Hvorfor blev du journalist?

Det vidste jeg meget tidligt, at jeg ville være. Så i 9. klasse kom jeg i erhvervspraktik på Bornholms Tidende. Det var sjovt. Jeg kan huske, at jeg lavede en anmeldelse fra en koncert med Strawberry Slaughterhouse i Musikhuset i Rønne. I virkeligheden endte jeg med den følgende dag at ringe rundt til en masse, der var til koncerten, og indsamle informationer. Jeg tænkte dengang, at det var lidt dumt, da jeg jo selv havde været der, men i dag kan jeg se, at det jo sådan set var journalistik.”

Hvad var det ved journalistikken, der tiltrak dig?

”Det var ikke en stærk indignation på samfundets vegne eller ’nu skulle jeg ud og grave en masse historier op’. Jeg ville fortælle, og jeg var nysgerrig på verden. Min mor var barn fra Anden Verdenskrig, hun var en rigtig god historiefortæller. Både hun og min far læste rigtig mange bøger for mig, da jeg var helt lille. Jeg kommer fra et hjem, hvor der blev læst meget avis og diskuteret meget. Jeg var efternøler i en søskendeflok på fire, så jeg kunne rigtigt sidde og suge til mig.”

Da du skulle vælge uddannelse, valgte du ikke journalistik, men historie. Hvorfor?

”Jeg var ikke i tvivl om, at jeg ville være journalist, men jeg ville gerne bygge det oven på en viden. Jeg vidste, at som journalist ved man en masse om en masse ting og ikke særlig meget om noget. Jeg ville gerne vide noget om noget.”

Det er en ret moden erkendelse at have så tidligt?

”Ja, men nu havde jeg jo også de der større søskende …”

Efter at du fik din bachelor i historie, blev du journalist fra RUC og siden ansat på TV 2, hvor du også var i praktik. Der endte du med at være i forskellige stillinger i en lang årrække.

”14 og et halvt for at være helt præcis.”

Hvorfor stoppede du?

”Det gjorde jeg, fordi jeg trængte til nye udfordringer, ha ha. Det lyder som en floskel. Men prøv at høre, det gjorde jeg faktisk! Jeg havde det lidt som at forlade en kæreste, jeg stadig var rigtig glad for, da jeg gik fra TV 2. Men hvis man har været sammen med den samme i rigtig mange år – og det endda er den første kæreste, man har haft – så kan det være en god idé at prøve noget nyt for at se verden fra et andet sted. Og så syntes jeg, at lige præcis den her stilling, som både presse- og kommunikationschef, og i det her ministerium, hvor man arbejder med nogle virkelig interessante emner, uanset hvem der sidder på toppen, lød spændende, og jeg følte, der var en rød tråd i det, jeg har lavet, og hertil. Jeg fik så fuld plade på nyt: Det var centraladministrationen, det var presse og kommunikation, og jeg skulle være chef-chef. Og så kom corona lige oveni.”

Du begyndte 1. april, mens hele det offentlige Danmark var lukket ned. Hvordan husker du din første dag?

”Jeg tog ind i Bredgade til en af styrelserne, hentede min computer, og så cyklede jeg hjem, låste mig ind i min egen lejlighed og loggede ind på Skype. Skype-møde på Skype-møde på Skype-møde. Møde medarbejdere, direktionen, kontorchefkolleger. Rundt til kaffemøder på Skype.”

Hvordan er det at starte et nyt job over Skype?

”Der er rigtig meget, man kan over Skype. Og jeg synes også sagtens, man kan fornemme mennesker over Skype. Men der er helt klart også noget, man ikke kan. For eksempel alle de arbejdsgange, der ikke gik gennem mig – dem opdagede jeg jo ikke. Når du skal lære et nyt sted at kende, er det noget med at lære en kultur. Alt, der sker rundt omkring dig. Det, du lærer ved at sidde i et åbent kontormiljø og gå i kantinen og lytte til den måde, folk taler med hinanden. Det var der jo ikke noget af. Det var kun det, der gik direkte gennem mig, jeg oplevede. De der idéer, der popper op, når man bare står og småsnakker ved kaffemaskinen, var der ikke. Skype fungerer super fint til beslutningsmøder og præsentationer, men giver ikke så meget til idéudvikling – man afbryder jo ikke hinanden.”

Kan det ikke være meget rart for chefer?

”Arh, jeg vil nu mene, at det kan give energi og sammenhold, at man netop også afbryder, og alle er med. Og den ene tanke tager den anden. Det gør det lidt mindre over Skype. Men jeg tænker også, at det går den anden vej. Jeg mener: Det har været specielt for mig, men også for dem: Hvem er den snegl, der sidder der? Hvor meget fornemmer dem, der tager imod, af, hvem man er. Det har også været specielt.”

Havde du en strategi?

”Nej, jeg prøvede bare at være mig selv. En af de vigtigste ting må være ikke at prøve at være noget andet end sig selv. Og så må man være det på Skype og håbe, at det trænger igennem filteret.”

Hvad har været læren for dig?

”At Skype faktisk kan give noget godt. Noget med fleksibilitet, der kan gøre gode ting for medarbejderes privat- og arbejdsliv. Men man skal huske, at man også skal være sammen alle sammen. Det, der opstår i det rum mellem mennesker, kan noget særligt. Det er jo for dælen derfor, at det ikke er robotter, der laver det hele. Meget af min egen energi får jeg af at være fysisk sammen med andre mennesker, og den er svær at hente over Skype.”

Hvordan var det så omsider at få lov til at komme ind og begynde rigtigt?

”Det var en kæmpe forløsning. I sådan en situation plejer man at sige, når man møder folk: ’Hvor er det godt at få ansigt på dig!’ Jeg havde det sådan: ’Hvor er det godt at få ben på dig!’ Altså pludselig at se det hele menneske. Det var virkelig dejligt at opleve den energi, der er herinde, og se alle de små nuancer og den nonverbale kommunikation, der sker, når man er fysisk sammen.”