Hvorfor blev du e-sports-kommentator?

”Jeg har altid tænkt, at det skulle være noget med computere. Helt tilbage da jeg gik i SFO, kan jeg huske, at Nintendo 64’eren og senere PlayStation 1 og 2 kom. Vi spillede ’Goldeneye’ og ’Super Smash Brothers’, hvor vi kunne spille ikke bare med, men også mod hinanden, og der var en meget klar viden om, hvem der var bedst. Det tror jeg ændrede alt. Senere tænkte jeg, at jeg skulle være grafiker og lave webdesign.”

Ikke professionel gamer?

”Dengang anede jeg jo ikke, at det en dag ville blive så stort. Men nej, min spillemæssige karriere har aldrig været noget at råbe hurra for. Jeg har deltaget i otte-ti turneringer, og i den bedste blev jeg nummer to. Men ret tidligt fandt jeg ud af, at jeg ville være en del af det miljø. Nok ikke som spiller, men menneskene og alt omkring spillet var megafedt, så jeg skulle finde en anden måde at være relevant.”

Hvad gjorde du så?

”Jeg begyndte at lave små film, hvor jeg klippede kampe sammen og uploadede dem. På et tidspunkt blev jeg tilknyttet et hold, som betalte min transport og min billet til turneringer, for at jeg kunne lave film om dem. De havde måske en udgift på 800 kroner, og så arbejdede jeg 12 timer i en weekend – og 100 timer bagefter i redigeringen. Jeg elskede det. Men branchen var stadig så lille, at businessdelen kunne være et sponsorat på 2.000 kroner om måneden, hvis man var heldig.”

Forestillede du dig, at branchen engang ville blive stor?

”Alle vi, der var med dengang, vidste, at det her var så sjovt, at det måtte blive stort. Men ingen af os regnede med, at det ville ske så hurtigt, som det gjorde.”

Hvordan kom du så i gang med at kommentere?

”Omkring 2011 begyndte en kammerat og jeg at sende ud til et par hundrede seere. Fra et teenagesoveværelse med et dårligt webcam. Så tjente vi 1.000 kroner en måned og købte et nyt web­cam. Så 1.500 den næste. For mig var det vanvittigt at kunne få penge for noget, jeg ellers ville gøre gratis.”

Hvornår gik det op for dig, at det faktisk kunne blive en levevej?

”Først besluttede jeg faktisk, at det kunne det ikke. Jeg var begyndt på universitetet og havde 20-30-40 timer om ugen, hvor jeg kommenterede og tog til store turneringer. Det gik selvfølgelig ikke, jeg havde ikke tid til at læse. Så jeg tog en – synes min mor – relativt voksen beslutning og stoppede med at kommentere.”

Men så kom du alligevel tilbage?

”Ja, jeg holdt en pause på to år, men der skete jo det, at sekundet efter jeg var stoppet, eksploderede CS (Counter-Strike, red.). Pengepræmierne blev større, og jeg følte, at jeg havde misset toget. Da jeg var færdig med min bachelor og skulle i gang med kandidaten, opstod der pludselig en mulighed for at komme tilbage. En turnering i Beograd spurgte, om de måtte hyre mig, og så sagde jeg: Yes, vi kører. Så startede det. Jeg tog til turneringer igen og blev tilbudt et projekt, hvor en kammerat og jeg skulle lave efterskolemesterskaberne i CS til TV Syd. Så sagde jeg bare: ’Fuck it’ og droppede ud af uni. Jeg gad ikke være ham, der fik to chancer for at lave det, han gerne ville, og ikke tog dem. Det var april 2017, siden har jeg kommenteret på fuldtid.”

Hvordan har det været at være autodidakt? Normalt går man jo på kurser for at lære om stemmeføring, interviewteknik og den slags …

”Jeg har ingen teoretisk viden om, hvorfor det, jeg gør, fungerer. Jeg kommer fra en verden, hvor der ikke er nogen, der har den viden. Alle gør det, fordi det er sjovt. Nogle af os, der har været med i mange år, har fået en erfaring, men den er udelukkende praktisk. Vi har bare gjort ting, og når folk syntes, det var nice, så fik vi det at vide, og omvendt.”

Så du kender miljøet og spillet ligesom trænere eller tidligere spillere, der bruges som eksperter og kommentatorer af fodbold?

”Ja, lige præcis. Hvad angår alt det tekniske med stemmeføring og interviewteknik, har vi selvfølgelig lært en masse på DR og TV 2. Men i begyndelsen var det jo bare noget med at kigge på de andre. Hvad gør de, når de kommenterer fodbold? Så sad jeg og så fodboldkampe for at høre, hvordan de pacer, bygger op og bruger stemmen.”

Kan fodbold eller andre sportsgrene overføres til e-sport?

”Ikke direkte. Fodbold er meget intenst, når der sker noget, og ikke særlig intenst, når der ikke gør. CS er meget intenst hele tiden. Mine skills er en blanding af alt det, jeg synes er bedst – og en ordentlig spandfuld TV 2. En lyst til at fortælle om abstrakte ting, som Jørgen Leth gjorde på TV 2, og en eksplosivitet, som de amerikanske kommentatorer har, når de kommenterer NBA-basketball. Der er alle mulige tekniske ting i forhold til at skrue hastigheden op og ned for at fastholde folk. Men intet af det er kommet på baggrund af teori.”

Hvordan oplever du medie­branchens blik på e-sport?

”For 10 år siden var der et indslag på DR eller TV 2, hvor en journalist havde været ude til en LAN-turnering. Præmissen var, at det da var for usundt med al den cola og chips, og så var der spillere, der sagde: Hvor mange armbøjninger skal jeg lave, for at du tror på, at vi slet ikke spiser alle de chips? Så blev det en joke: ’Nu laver de armbøjninger ude til computerturneringerne!’ Det var dengang. I dag har alle fået øjnene op. Nogle er selvfølgelig mere inde i sagerne end andre, og det er klart, at en journalist på en avis eller et magasin ikke kan vide alt om alting. Men der er nogle begavede folk rundt omkring, der er journalistuddannede og arbejder med e-sport, som sørger for en bedre dækning. Det er fedt. Og når tilstrækkeligt mange går op i e-sport, skal det nok også være ud over det hele. Vi er stadig en niche. Nogle gange har vi 100.000 seere, når vi sender, og det er megafedt, men vi har stadig mange år foran os.”

Rasmus Elmelund er freelancejournalist