Jeg indrømmer det. Jeg er født i 1958. Har altid betragtet det som et godt årstal – ikke noget nævneværdigt elendigt. Et par år før Cubakrisen. Et par år efter Ungarn.
Jeg nævner det bare. For mellem os sagt er det problematisk, at jeg har en (næsten) levende erindring om, hvad der skete dengang. At jeg kan huske, hvordan de voksne blev anspændte under Cuba. Det viser jo bare, hvor gammel jeg er.
Jeg er endnu ikke gråhåret. Som i overhovedet ikke. Stadig med gyldne øjeblikke. Desværre fandt en eller anden led satan/sæk på udtrykket “det grå guld”, hvilket vi har grinet/grædt meget af. Mest grædt.
Siden jeg blev arbejdsløs i 2014, har mit liv været præget af en afhængighed, som viser sig på flere områder. Først og fremmest afhængighed af den a-kasse, jeg som journalist har holdt røven oppe på stort set siden 1982. Trofast år efter år har jeg betalt mit kontingent, mens jeg spekulerede på, om det ikke var rent idioti. Men vi tilhører jo den solidariske generation, så det var en tanke, der øjeblikkeligt blev sendt på fjernlageret.
Sådan tænker jeg ikke/vil jeg ikke tænke. Men engang i januar for et år siden fik samme AJKS mig virkelig op på dupperne. En yngre (!) kvinde ringede og meddelte mig, at hun havde tjekket min jobsøgning, og blandt andet havde jeg ikke anført de obligatoriske to ansøgninger per uge i en bestemt uge. Det viste sig at være ugen mellem jul og nytår. Og så skulle jeg være taknemmelig, fordi det ikke førte til repressalier, kunne jeg forstå.
Er du gal, hvor blev jeg rasende. Tror også, jeg fik hvæst noget om, at det for fanden da var mig, der havde betalt løn til hende og andre i årevis.
Men altså: Summa summarum er, at jeg har betalt hendes løn, for at hun kan administrere for staten og modtage sine ordrer derfra samt kanalisere samme ordrer videre til mig. Ringen er sluttet. Det var næsten den kontrol, jeg var allergladest for at slippe, da jeg i store dele af 2016 fik et godt vikarjob. Ikke nogen kreativ udfordring, men for pokker da! Jeg fik jobbet på grund af en smule netværk.
Og nu er jeg så tilbage hos AJKS igen. Gladere, med nye erfaringer og masser af virkelyst. Bortset fra at de stadig har glemt at fortælle arbejdsgiverne den med det grå guld. Især staten og kommunerne har jeg skarpt mistænkt for at sortere sådan nogle halvgamle kommunikations-lig fra i farten. Ikke officielt. Nej gudbevareosdanej! Staten diskriminerer ikke mod de aldersstegne. Men den er sjovt nok blandt de få, der fast tvinger ansøgere til at anføre deres alder.
Jeg har siddet på jobcentret og grinet himmelhøjt af den idioti, der manifesterer sig i sorteringsmuligheder på alder. Jeg griner, fordi jeg for ganske nylig har fundet ud af at blive 10 år yngre. Med et snuptag! Jeg kom blot til at skrive 1968 i stedet for 1958. En meget positiv oplevelse. Så nu kan jeg desværre ikke mere huske Cubakrisen eller eftervirkningerne af Ungarn i ‘56. Og det er lidt svært at forklare, at jeg kun var 13 år, da jeg stolprede ind på DJH.
Men fuck det – vi glade 68’ere har så meget andet at prale af!
Af journalist Stine Leth-Nissen
DJ og AJKS har ikke ønsket at kommentere indlægget.
5 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Det undrer mig såre, at artiklen slutter med et lakonisk: 'DJ og AJKS har ikke ønsket at kommentere indlægget'. Hvorfor i alverden ikke? Det plejer at være sådan, erhvervslivets grå eminencer, mafiaen og FIFA 'udtaler' sig! Er det en fagforening og a-kasse værdigt?
Artiklen er som skrevet ud fra mine egne årgang 1958-erfaringer - og lyver vi os yngre, er det vel bare "alternative fakta". Alle kan jo komme for skade at lave en slåfajl...
Det er hårdest for os fra 1961.
Søgte alle former for job gennem halvandet år.
Ikke en eneste samtale.
Det er nok bare fordi jeg er elendig til at skrive ansøgninger.
Født i 1961...
Hvad er der i vejen med det grå guld?????
Selv født i 1961.
Flere