger, opleves vi ikke som attraktive medarbejdere efter det fyldte 50. år.

Mit indlæg har affødt så mange kommentarer, personlige fortællinger og opfordringer til handling, at det for mig understreger vigtigheden. Vi skal sammen med andre a-kasser og fagforeninger slå et slag for de erfarne medarbejdere og for bredt sammensatte arbejdspladser.

Derfor tillader jeg mig at gentage budskabet:

Det er lidt mærkeligt at sidde i år 2020, hvor mange får børn i slut 30’erne eller start 40’erne, og vi først kan gå på pension, når vi er 70 – men stadig bliver betragtet som seniorer, når vi er 50+.

Om vi bliver framet positivt som ’det grå guld’ eller negativt som ’ældrebyrden’, er ligegyldigt. Det er tragikomisk, at vi bliver betragtet som ældre og grå midt i vores primetime – og med mindst 20 år tilbage på arbejdsmarkedet. Det er drøn-ærgerligt!

Det er svært at være medarbejder eller jobsøgende. Sat på spidsen, er du først nyuddannet og har ikke nok erfaring, så er du i den fødedygtige alder eller har børn, og så er du pludselig 50+ og har et ben i graven. Det er et meget kort vindue, vi har til at være attraktive og eftertragtede.

Heldigvis er der mange arbejdsgivere, der ved, at en velfungerende arbejdsplads omfavner diversitet. Her er både plads til nyuddannede og folk med forskellige grader af erfaring. Her er både plads til hurtigløberen og den mere dybdeborende journalist.

Desværre er der også en del arbejdsgivere, der ikke vil stå ved deres ansvar, som kun ansætter inden for en stram målgruppe – eller ikke værner om den arbejdsstyrke, de har.

De arbejdsgivere, som vægrer sig for at ansætte 50+, er ofte dem, som selv er dårlige til eller ikke kan se meningen med at pleje deres medarbejderes kompetencer. De skifter dem bare ud. Men her går der altså en del erfaring og viden tabt.

For mange af vores medlemmer ligger der en masse identitet i deres arbejde. Derfor er det hårdt at føle sig valgt fra. For nyuddannede giver det mening for omverdenen, hvis de ikke får et job med det samme. For 50+ føles det ofte skamfuldt og stigmatiserende, netop fordi de selv synes, at verden burde ligge for fødderne – og nu gør den det pludselig ikke længere. Vi har ikke et ben i graven, men det kan godt føles sådan, når der bliver sat spørgsmålstegn ved hele vores identitet.

Men det er ikke kun et spørgsmål om identitet – også om økonomi. Når vi er midt i livet, har vi ofte sat os med bil, hus og faste udgifter. Det er svært, når man er ledig, og dagpengene udhules.

Hele idéen med det danske dagpengesystem er, at vi er sikret indtil det næste job. Derfor er det også relativt nemt for arbejdsgiveren at komme af med os. Men sikkerhedsnettet er blevet slappere, og det er nemmere at ryge ud. Hvis politikerne forventer, at vi skal arbejde, til vi er 70, så nytter det ikke noget, at nogen af os skal kæmpe de næste 20 år for at holde fast i arbejdsmarkedet med næb og klør – og hus og familie som indsats.

Og tilbage til starten. Det virker absurd at omtale en del af befolkningen som 50+ med den iboende stigmatisering, der følger. Vi er voksne mennesker, der står midt i karrierelivet og har en masse erfaring med i rygsækken. Vores situationer er vidt forskellige – det samme er vores drømme, muligheder og udfordringer.

I stedet for at sætte os i bås som 50+ burde politikere, organisationer, arbejdspladser og vi selv kigge på, hvordan vi holder os relevante og veluddannede hele livet. Hvordan vi sikrer et fastere sikkerhedsnet for dem, der står mellem jobs, og hvordan vi får alle arbejdsgivere til at se værdien i en arbejdsplads med en mangfoldig medarbejderskare.