”Jeg er mere glad end skuffet,” sagde DJ-formand Lars Werge til Journalisten i sidste uge, da en politisk aftale om EU’s kommende ophavsretsregler faldt på plads.

Hvis reglerne træder i kraft, vil de blandt andet betyde, at Facebook og Youtube får ansvaret for at sikre, at ophavsretten til artikler, fotos og tegninger ikke bliver krænket på deres platforme. Hidtil har ansvaret ellers ligget hos den enkelte, som uploader ulovligt materiale. Journalistorganisationer i Europa forventer, at de store tech-giganter vil ende med at betale penge til mediehusene for at sikre lovlig brug af materiale på søgemaskiner og sociale medier.

”For rettighedshavere er det et skridt i den rigtige retning, at nettet bliver omfattet af en form for regulering. Det er der ingen tvivl om,” sagde Lars Werge.

Også det europæiske journalistforbunds formand, danske Mogens Blicher Bjerregård, er tilfreds. Han har været en af de centrale lobbyister på direktivet, hvor han har forsøgt at påvirke politikere og embedsfolk i Bruxelles.

Men knap var jublen gået i gang, før verdens største journalistorganisation – det internationale journalistforbund IFJ – gik ud med hård kritik af aftalen. IFJ er fællesorganisation for både DJ og EFJ og repræsenterer 600.000 mediearbejdere fordelt på 187 fagforeninger i 140 lande.

”Nyt copyright-direktiv håner journalisters rettigheder” lød overskriften på IFJ’s pressemeddelelse, som blev sendt ud torsdag eftermiddag.

Hvem får glæde af pengene?

IFJ hæfter sig især ved direktivets artikel 11, som handler om ophavsret på eksempelvis artikler, som deles af andre. Her slår direktivforslaget fast, at man skal have en aftale med rettighedshaver, før man må dele deres tekster. Der er dog en undtagelse for tekster, som er ”enkelte ord” eller ”meget korte uddrag”.

IFJ forventer, at artikel 11 vil indbringe penge til medierne – men man frygter, at pengene ender hos mediehusene og ikke journalisterne.

Og det er her, forvirringen opstår. IFJ mener, at artikel 11 er for vagt formuleret til at sikre, at journalisterne får en del af kagen. Det er Mogens Blicher Bjerregård omvendt overbevist om.

”Det handler nok mere om retorikken, for den væsentlige forskel ligger i, hvor meget de enkelte forbund er vant til at stole på udgiverne. Vi har på europæisk niveau lavet en aftale med udgiverne om, hvordan artikel 11 skal fortolkes. Vi er enige om, at journalisterne skal have en rimelig del af de vederlag, som måtte komme,” siger Mogens Blicher Bjerregård.

Journalisterne er ikke sikret en krone

Hos IFJ anerkender man de positive resultater, som også er i direktivforslaget. Men kommunikationschef Pamela Morinière understreger, at problemerne er så store, at IFJ stadig ikke har besluttet, om man kan støtte forslaget, som det står.

“Vi har et stort problem med artikel 11, fordi den ikke sikrer journalisterne, at de får en krone ud af de aftaler, som udgiverne forventes at indgå. Udgiverne får pengene, og så er det op til dem, om de vil dele med journalisterne,” siger Pamela Morinière til Journalisten.

Hun henviser til de aftaler, som skal være på plads, hvis nogen vil bruge mere end ”meget korte uddrag” af artikler. Journalistorganisationerne forventer, at eksempelvis Google og Facebook vil være nødt til at lave aftaler om betaling med udgivere og medier.

Artikel 11 garanterer journalister en ”passende” andel af indtægterne. Det mener Pamela Morinière er for vag en formulering. IFJ og EFJ havde presset på for ordet ”proportional”.

”Hvad der er passende, vil være op til arbejdsgiverne. Hvorimod proportional betaling ville være regnet ud efter en fast beregningsmodel. Det kunne eksempelvis være, at 50 procent gik til udgiver, og 50 procent til journalisten,” siger Pamela Morinière.

Langvarigt lobbyarbejde

Mogens Blicher Bjerregård bekræfter, at han kæmpede for at få ordet ”proportional” i stedet for ”passende” i lovteksten. Det lykkedes ikke. I stedet har han lavet aftaler med udgivernes centralorganisation i Europa, som skal sikre, at journalister og udgivere er enige om, at pengene skal deles fair.

Men IFJ mener, at man burde have sikret bedre formuleringer i artikel 11 frem for at være afhængig af aftaler uden for direktivet mellem fagforeninger og udgivere. Det er Mogens Blicher Bjerregård sådan set enig i.

”Jeg forstår godt, at IFJ har et stærkt ønske om en mere klar tekst. Det har EFJ og jeg også. Der er meget, vi gerne ville have set anderledes. Men i de første mange udgaver af artikel 11 stod kun, at man skulle respektere rettigheder i det hele taget – så kunne udgiverne tage det hele. Det blev forandret undervejs efter et langt lobbyarbejde i parlamentet og forhandlinger med udgiverne,” siger Mogens Blicher Bjerregård, som var formand for Dansk Journalistforbund i en årrække, før han rykkede til EFJ.

Pamela Morinière peger også på afsnit 35, hvor det fastslås i aftaleteksten, at det skal være muligt at lave kontraktlige aftaler, som omfordeler pengene.

”Her åbnes for, at man kan lave en kontraktlig aftale, som fratager journalisterne alle deres rettigheder til et værk. Det sker hele tiden, især i individuelle kontrakter. Og det er ikke svært, når du har en stærk arbejdsgiver i forhandling med en journalist, som står alene. Resultatet er, at arbejdsgiverne kan presse journalister til at overdrage deres rettigheder til mediet,” siger Pamela Morinière.

IFJ frygter standardkontrakter

Hun fortæller, at det allerede er fast praksis i eksempelvis Irland og Storbritannien.

IFJ frygter, at direktivet vil føre til, at medierne på tværs af EU begynder at arbejde med standardkontrakter, hvor journalisterne frasiger sig de løbende rettigheder til indhold, som er solgt til mediet. På den måde får den enkelte journalist ikke del i de penge, som forventes at blive betalt af tech-giganterne.

Mogens Blicher Bjerregård siger, at man må stole på de aftaler, som er lavet med udgiverne. Stoler du ikke på dem?

”I lyset af vores seneste erfaringer med udgivere, så har jeg mine tvivl, om udgiverne vil leve op til deres forpligtelser. Der er mange lande, hvor arbejdsgiverne flår journalisterne for al ophavsret i kontrakterne. Det sker hele tiden,” siger Pamela Molinière.

Alternativet er ingen aftale

Hun forventer, at aftalerne vil blive fortolket forskelligt rundt omkring i Europa.

”Jeg håber, at det vil gå godt i de lande, hvor der er gode relationer mellem udgivere og journalister, og hvor fagforeningerne er stærke. Det gælder for eksempel Danmark. Men jeg tvivler, når det kommer til mange andre lande. Vi ser flere og flere unge, som går ind i faget under prekariat-lignende forhold. De får ingen gavn af det her, medmindre der er stærke kollektive aftaler for dem,” siger Pamela Moliniere.

Mogens Blicher Bjerregård anerkender, at der er stor forskel på forholdet mellem arbejdsgivere og journalister rundt omkring i EU.

Kan det ikke være, de får ret i, at man ikke kan stole på udgiverne? I mange andre EU-lande er der ikke samme tradition som i Danmark.

”Der er bestemt ikke samme dialog i mange lande, som vi er vant til. Nogle steder er der nærmest ingen dialog. Når jeg alligevel tror på det, så er det, fordi vi har en god dialog og nogle klare aftaler på europæisk niveau mellem udgivernes centrale organisationer og os. Jeg forventer, at udgiverne i de enkelte lande overholder de aftaler. Jeg er udmærket klar over, at det bliver rigtig vanskeligt nogle steder, men alternativet var ingen aftaler. Så fik vi ingenting,” siger Mogens Blicher Bjerregård.

Frygter at sagen trækker i langdrag

I sidste uge blev forhandlere fra Parlamentet, Ministerrådet og Kommissionen enige om den kompromis-tekst, som nu diskuteres. Næste skridt er, at kompromiset skal til afstemning hos både Parlamentet og Ministerrådet. Hvis begge stemmer for, er direktivet endeligt vedtaget.

For Mogens Blicher Bjerregård er det vigtigt, at forslaget vedtages. Hvis det falder, kan det nemlig betyde, at teksten ikke vedtages på denne side af EU-valget til maj, og så sidder der både et nyt Parlament og en ny Kommission, som skal forhandle på ny.

”Hvis forslaget falder, så risikerer vi, at nogle af forbedringerne rulles tilbage. Vi aner ikke, hvad der sker med et nyt Parlament. Udfordringerne bliver kun større, hvis det forkastes,” siger han.

Men Pamela Morinière fortæller, at IFJ ikke har besluttet, om man vil anbefale at stemme for eller imod. Hun påpeger, at der også er mulighed for, at Parlamentet vedtager ændringsforslag og fx får luget ud i de problemer, som journalistorganisationerne ser i teksten. Men så skal forslaget tilbage på forhandlingsbordet, hvor Kommissionen, Parlamentet og Rådet skal blive enige igen.

I risikerer, at aftalen så ikke er på plads, før der vælges nyt Parlament og ny Kommission. Måske vil de lave en værre aftale. Er det en risiko, I er villige til at løbe?

”Det har vi ikke besluttet endnu. Det er op til vores ledelse at afgøre,” siger Pamela Morinière og tilføjer, at IFJ forventer at have en anbefaling på plads inden for de kommende dage.

Hvis Parlamentet og Rådet godkender kompromisteksten, er ophavsretsdirektivet vedtaget. Så er næste skridt, at direktivet skal implementeres i alle medlemslande i løbet af to år.