Matilde Kimer i Kiev: »Det er svært ikke at blive revet med«

DR’s Matilde Kimer måtte i går tage benene på nakken, da kuglerne begyndte at hagle ned omkring hende, mens hun var live i radioen fra Kiev. »Det er mildest talt dårlige arbejdsforhold,« siger hun og bakkes op af EFJ-formand Mogens Blicher Bjerregård. Han kritiserer pressefriheden i skarpe vendinger

De seneste par døgn har været hektiske for DR’s korrespondent Matilde Kimer. Hun har dækket begivenhederne i Kievs gader, hvor voldsomme sammenstød mellem demonstranter og politi siden tirsdag har kostet mindst 75 menneskeliv og såret utallige.

»Det har på alle mulige måder været overvældende – også for mig personligt. Det har været en rutsjebanetur af indtryk i alle genrer fra skræk og chok til sorg over at opleve et samfund i så dyb, dyb krise. Jeg tror faktisk, det har været lige så turbulent inden i mig som ude i gaderne,« siger Matilde Kimer.

Særligt hektisk blev det torsdag morgen, da demonstranterne brød igennem politiets såkaldte brandbælte og begyndte at løbe betjentene over ende, mens hun var live igennem til 'P1 Morgen'. I radioreportagen hører man en stakåndet Matilde Kimer, der selv må flygte fra demonstranternes kasteskyts, mens hun forsøger at fortælle, hvad der foregår.   

»Da det hele begynder at eksplodere om ørerne på mig, og der falder en betjent lige ved siden af, kan jeg se, at jeg bliver nødt til at søge i sikkerhed,« fortæller Matilde Kimer om episoden.

Prøver at få begge sider med

DR-korrespondenten har ikke tal på, hvor mange døde og sårede hun har set de seneste dage. Og det har da også været svært at holde hovedet koldt midt i kaosset, fortæller hun:

»I går var den største udfordring helt klart ’to keep cool’. Det er surrealistisk og grænseoverskidende, at der var døde og sårede overalt, men det, der i virkeligheden kravler mest ind under huden og sætter sig som tårer i øjnene eller en klump i halsen, er at se de pårørende. Folk, som er opløst af sorg eller helt tændt af had. Så er det svært ikke at blive revet med,« siger Matilde Kimer.

Hvordan undgår man at komme til at holde med den ene eller den anden part, når man står midt i det?

»Det er selvfølgelig også rigtig svært. Men jeg har forsøgt at drible meget frem og tilbage mellem barrikaderne for også at tale med politiet og prøvet at opfatte, hvordan de ser demonstranterne. Og det har jeg faktisk haft rigtig gode erfaringer med,« siger hun.

Store problemer med pressefriheden

Selv om situationen har været voldsom, synes Matilde Kimer overordnet set, at hun er blevet godt behandlet på begge sider af barrikaderne:

»For mig personligt har det faktisk været relativt tilgængeligt at arbejde her. Men der er jo journalister, som er blevet skudt, og journalister, som er blevet trukket ud af biler og tævet. Det er mildest talt dårlige arbejdsvilkår,« siger hun.

Og netop vilkårene for pressen i Kievs gader er et emne, som DJ-formand Mogens Blicher Bjerregård tager meget alvorligt. Han er også formand for det europæiske forbund EFJ og har i den forbindelse været i Kiev i den forgangne uge for at lede en international mission om pressefriheden i Ukraine.  

»Situationen er eskaleret voldsomt de sidste tre måneder, hvor der har været rigtig alvorlige overgreb på pressefolk i Kiev. Flere oplever, at det at være journalist i sig selv gør en til et mål – og det er dybt, dybt alvorligt, at professionen på den måde ikke i sig selv møder nogen form for beskyttelse,« siger Mogens Blicher Bjerregård.

Han fortæller, at der er mange eksempler på, at politiet har set fuldstændigt passivt til, mens journalister er blevet tævet. Der er også journalister, som er blevet fængslet, og mange fotografer og kamerafolk har fået smadret udstyr.

Pres på det internationale samfund

En del af formålet med den international missions møde i Kiev var at komme med anbefalinger til, hvad man kan gøre for at forbedre den kritiske situation for pressefriheden i Ukraine.

»Vores opgave er jo at opfordre Europarådet, Menneskerettighedsdomstolen og så videre på at lægge maksimalt pres på, for at de her overgreb bliver undersøgt til bunds, så de ansvarlige kan blive retsforfulgt. Derudover prøver vi også at hjælpe med helt elementære ting her og nu, hvor journalisterne blandt andet mangler hjelme og skudsikre veste,« fortæller Mogens Blicher Bjerregård.

Men er det ikke nærmere demonstranterne end journalisterne, vi skal være bekymrede for i de her dage?

»Når vi bekymrer os for journalisterne, er det jo, fordi det er dem, vi er der for. Der er ingen tvivl om, at man skal være bekymret for hele civilbefolkningen. Og for at beskytte civile skal der være frie medier, som fortæller, hvad der foregår. Den fri presse er en af samfundets grundpiller i sådan en situation,« siger han.

 

2 Kommentarer

Bent Petersen
22. FEBRUAR 2014
Jeg mindes, at der i fjerne
Jeg mindes, at der i fjerne tider var krig i Vietnam. Her var der også journalister på arbejde. De var dog ikke så selvsmagende som Matilde Kimer.......
Ulrik Bækkelund
21. FEBRUAR 2014
Imponerende omtale
Imponerende omtale embedsmanden fra Danmarks Radio har fået. Man er lige ved at tro, at hun er vigtigere end selve historien.