
”Man kan kalde os naive. Men vi har virkelig ikke haft et ønske om at deltage i en politisk debat,” siger SAS-pressechef. Foto: Mette Seerup
En heftig ilddåb. Sådan betegner Kristoffer Meinert selv sin anden arbejdsuge som pressechef for SAS, der de seneste døgn har været i et sandt stormvejr omkring reklamefilmen ’What is truly Scandinavian’.
Flyselskabet valgte at fjerne reklamefilmen, da den kom under voldsom beskydning på sociale medier efter lanceringen tirsdag. Begrundelsen fra SAS lød, at de havde mistanke om, at de var udsat for et koordineret angreb.
Flere iagttagere har siden kritiseret SAS’ håndtering af sagen. Blandt andet skriver DR-vært Ane Cortzen på Twitter, at: ”Det mest overraskende ved hele SAS-affæren er, at @sas oprigtigt talt har troet de kunne ‘fjerne’ videoen og tænke nærmere over deres næste skridt.”
Men Kristoffer Meinert mener, SAS gjorde det rigtige.
”For os som luftfartsselskab er der også et sikkerhedshensyn, som rækker ud over det rent mediemæssige,” siger han.
Men internettet glemmer jo aldrig. Troede I virkelig, videoen ville forsvinde fra nettet, da I tog den ned?
”Det er ikke et spørgsmål om, at vi troede, den ville forsvinde. Det er et spørgsmål om, at vi ikke vil hives ind i en politisk debat og lægge platform til de her beskyldninger,” siger Kristoffer Meinert.
Afviser at afskrive ægte kritikere
Pressechefen forklarer, at mistanken om et koordineret angreb skyldtes antallet af reaktioner og mønstret i dem.
”Vi kan se, at der har været call-to-actions på internetforummet 4chan og hos nogle ekstremistiske grupper i Sverige. Og vi kunne se, at det spredtes fra meget få konti,” uddyber han.
Et andet kritikpunkt har gået på, at SAS ved at afskrive kritikken som et koordineret cyberangreb signalerer, at de ikke anerkender kritikken af reklamens budskab om, at intet er ægte skandinavisk.
Det afviser Kristoffer Meinert:
”Jeg mener ikke, vi har afskrevet de ægte kritikere. Vi er fuldt ud klar over, at der har været ægte kritik fra helt rigtige levende mennesker, og vi har ikke forsøgt at feje den kritik af på nogen måde. Men en del af det er, at vi har været udsat for koordineret angreb,” siger han.
Risikere ikke at sige noget
Han fortæller desuden, at SAS vil overveje, om de fremover bør have et beredskab klar til at imødegå en lignende situation.
”Det er jo altid godt at være forberedt. Men det kan også være svært at vide, hvad man skal være forberedt på. Hvis man hele tiden skal tænke, hvad der kan gå galt, så risikerer man også at ende med ikke at sige noget. Og det tror jeg ikke er i nogen virksomheds interesse,” siger han.
Siden onsdag eftermiddag har videoen igen været tilgængelig på SAS’ YouTube-kanal. Derudover har selskabet også udgivet ”en kortere og klarere version” af videoen.
”Man kan kalde os naive. Men vi har virkelig ikke ønsket at deltage i en politisk debat. Vi har haft budskab og tanke med den her kampagne, som vi står ved,” siger Kristoffer Meinert.
”Enormt lærerigt”
Dagen i går og morgenen i dag har pressechefen brugt på at forklare håndteringen af sagen i diverse medier.
”Som journalist har jeg jo prøvet breaking news, hvor det bimler og bamler, så jeg er trænet i det. Men det har da været heftigt,” fortæller Kristoffer Meinert, der er tidligere DR-vært.
Han begyndte i jobbet som pressechef for SAS bare én uge, inden shitstormen ramte.
”Jeg står stadig midt i det, så det er for tidligt at sige, hvad jeg har lært af det. Lige nu pumper adrenalinen stadig. Men det har været enormt lærerigt,” siger han.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.